vist, at da den egentlige Sagnhistorie ikke i noget af de nordiske Lande begynder før det 4de, og for en stor Deel ikke engang før det 6te Aarhundrede, tænkte man sig Frodefreden forud for al nordisk Historie, eller i den fællesgermaniske Tidsalder, medens man dog heller ikke satte den saa langt op i Tiden som de christne Skribenter, hvilke, som vi have seet, toge det som givet at den maatte være samtidig med den almindelige Fred paa Christi Fødsels Tider.
Af de trende Slægtrækker er det kun een, nemlig Ynglingerækken, til hvilken vi besidde en fortløbende Kommentar, saavel i Thjodolfs Kvad, som i Ynglingasaga. Det er derfor lettere at sønderlemme denne end de andre i dens enkelte Bestanddele. Saaledes er det klart, at Fjølnir og Sveigdir endnu tilhøre Gudetiden[1], og at Vanlande, Visbur og Agne høre sammen (se ovenfor S. 246, 247), da det uheldbringende Halsbaand i Sagnene om dem alle tre danner Hovedmotivet. Domalde, Domar, Dyggve og Dag danne een Gruppe for sig. Aalrek og Erik, Yngve og Alf, dennes Søn Hugleik, og Yngves Sønner Erik og Jørund slutte sig til Starkad-Sagnene, medens Sagnet om Aun nærmest synes at være blevet til ved Forsøg paa at forklare de svithjodske Hereders Navne. Egil og Ottar slutte sig til Sagnene om Frode Frøkne, Adils til Sagnet om Helge og Rolf Krake, og Eystein til de hørdelandske og nordmørske Ættesagn[2]. Yngvar, Estlands Overvinder, staar, som det synes, for sig selv. Anund, Ingjald og Olaf tilhøre Sagnkredsen om Ivar Vidfadme og Harald Hildetand; Halfdan Hvitbein og hans nærmeste Efterkommere tilhøre oplandske og vestfoldske Ættesagn[3].
Af Skjoldungerækken hører Skjold endnu til Gudesagnenes Kreds; Fredfrode og Frode fridsame ere een os samme Person, og høre tilligemed Fridleif og Fjølnir til Sagnkredsen om den almindelige Fred. Om Fridleif II, Haavard handramme, Frode, Vermund vitre og Olaf litillaate veed man kun deres Navne, thi at vore Forfædre ved Vermund vitre skulde have meent den samme, som Saxos og de engelske Sagns Vermund, synes lidet
- ↑ Baade Fjølnir og Sveigdir eller Svegdir ere kun særegne Navne for Odin. At denne kaldes Fjølnir, siges baade i den ældre Edda (Grimnismaal 47, Sigurdarkvida II, 18), og i den yngre (Cap. 3). Og Svigðir eller Sveigdir bruges istedetfor „Odin“ af Thjodolf fra Hvin i Ynglingatal (Yngl. S. 14).
- ↑ Se ovenfor, S. 304, 309.
- ↑ Det er ikke uvigtigt at lægge Mærke til, hvilke af Ynglingekongerne ifølge Thjodolfs Udsagn bleve højlagte, og hvilke brændte, thi deraf vil man nogenledes kunne bestemme, hvilke høre til den egentlige gotiske Kulturperiode, for hvilken Højlæggelsen var egen, og hvilke til den ældre, mythiske, betegnet som Brændalderen. Saaledes bleve Vanlande, Domar og Agne brændtes Visbur, Eystein, Ingjald og Olaf Trætelgja indebrændtes, Domalde blev offret til Guderne, om Dyggve, Dag, Aalrek, Erik og Anund anføres ingen Begravelsesmaade; Jørund blev hængt, de øvrige derimod alle højlagte.
