Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/379

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
351
Rækkernes Sammenſætning.

viſt, at da den egentlige Sagnhiſtorie ikke i noget af de nordiſke Lande begynder før det 4de, og for en ſtor Deel ikke engang før det 6te Aarhundrede, tænkte man ſig Frodefreden forud for al nordiſk Hiſtorie, eller i den fællesgermaniſke Tidsalder, medens man dog heller ikke ſatte den ſaa langt op i Tiden ſom de chriſtne Skribenter, hvilke, ſom vi have ſeet, toge det ſom givet at den maatte være ſamtidig med den almindelige Fred paa Chriſti Fødſels Tider.

Af de trende Slægtrækker er det kun een, nemlig Ynglingerækken, til hvilken vi beſidde en fortløbende Kommentar, ſaavel i Thjodolfs Kvad, ſom i Ynglingaſaga. Det er derfor lettere at ſønderlemme denne end de andre i dens enkelte Beſtanddele. Saaledes er det klart, at Fjølnir og Sveigdir endnu tilhøre Gudetiden[1], og at Vanlande, Visbur og Agne høre ſammen (ſe ovenfor S. 246, 247), da det uheldbringende Halsbaand i Sagnene om dem alle tre danner Hovedmotivet. Domalde, Domar, Dyggve og Dag danne een Gruppe for ſig. Aalrek og Erik, Yngve og Alf, dennes Søn Hugleik, og Yngves Sønner Erik og Jørund ſlutte ſig til Starkad-Sagnene, medens Sagnet om Aun nærmeſt ſynes at være blevet til ved Forſøg paa at forklare de ſvithjodſke Hereders Navne. Egil og Ottar ſlutte ſig til Sagnene om Frode Frøkne, Adils til Sagnet om Helge og Rolf Krake, og Eyſtein til de hørdelandſke og nordmørſke Ætteſagn[2]. Yngvar, Eſtlands Overvinder, ſtaar, ſom det ſynes, for ſig ſelv. Anund, Ingjald og Olaf tilhøre Sagnkredſen om Ivar Vidfadme og Harald Hildetand; Halfdan Hvitbein og hans nærmeſte Efterkommere tilhøre oplandſke og veſtfoldſke Ætteſagn[3].

Af Skjoldungerækken hører Skjold endnu til Gudeſagnenes Kreds; Fredfrode og Frode fridſame ere een os ſamme Perſon, og høre tilligemed Fridleif og Fjølnir til Sagnkredſen om den almindelige Fred. Om Fridleif II, Haavard handramme, Frode, Vermund vitre og Olaf litillaate veed man kun deres Navne, thi at vore Forfædre ved Vermund vitre ſkulde have meent den ſamme, ſom Saxos og de engelſke Sagns Vermund, ſynes lidet

  1. Baade Fjølnir og Sveigdir eller Svegdir ere kun ſæregne Navne for Odin. At denne kaldes Fjølnir, ſiges baade i den ældre Edda (Grimnismaal 47, Sigurdarkvida II, 18), og i den yngre (Cap. 3). Og Svigðir eller Sveigdir bruges iſtedetfor „Odin“ af Thjodolf fra Hvin i Ynglingatal (Yngl. S. 14).
  2. Se ovenfor, S. 304, 309.
  3. Det er ikke uvigtigt at lægge Mærke til, hvilke af Ynglingekongerne ifølge Thjodolfs Udſagn bleve højlagte, og hvilke brændte, thi deraf vil man nogenledes kunne beſtemme, hvilke høre til den egentlige gotiſke Kulturperiode, for hvilken Højlæggelſen var egen, og hvilke til den ældre, mythiſke, betegnet ſom Brændalderen. Saaledes bleve Vanlande, Domar og Agne brændtes Visbur, Eyſtein, Ingjald og Olaf Trætelgja indebrændtes, Domalde blev offret til Guderne, om Dyggve, Dag, Aalrek, Erik og Anund anføres ingen Begravelſesmaade; Jørund blev hængt, de øvrige derimod alle højlagte.