Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/354

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
326
Haaleyge-Ætten.

lode ham hænge paa et Sted, kaldet Straumeyrarnes, hvor hans Mænd siden opkastede en Høj efter ham[1]. Jørund fik siden, efter Hakes Død, Uppsala-Riget tilbage, men fortsatte dog sine Herjetog. En Høst, han havde herjet paa Jylland og laa med sit Skib i Oddasund i Limfjorden, blev han angreben af Gylaug, Kong Gudlaugs Søn, .der tillige fik Understøttelse af Landets Beboere. Jørund blev overmandet og fangen, og Gylaug hevnede sin Faders Drab ved at lade ham hænge[2].

Om Gylaugs Sønnesøn Herse (Hersir) fortælles der i et gammelt Brudstykke af norske Kongesagaer: „Herse var Konge i Naumdal; hans Kone hed Vigda, efter hvilken Aaen Vigda har sit Navn. Han mistede hende, og vilde dræbe sig efter hende, hvis der fandtes Exempel paa at nogen Konge før havde gjort det; dog derpaa fandtes intet Exempel, men vel paa, at en Jarl havde dræbt sig selv. Han gik da op paa en Høj, veltede sig ned af den, og sagde at han havde veltet sig ud af Kongenavnet, og hængte sig siden i Jarlsnavn; siden vilde hans Efterkommere ikke antage Kongenavn. Dette bevidnes i Háleygjatal, hvilket Eivind Skaldespilder digtede“[3]. Herses Søn og Eftermand kaldes i Navnerækken ogsaa udtrykkeligt Brand Jarl, hvilket antyder at Jarletitlen fra hans Tid af var den brugelige i Ætten. Fra Brand Jarl nedstammede i 7de Led en Harald Throndssøn, der i Fund. Noregr kaldes Naumdølejarl, og siges at have været gift med Signy Sigarsdatter, Søskendebarn til Sølve Høgnesøn og Hild, Hjørleif den kvennsames Hustru. Som deres Søn nævnes Herlaug, Fader til Grjotgard, Fader til den bekjendte Jarl Haakon Grjotgardssøn, Harald Haarfagres Samtidige. Slægtrækken nævner to Herlauger, Fader og Søn, mellem Harald og Grjotgard; man kan ogsaa let tænke sig, hvorledes den skjødesløse Afskriver af Fund. Noregr her har kunnet udelade et af to ligelydende Led.

Grjotgard Herlaugssøn synes at have hersket baade paa Haalogaland og paa Nordmøres Kyster. Thi der fortælles om ikke mindre end trende af Nybyggerne paa Island, af hvilke den ene hørte hjemme i Amd, den anden paa Engeløen, den tredie i Almdal (i Vefsen), at de bleve ueens med

  1. Yngl. S. Cap. 26 Det er her, hvor et Vers af Haaleygjatal anføres saaledes: Gudlaug tæmte formedelst Østerkongernes Overmagt Sigars grumme Hest (Galgen, se ovf.), da Ingves Sønner hejsede den gavmilde Konge op under Galgen; ligbærende luder paa Næsset, hvor Søen deles, Vinges Træ, og der er Straumeyrarnes;, berømt ved sin Steensætning om Fyrstens Rør (Steenrøse).
  2. Yngl. S. Cap. 28. I det Vers af Yngl. Tal, som her citeres, kaldes Jørund „Gudlaugs Bane“.
  3. Ágrip af Nor. kon. sögum i Fornm. Sögur, 10de B. S. 289. „Samlinger til det N. F. og Spr. Hist.“ 2det B. S. 290.