Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/354

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
326
Haaleyge-Ætten.

lode ham hænge paa et Sted, kaldet Straumeyrarnes, hvor hans Mænd ſiden opkaſtede en Høj efter ham[1]. Jørund fik ſiden, efter Hakes Død, Uppſala-Riget tilbage, men fortſatte dog ſine Herjetog. En Høſt, han havde herjet paa Jylland og laa med ſit Skib i Oddaſund i Limfjorden, blev han angreben af Gylaug, Kong Gudlaugs Søn, .der tillige fik Underſtøttelſe af Landets Beboere. Jørund blev overmandet og fangen, og Gylaug hevnede ſin Faders Drab ved at lade ham hænge[2].

Om Gylaugs Sønneſøn Herſe (Hersir) fortælles der i et gammelt Brudſtykke af norſke Kongeſagaer: „Herſe var Konge i Naumdal; hans Kone hed Vigda, efter hvilken Aaen Vigda har ſit Navn. Han miſtede hende, og vilde dræbe ſig efter hende, hvis der fandtes Exempel paa at nogen Konge før havde gjort det; dog derpaa fandtes intet Exempel, men vel paa, at en Jarl havde dræbt ſig ſelv. Han gik da op paa en Høj, veltede ſig ned af den, og ſagde at han havde veltet ſig ud af Kongenavnet, og hængte ſig ſiden i Jarlsnavn; ſiden vilde hans Efterkommere ikke antage Kongenavn. Dette bevidnes i Háleygjatal, hvilket Eivind Skaldeſpilder digtede“[3]. Herſes Søn og Eftermand kaldes i Navnerækken ogſaa udtrykkeligt Brand Jarl, hvilket antyder at Jarletitlen fra hans Tid af var den brugelige i Ætten. Fra Brand Jarl nedſtammede i 7de Led en Harald Throndsſøn, der i Fund. Noregr kaldes Naumdølejarl, og ſiges at have været gift med Signy Sigarsdatter, Søſkendebarn til Sølve Høgneſøn og Hild, Hjørleif den kvennſames Huſtru. Som deres Søn nævnes Herlaug, Fader til Grjotgard, Fader til den bekjendte Jarl Haakon Grjotgardsſøn, Harald Haarfagres Samtidige. Slægtrækken nævner to Herlauger, Fader og Søn, mellem Harald og Grjotgard; man kan ogſaa let tænke ſig, hvorledes den ſkjødesløſe Afſkriver af Fund. Noregr her har kunnet udelade et af to ligelydende Led.

Grjotgard Herlaugsſøn ſynes at have herſket baade paa Haalogaland og paa Nordmøres Kyſter. Thi der fortælles om ikke mindre end trende af Nybyggerne paa Island, af hvilke den ene hørte hjemme i Amd, den anden paa Engeløen, den tredie i Almdal (i Vefſen), at de bleve ueens med

  1. Yngl. S. Cap. 26 Det er her, hvor et Vers af Haaleygjatal anføres ſaaledes: Gudlaug tæmte formedelſt Øſterkongernes Overmagt Sigars grumme Heſt (Galgen, ſe ovf.), da Ingves Sønner hejſede den gavmilde Konge op under Galgen; ligbærende luder paa Næsſet, hvor Søen deles, Vinges Træ, og der er Straumeyrarnes;, berømt ved ſin Steenſætning om Fyrſtens Rør (Steenrøſe).
  2. Yngl. S. Cap. 28. I det Vers af Yngl. Tal, ſom her citeres, kaldes Jørund „Gudlaugs Bane“.
  3. Ágrip af Nor. kon. sögum i Fornm. Sögur, 10de B. S. 289. „Samlinger til det N. F. og Spr. Hiſt.“ 2det B. S. 290.