Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/351

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
323
Herſer i Sogn.

i Sogn fra Slutningen af 8de eller Begyndelſen af 9de Aarhundrede Den nævner en mægtig Blotmand i Sogn, ved Navn Geir eller Vegeir, der havde ti Sønner, af hvilke den ældſte hed Vebjørn Sygnakappe (Sygnernes Kæmpe) eller Sygnatrauſte, og to andre, Vedorm og Vemund; de nedſatte ſig paa Island i den allertidligſte Landnamstid[1]. Da Slægtledene blive for faa til at man ſkulde kunne antage Fundinn Noregs Vemund gamle for den ſamme ſom Landnámas Vebjørn Sygnatrauſte, maa man formode at en Deel Slægtled her af den ſkjødesløſe Afſkriver ere udeladte; det kunde ſaameget lettere ſkee, ſom det lader til at alle de Navne, hvoraf Ætten beſtod, have begyndt med Vé-. Men disſe Mellemled kjende vi ikke, og de Sagn, der upaatvivlelig have været til om denne Æt, ere forlængſt begravne i Forglemmelſe. Blandt anſeede Herſer i Sogn nævnes mod Slutningen af det 8de Aarhundrede en Vedrar-Grim, der ſkal have været en Søn af Hjald Vatnarsſøn og Sønneſøn af Kong Vikar, og hvis Moder Hervar var en Datterdatter af Eylaug, ligeledes Herſe i Sogn. Vedrargrims Søn hed Bjørn Buna, ogſaa Herſe; han er merkelig deraf, at de fleſte fornemme Slægter paa Island nedſtamme fra ham. Man maa antage at han og hans Æt iſær have haft deres Tilhold i ytre Sogn, nærved Kirkebø og Maaren, da Bjørn Bunas Sønneſønsſøn, Herſen Bjørn, der ſynes at have været den eneſte af Ætten ſom var bleven tilbage i Norge, efter at de øvrige af dens Medlemmer vare dragne til Syderøerne eller Island, kaldes Høyangs-Bjørn efter Høyangsfjorden, en Arm af Sognefjorden, der mellem Kirkebø og Maaren ſkærer ind mod Nord. Af Bjørn Bunas Sønner er iſær Ketil Flatnef bleven berømt, men hans Hiſtorie tilhører det følgende Afſnit.

15. Haalogalandſke og nordmørſke Konge-Ætter.

Ved at omtale Sagnet om Hagbard og Signy have vi allerede haft Anledning til at nævne en Konge-Æt paa Nordmøre, hvis Ætling, Høgne i Njardø, Hjørleif den kvennſames Svigerfader, havde hjemme paa Kyſten af Naumdølafylke, ligeſom en af dens kvindelige Medlemmer var gift med en Jarl i Naumedal af den gamle haalogalandſke Æt. Denne Æt have vi ligeledes ovenfor haft Anledning til at omtale, hvor der handledes om Haalogaland ſom den Deel af Norge, der førſt befolkedes af Nordmændene (S. 71—72). Vi have der ogſaa allerede foreløbigt omtalt den njardøſke Æts Udbredelſe, og det nærmere Slægtſkab, der ſynes at have fundet Sted mellem Kyſtbeboerne fra Nordmøre til Finmarkens Grændſe. Vi ville derfor ogſaa omhandle de haalogalandſke og de nordmørſke Konger under Eet.

  1. Landnáma, II, 20.