Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/351

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
323
Herser i Sogn.

i Sogn fra Slutningen af 8de eller Begyndelsen af 9de Aarhundrede Den nævner en mægtig Blotmand i Sogn, ved Navn Geir eller Vegeir, der havde ti Sønner, af hvilke den ældste hed Vebjørn Sygnakappe (Sygnernes Kæmpe) eller Sygnatrauste, og to andre, Vedorm og Vemund; de nedsatte sig paa Island i den allertidligste Landnamstid[1]. Da Slægtledene blive for faa til at man skulde kunne antage Fundinn Noregs Vemund gamle for den samme som Landnámas Vebjørn Sygnatrauste, maa man formode at en Deel Slægtled her af den skjødesløse Afskriver ere udeladte; det kunde saameget lettere skee, som det lader til at alle de Navne, hvoraf Ætten bestod, have begyndt med Vé-. Men disse Mellemled kjende vi ikke, og de Sagn, der upaatvivlelig have været til om denne Æt, ere forlængst begravne i Forglemmelse. Blandt anseede Herser i Sogn nævnes mod Slutningen af det 8de Aarhundrede en Vedrar-Grim, der skal have været en Søn af Hjald Vatnarssøn og Sønnesøn af Kong Vikar, og hvis Moder Hervar var en Datterdatter af Eylaug, ligeledes Herse i Sogn. Vedrargrims Søn hed Bjørn Buna, ogsaa Herse; han er merkelig deraf, at de fleste fornemme Slægter paa Island nedstamme fra ham. Man maa antage at han og hans Æt især have haft deres Tilhold i ytre Sogn, nærved Kirkebø og Maaren, da Bjørn Bunas Sønnesønssøn, Hersen Bjørn, der synes at have været den eneste af Ætten som var bleven tilbage i Norge, efter at de øvrige af dens Medlemmer vare dragne til Syderøerne eller Island, kaldes Høyangs-Bjørn efter Høyangsfjorden, en Arm af Sognefjorden, der mellem Kirkebø og Maaren skærer ind mod Nord. Af Bjørn Bunas Sønner er især Ketil Flatnef bleven berømt, men hans Historie tilhører det følgende Afsnit.

15. Haalogalandske og nordmørske Konge-Ætter.

Ved at omtale Sagnet om Hagbard og Signy have vi allerede haft Anledning til at nævne en Konge-Æt paa Nordmøre, hvis Ætling, Høgne i Njardø, Hjørleif den kvennsames Svigerfader, havde hjemme paa Kysten af Naumdølafylke, ligesom en af dens kvindelige Medlemmer var gift med en Jarl i Naumedal af den gamle haalogalandske Æt. Denne Æt have vi ligeledes ovenfor haft Anledning til at omtale, hvor der handledes om Haalogaland som den Deel af Norge, der først befolkedes af Nordmændene (S. 71–72). Vi have der ogsaa allerede foreløbigt omtalt den njardøske Æts Udbredelse, og det nærmere Slægtskab, der synes at have fundet Sted mellem Kystbeboerne fra Nordmøre til Finmarkens Grændse. Vi ville derfor ogsaa omhandle de haalogalandske og de nordmørske Konger under Eet.

  1. Landnáma, II, 20.