Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/349

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
321
Fridthjof.


Fridthjof og Ingebjørg havde mange Børn, hvoriblandt Sønnerne Gunnthjof og Hunthjof. Hunthjof herskede over Hørdaland, og havde tre Sønner, af hvilke Herthjof fik Hørdaland, Geirthjof blev Konge paa Oplandene, og Fridthjef blev Konge i Thelemarken Det var Herthjof, der efter et af Sagnene om Vikar skal have overvundet Kong Harald paa Agder, og ført hans Søn Vikar med sig til Hørdaland. Hvorledes Vikar og dennes Fostbroder Starkad siden hevnede Harald, overfaldt og dræbte Herthjof, og hvorledes Vikar derefter ogsaa underkastede sig Geirthjofs og Fridthjofs Riger, er ovenfor omtalt. Siden den Tid forsvinder Fridthjofs Æt aldeles af Sagnhistorien.

Sagnet om Fridthjof er et smukt Sagn, og vi have derfor meddeelt det nogenlunde fuldstændigt. Sagaen, hvori det fortælles, er ualmindeligt godt sammensat og meget behagelig at læse; den indeholder ikke faa interessante Træk af Oldtidslivet i Norge, og med Undtagelse af Historien om Troldkvinderne, til hvilken vi ogsaa forresten i ellers paalidelige Sagaer finde Sidestykker, er der intet egentlig usandsynligt i den hele Beretning. Desuagtet er der saare meget, der taler for at ansee det Hele som en af de faa romantiske Digtninger, vor Oldliteratur kan opvise. Det er allerede i og for sig mistænkeligt, at Fundinn Noregr, der dog saa nøje gjennemgaar de norske Konge-Ætter, aldeles ikke nævner et Ord om Fridthjof og hans Æt, og at Ætten ligesaa sporløst forsvinder efter Herthjofs Død. Heller ikke findes nogen Hentydning dertil enten i Landnáma eller nogen anden paalidelig norsk eller islandsk Saga. Derimod slutter Fortællingen om Fridthjof sig paa det nøjeste til Sagaen om hans Fader Thorstein Vikingssøn, der vrimler af Fabler og Overnaturligheder og derved strax aabenbarer sig som en Digtning, medens Forfatteren af Fridthjofs Saga bedre har forstaaet at give sin Fortælling Sandsynlighedens Præg. Men denne Sandsynlighed spiller kun i Overfladen; i sig selv er Begivenheden altfor romantisk til at være rimelig, og Fortællingen indeholder derhos virkelige historiske og geographiske Umuligheder. Paa den Tid, da Fridthjof ifølge Sagaen maa have levet, havde norske Vikinger endnu ej sat Foden paa Orknøerne, end sige erobret dem og indrettet dem til et Jarldømme. Vi vide med Vished, at Nordmændene eller nordiske Vikinger ikke kom til Orknø og de skotske Farvande førend i Slutningen af det 8de Aarhundrede, og hvad der fortælles om et norskt Jarldømme paa Orknø før den Tid, er altsaa ligefrem Digt. Om Beliggenheden af Rings Kongerige har Forfatteren aabenbart selv været paa det uvisse; thi om vi end ikke tage i Betragtning at een Bearbejdelse gjør Ring til Konge i Svithjod, saa see vi dog, at ogsaa den, der lader ham raade over Ringerike, nævner Alfheim som hans Hjem[1]. Ikke at tale om

  1. Den omstændeligere Bearbejdelse af Fridthjofs Saga, der nævner Ringerike og Alfheim, veed ogsaa Navnet paa Rings Gaard, og kalder den Streituland. En Gaard i Hole Sogn paa Ringerike, ved Navn Helgeland, skal virkelig for nogle Generationer tilbage have været kaldt Strituland, dog trænger dette Udsagn til Bekræftelse.

Munch. Det norske Folks Historie. I.