Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/348

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
320
Fridthjof.

længe brændt Salt, førend du fik den Ring“, ſagde Kongen. Fridthjof ſvarede at det var hans Fædrenearv. Han forblev hos Ring om Vintren uden dog at give ſig tilkjende, men kaldte ſig kun Thjof (Tyv). Alle ſyntes godt om ham, dog gav Dronningen ſig kun lidet af med ham, Kongen derimod deſto mere. Engang da Ring og hans Huſtru mod Fridthjofs Advarſel kjørte over Iſen i en Vogn, braſt den, og de ſank i med Vogn og Heſt, men Fridthjof ilede til, og trak med et eneſte Tag altſammen, baade Kongen og Dronningen, Vognen og Heſten op igjen. „Det var i Sandhed et godt Tag“, ſagde Kongen, ikke engang Fridthjof den frøkne kunde have gjort det bedre, om han havde været her“. Ud paa Vaaren hændte det ſig engang at der holdtes en ſtor Jagt, og at Kongen og Fridthjof kom til at være ene ſammen paa et afſides Sted i Skoven. Kongen lagde ſig til at ſove, uagtet Fridthjof bad ham heller at gaa hjem. Da Kongen var falden i Søvn, tog Fridthjof ſit Sverd og ſlængte det fra ſig. Lidt efter rejſte Kongen ſig og ſpurgte: „er det ikke ſaa, Fridthjof, at mangt og meget kom dig ihu, men du beſtod Friſtelſen? Jeg har kjendt dig fra den førſte Kveld, du kom i min Hal, og jeg vil endnu ikke paa længe ſkilles fra dig“. Fridthjof takkede Kongen før hans Venlighed, men ſagde at han ſnart maatte bort, fordi hans Mænd ventede ham. Han fulgte Kongen hjem, og det rygtedes ſnart at den fremmede Gjeſt var ingen anden end Fridthjof den frøkne.

En Morgen tidlig traadte Fridthjof frem før Kongen og Ingebjørg, og ſagde at han nu maatte afſted, og derfor vilde ſige farvel. Han bad Ingebjørg atter modtage Ringen, og kaſtede den til hende. Ring ſmilede og ſagde: „hun bar faaet bedre Løn for Vinteropholdet, end jeg, ſkjønt hun ikke har været ſaa venlig mod dig ſom jeg“. Han vilde ikke høre noget om Afrejſen, men bad Fridthjof at blive hos ham og forſvare Riget for hans Børn, der endnu vare ſmaa. „Jeg ſelv“, ſagde han, „føler mig ſyg, og venter ſnart min Død; jeg ſkjenker dig min Kone og al min Ejendom, og vil dertil give dig Kongenavn“. Fridthjof takkede ham, men ſagde at han ej vilde have højere Titel end Jarlsnavn. Ring døde efter et kort Sygeleje, og blev højlagt med mange Koſtbarheder. Hans Arveøl og Fridthjofs Bryllup med Ingebjørg højtideligholdtes under eet.

Da Kongerne i Sogn, Ingebjørgs Brødre, erfarede dette, bleve de forbittrede og droge med en Hær for at angribe Fridthjof. Men denne og hans Ven Bjørn, ſom nu var kommen tilbage, mødte Kongerne og ſejrede ſnart. Helge faldt for Fridthjofs egen Haand, og han bød Halfdan Fred, ſom denne gjerne modtog paa de Vilkaar, Fridthjof ſelv foreſkrev. Halfdan maatte lægge ſig ſelv og ſit Rige under Fridthjof, blive hans Herſe, og betale ham Skat; ſelv lod han ſig give Kongenavn i Sogn, og underkaſtede ſig ſiden Hørdaland