Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/346

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
318
Fridthjof.

lig at den, der udførte den, ſad paa en Hjall eller Forhøjning, og man troede da at hans Aand i anden Skikkelſe foer vide om, medens alene Legemet blev tilbage paa Seidhjallen. Med ſtor Anſtrengelſe kom Fridthjof endelig til Efja paa Orknø, hvor Angantyr opholdt ſig. Angantyr tog vel imod ham, og indbød ham til at blive der om Vintren. Nogen Skat vilde han ikke betale Beles Sønner, men tilbød derimod Fridthjof ſaa meget Løsøre, ſom han vilde have: „du kan gjerne“, ſagde han, „kalde det Skat, om du ſaa ſynes“. Den ſamme Høſt, efterat Fridthjof var dragen bort, og hans Gaard opbrændt, kom Ring til Sogn, og holdt Bryllup med Ingebjørg. Da han ſaa Ringen, hun havde faaet af Fridthjof, bød han hende at ſende Fridthjof den tilbage. Hun bad Helges Kone forvare den, indtil Fridthjof kom hjem, og da give ham den. Siden fulgte hun med Ring til hans Rige.

Vaaren efter forlod Fridthjof Angantyr, og kom til Norge, hvor han ſtrax ſpurgte at hans Gaard var brændt. Da han kom til Framnes, ſagde han: „her ſeer alting ſvart ud, og her have ingen Venner ſyſlet“. Han roede ſtrax lige over til Syrſtrand, for, ſom han ſagde, at betale Skatten. Her vare Kongerne juſt ved Diſablot i Baldershagen. Fridthjof lod ſine Mænd pasſe paa Skibet, og befalede dem at bryde itu alle andre ſmaa og ſtore Fartøjer i Nærheden, medens han, ledſaget af Bjørn, gik op til Hovet. Han lod Bjørn ſtaa udenfor ved Indgangen og holde Vagt, ſelv gik han ind i Diſeſalen, hvor der kun var faa Folk tilſtede. Kongerne ſad og drak, og Kvinderne ſad ved Ilden midt paa Gulvet, varmede og ſmurte Gudebillederne, og tørrede dem med Duge. Fridthjof traadte frem for Helge med de Ord: „Nu vil du vel have Skatten“. I det ſamme løftede han Pungen, hvori Sølvet var, og ſlog den i Anſigtet paa ham, ſaa at to Tænder gik løs i hans Mund, og han nær var falden beſvimet ned af Højſædet i Ilden, hvis ikke Halfdan havde grebet ham. Fridthjof fik nu ſee at Helges Kone bar den Ring, han havde givet Ingebjørg, paa ſin Arm. Han vilde tage den tilbage og greb efter den, men den ſad ſaa faſt, at han ej fik den løs, førend han havde ſlæbt hende langs Gulvet henimod Døren. Derved kom hun til at ſlippe Baldersbilledet, med hvilket hun juſt havde været beſkjeftiget Halfdans Huſtru, der vilde komme hende til Hjelp, ſlap ligeledes det Billede, hun ſyſlede med; begge de med Fedt indſmurte Billeder faldt i Ilden, ſom derved blusſede op ſaa ſterkt, at den tog fat i Huſet. Fridthjof og Bjørn ſkyndte ſig nu ned til Skibet og roede afſted. Helge og Halfdan vilde ſætte efter dem, men alle Fartøjer ved Stranden vare efter Fridthjofs Befaling ſaaledes fordærvede at de ej kunde bruges. I afmægtig Harme vilde Helge ſkyde en Piil efter Fridthjof, men han ſpændte Buen ſaa ſterkt, at den ſprang. Templet brandt ned i Bund og Grund, og Fridthjof, Ophavsmanden dertil, maatte ſom vargr í véum drage bort. Han