Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/345

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
317
Fridthjof.

at han vovede at gjøre ſig Haab om Ingebjørgs Haand, og da han formeligt anholdt derom, ſvarede de ham reentud nej, fordi han ikke havde nogen fyrſtelig Titel. Fridthjof lovede til Gjengjeld, at han ikke herefter ſkulde yde dem nogen Hjelp. Dette fik de ſnart at føle, da den mægtige Fylkeskonge Ring[1] truede dem med Krig, hvis de ej vilde betale ham Skat. De ſendte gamle Hilding over til Fridthjof, for at overtale denne til at ſtaa dem bi. Fridthjof, der ſad ved Tavlbord med ſin Foſtbroder Bjørn, gav tilſyneladende ingen Agt paa Hilding eller hans Opfordringen men ſvarede kun i forblommede Ord, ſom nærmeſt ſyntes at angaa Tavlſpillet. Brødrene maatte drage i Striden uden Fridthjof, men lod for Sikkerheds Skyld inden deres Bortrejſe Ingebjørg indſætte i Baldershage, hvor de troede at Fridthjof ej vilde vove at efterſtræbe hende. Desuagtet beſøgte Fridthjof hende, ſaaſnart Kongerne vare borte, og fornyede hver Dag ſit Beſøg med hendes Samtykke, thi hun ſkjænkede ham aldeles ſin Kjærlighed; de tilſagde hinanden ubrødelig Troſkab, og ſkiftede Ringe Han gav hende en herlig Armring, ſom han ejede, og hun maatte love ham aldrig at ſkille ſig ved den, eller og kun at ſende ham den tilbage. Helge og Halfdan traf Ring i Sokneſund nærved Jæderen, men hans Overmagt var ſaa ſtor, at de lettelig bekvemmede ſig til at give ſig under ham, og love ham deres Syſter Ingebjørg med Trediedelen af deres Beſiddelſer. Da Kongerne ved deres Hjemkomſt erfarede Fridthjofs Driſtighed, ſendte de Hilding til ham og forelagde ham to Vilkaar, enten at forlade Landet, eller at drage til Orknøerne og hente Skatten, ſom Angantyr ej havde betalt ſiden Beles Død. For gammelt Venſkabs Skyld lovede Fridthjof dette, imod at Kongerne aflagde Ed paa at lade hans Ejendomme urørte i hans Fraværelſe Fridthjof drog afſted paa ſit ypperlige Skib Ellide med ſine Foſtbrødre Bjørn og Aasmund og 30 Mand. Men aldrig ſaaſnart var han borte, førend Kongerne opbrændte hans Gaard, røvede hans Gods, og fik tvende Troldkvinder til at paahexe ham Uvejr i Solundarhavet[2]. Sagaen fortæller vidtløftigt, hvor modigt Fridthjof eg hans Mænd trodſede Uvejret, hvorledes de kappedes om at kvæde Viſer til hinandens Opmuntring, og hvorledes Fridthjof endelig fik Bugt med begge Troldkvinderne, der paa en Hval ſvømmede forud for Skibet og ved ſin Seid voldte det forfærdelige Uvejr. I ſamme Øjeblik, heder det, faldt begge Troldkvinderne med brudt Ryg ned af den Seidhjall eller Forhøjning, paa hvilken de ſad. Til Seiden hørte nem-

  1. Det heder i een Bearbejdelſe af Sagaen, at Ring var Konge paa Ringerike, i en anden, at han herſkede i Svithjod, dog heder det tillige i den ſamme Bearbejdelſe, ſom omtaler Ringerike, at Ring havde hjemme i Alfheime. (Se Fornaldar Sögur Nordrl. II. S. 66, 81, 490).
  2. Saaledes kaldtes Veſterhavet efter Solundar- eller Sulend-Øerne.