vold paa Lister, Aurnes i Sogn, og Engeløen i Nordland, nævnes ligeledes, hvert af sine Indbyggere, som det Sted, hvor Begivenheden skal have tildraget sig; Engeløen nævnes som saadant endog i en yngre Bearbejdelse af Landnamsbogen[1]. Denne store Udbredelse af Sagnet kan imidlertid ikke andet end gjøre det saare mistænkeligt i historisk Henseende. De fleste Sagn, der, saaledes som dette, ere blevne National- og Lokal-Sagn hos forskjellige germaniske Folk eller Folke-Afdelinger, tilhøre strengt taget ikke nogen enkelt Folkeafdeling, men kun det oprindelige Stammefolk; de ere, hvad vi allerede have paapeget med Hensyn til Vølund-Sagnet og Niflungesagnene, for det meste Oldsagn, medbragte fra Folkets oprindelige Hjem, men lokaliserede hos de enkelte Stammer i de Egne, hvor de senere kom til at nedsætte sig. Mellem Hagbard-Sagnet og de nysnævnte Sagn er der nu vistnok den Forskjel, at disse tilhøre alle germaniske Folk og Lande, medens hiint synes at være egent for Norden. Heraf kan maaskee sluttes, at det er opstaaet noget sildigere end hine, og at det kun har tilhørt Nordgermanerne og de gotiske Stammer, der kom i Berørelse med dem. Men Sagnet er ligefuldt altfor meget Fællesgods til at være historisk, og de Forsøg, som Saxo og Forfatteren af Fundinn Noregr have gjort paa at sætte det i Forbindelse med Historien eller historiske Genealogier, maa derfor ansees som mislykkede. Dette er især iøjnefaldende i Fundinn Noregr. Det heder her paa eet Sted, hvilket vi allerede ovenfor (S. 200) tildeels have anført: „Sigar (Halfdan Gamles Søn) var Fader til Siggeir, som var gift med Signy, Kong Vølsungs Datter; Sigar var ogsaa Fader til Sigmund, der var gift med Hild, Datter af Grjotgard Konge paa Møre, hans Søn hed Sigar, Signys Fader, der lod hænge Hagbard; dette er Siklinge-Ætten“. Men ovenfor paa et andet Sted, hvor der handles om Nors Æt, heder det: „Grjotgard (paa Nordmøre) var Fader til Sigar, Fader til Signy, der var gift med Harald Naumdøle-Jarl“. Man vil lettelig see, at der paa det første Sted hersker en Tvetydighed, idet man kan henføre Ordene: „hans Søn hed Sigar“ baade til Sigmund og til Grjotgard. Det første synes vistnok at have været Forfatterens Mening, siden det er Sigars, ikke Grjotgards Æt, han her omhandler; men da man paa det andet Sted, hvor Kongerne paa Nordmøre omhandles, ogsaa finder Slægtrækken „Grjotgard – Sigar – Signy“, kan man dog vanskelig undlade at tænke sig denne Række vilkaarligt tillempet paa den anden, og Tvetydigheden, naar Alt kommer til Alt, maaskee endog forsætlig, eller Sammenstillingen beroende paa en Misforstaaelse. Der er desuden saameget andet, der viser at den hele saakaldte
- ↑ Hvor Engeløen paa Haalogaland omtales (III. 18), tilføjer Hauksbogen og den yngste Bearbejdelse af Landnáma, den saakaldte Mela-Bog: „Der havde fordum Sigar boet, og der er Signys Buur samt Hagbardsholm“. Endnu gaar ogsaa Sagnet derom paa Engeløen, og Signys Buur m. m. vises.
