Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/342

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
314
Hagbard-Sagnets Troværdighed.

vold paa Liſter, Aurnes i Sogn, og Engeløen i Nordland, nævnes ligeledes, hvert af ſine Indbyggere, ſom det Sted, hvor Begivenheden ſkal have tildraget ſig; Engeløen nævnes ſom ſaadant endog i en yngre Bearbejdelſe af Landnamsbogen[1]. Denne ſtore Udbredelſe af Sagnet kan imidlertid ikke andet end gjøre det ſaare mistænkeligt i hiſtoriſk Henſeende. De fleſte Sagn, der, ſaaledes ſom dette, ere blevne National- og Lokal-Sagn hos forſkjellige germaniſke Folk eller Folke-Afdelinger, tilhøre ſtrengt taget ikke nogen enkelt Folkeafdeling, men kun det oprindelige Stammefolk; de ere, hvad vi allerede have paapeget med Henſyn til Vølund-Sagnet og Niflungeſagnene, for det meſte Oldſagn, medbragte fra Folkets oprindelige Hjem, men lokaliſerede hos de enkelte Stammer i de Egne, hvor de ſenere kom til at nedſætte ſig. Mellem Hagbard-Sagnet og de nysnævnte Sagn er der nu viſtnok den Forſkjel, at disſe tilhøre alle germaniſke Folk og Lande, medens hiint ſynes at være egent for Norden. Heraf kan maaſkee ſluttes, at det er opſtaaet noget ſildigere end hine, og at det kun har tilhørt Nordgermanerne og de gotiſke Stammer, der kom i Berørelſe med dem. Men Sagnet er ligefuldt altfor meget Fællesgods til at være hiſtoriſk, og de Forſøg, ſom Saxo og Forfatteren af Fundinn Noregr have gjort paa at ſætte det i Forbindelſe med Hiſtorien eller hiſtoriſke Genealogier, maa derfor anſees ſom mislykkede. Dette er iſær iøjnefaldende i Fundinn Noregr. Det heder her paa eet Sted, hvilket vi allerede ovenfor (S. 200) tildeels have anført: „Sigar (Halfdan Gamles Søn) var Fader til Siggeir, ſom var gift med Signy, Kong Vølſungs Datter; Sigar var ogſaa Fader til Sigmund, der var gift med Hild, Datter af Grjotgard Konge paa Møre, hans Søn hed Sigar, Signys Fader, der lod hænge Hagbard; dette er Siklinge-Ætten“. Men ovenfor paa et andet Sted, hvor der handles om Nors Æt, heder det: „Grjotgard (paa Nordmøre) var Fader til Sigar, Fader til Signy, der var gift med Harald Naumdøle-Jarl“. Man vil lettelig ſee, at der paa det førſte Sted herſker en Tvetydighed, idet man kan henføre Ordene: „hans Søn hed Sigar“ baade til Sigmund og til Grjotgard. Det førſte ſynes viſtnok at have været Forfatterens Mening, ſiden det er Sigars, ikke Grjotgards Æt, han her omhandler; men da man paa det andet Sted, hvor Kongerne paa Nordmøre omhandles, ogſaa finder Slægtrækken „Grjotgard — Sigar — Signy“, kan man dog vanſkelig undlade at tænke ſig denne Række vilkaarligt tillempet paa den anden, og Tvetydigheden, naar Alt kommer til Alt, maaſkee endog forſætlig, eller Sammenſtillingen beroende paa en Misforſtaaelſe. Der er desuden ſaameget andet, der viſer at den hele ſaakaldte

  1. Hvor Engeløen paa Haalogaland omtales (III. 18), tilføjer Hauksbogen og den yngſte Bearbejdelſe af Landnáma, den ſaakaldte Mela-Bog: „Der havde fordum Sigar boet, og der er Signys Buur ſamt Hagbardsholm“. Endnu gaar ogſaa Sagnet derom paa Engeløen, og Signys Buur m. m. viſes.