Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/333

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
305
Geirmund og Haamund Heljarskind.

meddeles ogsaa følgende Sagn. Engang, da han var ude paa Vikingetog, fødte hans Dronning .Tvillinger, af hvilke hun kaldte den ene Geirmund, den anden Haamund. De vare saa svarte og hæslige, at hun skammede sig ved dem og udgav dem for at være Sønner af hendes Trælkvinde, som just ogsaa havde født en Søn til Verden, ved Navn Leif, hvid og meget smuk; denne udgav hun for sin Søn, og viste Kongen ham, da han kom hjem. Kongen syntes dog ikke videre om ham og sagde at han kun tegnede sig til at blive et ubetydeligt Menneske. Da Kongen næste Gang drog ud paa Tog, vare Børnene 3 Aar gamle. Leif var da meget frygtsom, men Geirmund og Haamund modige, støjende og snaksomme. En Dag indbød Dronningen til sig den navnkundige Skald Brage den gamle, for at han skulde lige sit Skjøn om Drengene. Hun magede det saa, at Brage sad alene i Hallen med dem, selv skjulte hint sig under en Bænk, for useet at høre hans Bemerkninger. Leif sad i Højsædet og legede sig med en Guldring, Haamund og Geirmund sad i Halmen nede paa Gulvet. De løb hen til Leif, skubbede ham ned af Sædet og toge Ringen fra ham: derover græd han. Da rejste Brage sig, gik hen til Bænken, hvor Dronningen laa, slog med Støtten ovenpaa den, og sagde:

To ere inde,
tror jeg dem begge vel,
Haamund og Geirmund
Hjørs rette Sønner;

Leif er den tredie,
Lodhats Søn,
den Dreng ikke,
du fødte, Kvinde!

Da tog Dronningen sine egne Sønner til sig igjen og lod Trælkvinden faa Leif tilbage. Da Kongen kom hjem, fortalte hun ham altsammen og viste ham Drengene. Han sagde at han aldrig før havde seet sligt „Heljarskind“[1]; dette Tilnavn fik de siden begge. De bleve siden navnkundige Krigere, og flyttede omsider til Island, hvor berømmelige og mægtige Ætter nedstammede fra dem.

Om den historiske Tilværelse af Hjørleif, Half og de fornemste af hans Kæmper kan der ikke være nogen Tvivl; deels fordi Beretningen om dem i og for sig, de romantiske Udsmykninger fraregnede, intet utroværdigt indeholde, deels fordi enkelte islandske Høvdingeslægter i den paalidelige Landnamsbog udledes derfra, deels endelig fordi det ældgamle Hyndluljod hentyder dertil. Den Ottar, hvilken Digtet egentlig angaar, kaldes nemlig der udtrykkelig en Søn af Innstein, og denne igjen en Søn af Alf den gamle, aldeles saaledes som Halfs Saga fortæller. Den hele Slægtrække i Hyndluljod lyder saaledes: Svan den røde – Sæfare – Ulf – Alf den gamle, – Innstein[2]. I Fundinn Noregr findes det samme Slægtregister, kun

  1. Dødsgudinden Hel beskrives som sortblaa paa den ene Side af Ansigtet; heljarskinn (Hels Skind) vil altsaa sige „sortagtigt Skind ligt Hels“.
  2. Hyndluljod, Str. 12.