Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/333

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
305
Geirmund og Haamund Heljarſkind.

meddeles ogſaa følgende Sagn. Engang, da han var ude paa Vikingetog, fødte hans Dronning .Tvillinger, af hvilke hun kaldte den ene Geirmund, den anden Haamund. De vare ſaa ſvarte og hæslige, at hun ſkammede ſig ved dem og udgav dem for at være Sønner af hendes Trælkvinde, ſom juſt ogſaa havde født en Søn til Verden, ved Navn Leif, hvid og meget ſmuk; denne udgav hun for ſin Søn, og viſte Kongen ham, da han kom hjem. Kongen ſyntes dog ikke videre om ham og ſagde at han kun tegnede ſig til at blive et ubetydeligt Menneſke. Da Kongen næſte Gang drog ud paa Tog, vare Børnene 3 Aar gamle. Leif var da meget frygtſom, men Geirmund og Haamund modige, ſtøjende og ſnakſomme. En Dag indbød Dronningen til ſig den navnkundige Skald Brage den gamle, for at han ſkulde lige ſit Skjøn om Drengene. Hun magede det ſaa, at Brage ſad alene i Hallen med dem, ſelv ſkjulte hint ſig under en Bænk, for uſeet at høre hans Bemerkninger. Leif ſad i Højſædet og legede ſig med en Guldring, Haamund og Geirmund ſad i Halmen nede paa Gulvet. De løb hen til Leif, ſkubbede ham ned af Sædet og toge Ringen fra ham: derover græd han. Da rejſte Brage ſig, gik hen til Bænken, hvor Dronningen laa, ſlog med Støtten ovenpaa den, og ſagde:

To ere inde,
tror jeg dem begge vel,
Haamund og Geirmund
Hjørs rette Sønner;

Leif er den tredie,
Lodhats Søn,
den Dreng ikke,
du fødte, Kvinde!

Da tog Dronningen ſine egne Sønner til ſig igjen og lod Trælkvinden faa Leif tilbage. Da Kongen kom hjem, fortalte hun ham altſammen og viſte ham Drengene. Han ſagde at han aldrig før havde ſeet ſligt „Heljarſkind“[1]; dette Tilnavn fik de ſiden begge. De bleve ſiden navnkundige Krigere, og flyttede omſider til Island, hvor berømmelige og mægtige Ætter nedſtammede fra dem.

Om den hiſtoriſke Tilværelſe af Hjørleif, Half og de fornemſte af hans Kæmper kan der ikke være nogen Tvivl; deels fordi Beretningen om dem i og for ſig, de romantiſke Udſmykninger fraregnede, intet utroværdigt indeholde, deels fordi enkelte islandſke Høvdingeſlægter i den paalidelige Landnamsbog udledes derfra, deels endelig fordi det ældgamle Hyndluljod hentyder dertil. Den Ottar, hvilken Digtet egentlig angaar, kaldes nemlig der udtrykkelig en Søn af Innſtein, og denne igjen en Søn af Alf den gamle, aldeles ſaaledes ſom Halfs Saga fortæller. Den hele Slægtrække i Hyndluljod lyder ſaaledes: Svan den røde — Sæfare — Ulf — Alf den gamle, — Innſtein[2]. I Fundinn Noregr findes det ſamme Slægtregiſter, kun

  1. Dødsgudinden Hel beſkrives ſom ſortblaa paa den ene Side af Anſigtet; heljarskinn (Hels Skind) vil altſaa ſige „ſortagtigt Skind ligt Hels“.
  2. Hyndluljod, Str. 12.