tre Menneskealdre skulde begaa et Nidingsverk[1], og at Ingen skulde erindre hans Digte. Dette bekræftede Dommerne, og den paafølgende Dag begik Starkad efter Odins Anviisning sit første Niddingsverk, ved først at foreslaa, at man kun skulde foranstalte en Hængning for et Syns Skyld, og siden, efterat have overtalt Vikar til at underkaste sig denne Ceremoni, desuagtet at dræbe ham ved Odins Tryllekunster, idet den svage Kvist, hvortil han fæstedes, blev til en tyk Green, og den Rørsprote, hvormed Starkad berørte ham, blev til en Geir, der gjennemborede ham[2]. For dette Nidingsverk maatte Starkad forlade Landet.
Det vil lettelig sees, at denne sidste Fremstilling af Vikars Historie indeholder den forventede Opfyldelse af den Spaadom, som i den første meddeles. Ligesom det skeer i flere af vore Æventyr, helliger Geirhild allerede sin uføde Søn til Odin, og hans Fader seer ham allerede i Tankerne hænge i Galgen, offret til Odin. Det er tydeligt, at hvis det havde ligget i den Bearbejders Plan, der ordnede Halfssaga, at fortælle videre om Vikar, da vilde ogsaa han have fortalt, hvorledes han blev hængt som et Offer til Odin. Men det er ikke Vikars Æt, han dvæler ved, det er Jøfurs, og følgelig slipper han den første, hvor den ej længer griber ind i den sidstes Historie; han nævner ikke engang om Vikars Død, men omtaler kun løseligt hans Søn Vatnar, og hans Sønnesønner Snjall og Hjall. Sagnets Eenhed, eller at Vikar, Vatnars Fader, tillige er den samme Vikar, Haralds Søn, der blev svegen af Starkad, godtgjøres af et Sted i et af Landnamsbogens Haandskrifter, hvor det udtrykkelig meldes, at Vikar, Søn af Harald Egdekonge, havde Sønnen Vatnar, der ligger begraven i Vatnarshaug søndenfor Haakonhellen ikke langt fra Bergen, og at Vatnar havde Sønnerne Snjall og Hjall, der ligge begravne i to Høje nær ved Glaumstein paa Hallands Kyst. Der tilføjes endog nogle Slægtregistre, ifølge hvilke Snjalls Ætling i 5te Led var Landnamsmanden (den norske Nybygger paa Island) Thormod Skafte, og Hjalls Ætlinger i 4de og 5te Led de to Landnamsmænd Ørlyg den Gamle og hans Søn Valthjof[3].
- ↑ Dette synes vistnok at indeholde en middelbar Erkjendelse af, at de Digte, der senere tillagdes Starkad, ikke vare af ham.
- ↑ Her haves et fuldstændigt Exempel paa Geirsod-Merkningen, eller det Odin velbehagelige Offer, baade ved Hængning og Gjennemboren med Geir, alt efter Haavamaal 139, se ovenfor S. 177, 211.
- ↑ See Landnáma, Tillæggene fra Skardsaa-Bogen, Isl. Søgur I. S. 326–328. – Ogsaa Fundinn Noregr nævner Vikar og Vatnar, og tillægger Vatnar Sønnerne Imald og Erik, af hvilke den sidste var Fader til Gyda, Harald Haarfagres Hustru. Men her maa ganske vist flere Navne være bortfaldne, da end ikke Fundinn Noregs Forfatter for Alvor kunde tænke paa at fore Vatnar saa langt ned i Slægtrækken. „Imald“ er derhos aabenbart Forvanskning eller Fejllæsning af „Hjallr“ eller „Snjallr“, og man bør vistnok læse: „föður þeira Snjalls ok Hjalls, föður N. N., födur N. N. förður Eiríks o. s. v.“.
