Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/325

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
297
Vikar og Starkad.

ved Ilden, ſtor og af et klodſet Udſeende. Vikar rejſte ham op, gav ham Vaaben og Klæder, og gik med ham til ſit Skib, de ſamlede ſiden ti andre Kæmper og Holmgangsmænd om ſig og overfaldt Herthjof i hans befæſtede Borg med ſaadan Vælde, at uagtet de kun vare 12, og Herthjof havde 70 Krigere om ſig, maatte dog denne bide i Græsſet med 30 af ſine Mænd. Vikar tog nu Herthjofs Skibe og ſejlede til Agder, hvor hans Faders Venner modtoge ham med aabne Arme; han blev tagen til Konge over Agder og Jæderen[1], og underlagde ſig tillige Herthjofs Rige, Hørdeland og Hardanger. Vikar blev en ſtor Hærmand og laa hver Sommer i Hærferd. Han herjede i Viken og Gautland, vandt ved Væneren en ſtor Sejer over en Kong Siſar fra Kønugaard[2], fældte Herthjofs Broder Geirthjof, Konge paa Oplandene, fik hans anden Broder Fridthjof, Konge i Thelemarken, fordreven fra Landet, og underlagde ſig deres Beſiddelſer. Vikar var nu en mægtig Konge, der havde mange Kæmper om ſig, af hvilke Starkad var den fornemſte; Kongen gav ham mange Gaver, hvoriblandt en ſtor Guldring; han ſkjenkede derimod Kongen Thromø. Men efterat han i Alt havde opholdt ſig hos ham i 15 Aar, hændte det ſig, at Vikar paa en Sørejſe fra Agder til Hørdaland maatte ligge ſtille ved nogle Holmer for haardnakket Modvind. De fældte Blotſpaan for at faa Bor, og den faldt ſaaledes, at Odin vilde have en Mand efter Lodkaſtning til at hænges ſom et Offer til ham. Lodden traf Vikar ſelv, og forfærdede herover beſluttede hans Mænd næſte Dag at holde Raad, forinden man opfyldte Oraklets Bud. Men om Natten vakte Roſshaars-Grane Starkad og tog ham med ſig til en anden ſkovbevoxen Ø, hvor de, ſaaledes lyder Sagnet, paa en Rydning traf Guderne ſelv, der holdt Thing, og hvor 11 Dommere ſad hver paa ſin Stol, medens den 12te Stol ſtod tom, indtil Roſshaars-Grane, der nu aabenbarede ſig ſom Odin ſelv, ſatte ſig paa den. Odin befalede Dommerne at dømme Starkads Skjebne, og forundte ham ſelv mange gode Gaver, ſaaſom Liv i tre Menneſkealdre, Rigdom paa Gods og herlige Vaaben, Sejerſælhed, Skaldſkab og Høvdingers Yndeſt, medens Thor paaheftede ham allehaande Forbandelſer, ſom Barnløshed, Hjemløshed, Utilfredshed, haarde Saar, Forhadthed hos Folket, og endelig at han i hver af de

  1. Her antydes atter umiskjendeligt den Sammenhæng mellem Agder og Rogaland, ſom vi ovenfor (S. 80) have omtalt.
  2. Kønugaard var vore Forfædres Benævnelſe paa Kijev i Rusland. Fortællingen viſer ſig allerede deraf at vare uegte. Ogſaa Navnet Siſar klinger ſterkt efter efter de ſildige Æventyrnavne. Efter det i Sagaen meddeelte Vers at ſlutte, ſkulde Starkad ved denne Lejlighed have faaet et Saar i Kinden til Jæxlerne; i ſaa Fald er denne Bedrift den ſamme ſom den, der i Norna-Geſts Fortælling (Cap. 7) tillægges Sigurd Fafnersbane.