Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/320

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
292
Khasarer. Gardarike.

Prudentius af Troyes, der meddeler hiin mærkelige Notits om det russiske Gesandtskab 830, kalder endog ligefrem deres Fyrste Chacanus (ɔ: Chagan, Khan, Khasarerfyrstens Titel), hvoraf det skulde synes, enten at Russerne paa den Tid endnu ikke ganske havde vovet at optræde som Khasarernes Fiender, eller at Byzantinerne af en Misforstaaelse ogsaa have antaget at Russerne vare Tatarer, hvis Fyrste førte Titlen Khan[1]. En saare merkelig Omstændighed er det, at Nestor henfører hiin Opførelse af de saakaldte Gaarde (gorody) eller Befæstninger, af hvilke aabenbart Benævnelsen Gardarike er opstaaet, til det Tidsrum, i hvilket Væringerne skulde være fordrevne. Thi for Khasarerne ligesaa vel som for Avarerne var det charakteristisk, at opføre ringformige Befæstninger[2].

Vi antage det følgelig for sandsynligt, at den Folkebevægelse i det østlige og sydlige Norden, der havde Braavallaslaget og det dansk-gotiske Kongedømmes Omstyrtelse til Følge, medens den tillige førte nye Sværme af Nordgermaner til Svithjod og de gotiske Kulturlande, og aabnede en ny Tidsalder, Vikingetiden, i hvilken de store nordiske Riger stiftedes, – at denne Folkebevægelse havde sin Aarsag i de tidligere Bevægelser, som Khasarernes og maaskee ogsaa andre tatariske Folkeslags Fremtrængen i Rusland i det 7de og 8de Aarhundrede nødvendigviis maatte bevirke.

Med Fortællingen om Skjoldungekongedømmets Omstyrtning er, som vi ovenfor have seet, Sagnet om Ynglinge-Ættens Forjagelse fra Svithjod og Fremtræden i Norge sat i Forbindelse. Og hvad Beretningen om Ingjald Ildraade angaar, da synes den ogsaa, den romantiske Udsmykning fraregnet, at være paalidelig, eller idetmindste lige fra først af at have dannet en væsentlig og uadskillelig Episode i den hele Ivar-Vidfadme-Sagnkreds Anderledes forvolder det sig dog med Olaf Trætelgja og Ættens Forplantelse til Norge. At der har været Sagn om en Olaf Trætelgja, der skulde have opryddet Vermeland, kan vistnok ikke betvivles; vi gjenkjende ham endog tydeligt i den Olaf, Underkonge i Vermeland, hvis Datter Æsa efter Saxos Vidnesbyrd Aale frøkne befriede og egtede[3]; men desuagtet synes Olaf selv at høre til de mythiske Figurers Tal. Hans Moder, heder det var Gauthild, Datter af Algaut, Søn af Kong Gautrek den gavmilde, Søn af Gaut, efter hvilken Gautland har faaet sit Navn; han var gift med Solveig, Datter af Sølve, Sønnesøn af Sølve Sølvessøn, Søn af Sølve den gamle, der først opryddede Soløer. At alle hine Navne, i hvilke Gaut er en væsentlig Bestanddeel, ere udledede af „Gautland“, ikke omvendt, ligesom alle

  1. Kunik, „die Berufung der schwedischen Rodsen II. S. 195–284.
  2. Kunik, die Berufung der schwed. Rodsen, II. S. 264.
  3. Saxo, 8de Bog, S. 370. Her omtales, som det ovenfor (S. 26l) er viist, Olaus Vermorum regulus.