derdanige, men sidenefter ved en Folkebevægelse blandt Slaver og Tschuder for Størstedelen er blevet fordrevet hiinsides Havet, og at der sidenefter fra de samme Egne, hvortil hiint var fordrevet, kom mægtige Hærkonger, som opkastede sig til Landets Herrer og paany grundede den russiske Magt – da kunde disse Begivenheder neppe opfattes anderledes af Nestor, end saaledes som han fremstiller dem. Han har antaget Russer og Væringer for eet og samme Folk, eller rettere, at Russer umuligt kunde være noget andet Folk end det samme, han var vant ved at kalde Væringer: derved blev det og nødvendigt at lade dem komme fra hiinsides Havet, ligesom Væringerne senere. I det store og dunkle Fjerne er Tidsafstanden mellem Begivenhederne forsvunden. I den Tro, at der ej gaves Russer før 852, har han ogsaa sammentrængt Begivenhederne i det korte Tidsrum mellem dette Aar og 862. Det eneste, vi af Nestor med Bestemthed erfare, er altsaa, at der en Tid forud for Stiftelsen af det russiske Storfyrstendømme fandt en stor Bevægelse Sted blandt slaviske og tschudiske Folkeslag (Slaver, Merer, Tschuder og Krivitscher) i det Indre af Rusland, og at de der boende Nordgermaner (Russer) ved denne Bevægelse bleve fordrevne hiinsides Havet. Skulde denne Bevægelse ej være den, hvorved den store Omvæltning i den østlige og sydlige Deel af Norden i Begyndelsen af det 8de Aarhundrede bevirkedes, og hvorved tschudiske Folk, drivende russiske Folkesværme foran sig og hiinsides Havet, selv trængte frem til Østersøens Kyster? En saadan Bevægelse maa lægges idetmindste mere end eet Aarhundrede forud for den Tingenes Tilstand, under hvilken nordiske Hærkonger atter kunde oprette det nordgermaniske Herredømme i Østen. Og man savner heller ikke Underretning om hvad der igjen kan have været Aarsag til hiin Bevægelse i Hjertet af Rusland. De mægtige Khasarer, der først nævnes ved Aar 626 som et tyrkisk Folk, brøde omkring 659 ind i Europa, hjemsøgte det sorte Havs Kyster, og udbredte, som det synes, i Begyndelsen af det 8de Aarhundrede deres Herredømme i det sydlige Rusland lige til Kijev og Dnepr-Egnene[1]. Deres Fremtrængen kunde nok foranledige et Tryk, hvorved de nærmest Østersøen boende Russer, der desuden stode i den nøjeste Forbindelse med deres Brødre hiinsides Havet, kunde nødsages til at flytte over til disse. Hvo veed endog, om ikke ogsaa de nordligere Dele af Rusland tildeels bleve undertvungne eller i alle Tilfælde hjemsøgte af dem, og om ikke de senere nordiske Hærkonger, der oprettede Storfyrstendømmet, egentlig optraadte som Befriere fra det khasariske Aag? Idetmindste fortæller Nestor udtrykkeligt hvorledes Væringefyrsterne Askold og Dir befriede Kijev, og Oleg, Ruriks Efterfølger, Severier og Radimitscher fra Khasarernes Herredømme[2]; og
