Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/315

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
287
Bevægelſens Aarſager.

og flere have antaget at Benævnelſen er opkommen i ſenere Tider ſom et uheldigt Forſøg paa at gjengive Middelalderens latinſke Forfatteres Skythia magna. Men dette Scythia magna kan ligeſaavel være opſtaaet af et Forſøg paa at gjengive Svíþjóð mikla, og da denne Benævnelſe ej alene i og for ſig ſelv er intet mindre end urimelig, men dens Rimelighed endog beſtyrkes af andre Omſtændigheder, kan man ikke vel bortviſe den ſom falſk. Thi allerede Tacitus’s Udſagn om Svearne, at de bo hiinſides Rugierne og Lemovierne, „i Oceanet ſelv“, og at deres Land deels grændſer til Iishavet, deels til de af en Kvinde beherſkede Siters (altſaa Kvænernes) Land (ſe ovenfor S. 19), gjør det ej alene tvivlſomt, om man ſkal tænke ſig dem veſtenfor eller øſtenfor Øſterſøen, men ſnarere endog i højeſte Maade rimeligt, at man ſkal tænke ſin dem boende paa begge Sider, paa Aalands-Øerne, paa Øſel og Dagø, — hvor der virkelig ogſaa findes Spor af en ældre nordiſk Befolkning[1] — og paa Kyſterne rundt om den finſke Bugt. Derved kom de i Ordets egentligſte Forſtand til at bo „i ſelve Havet“, og derved forklares ogſaa bedſt, hvorfor de ere „mægtige ved deres Flaade“. Det er tillige ovenfor (S. 39) nævnt, hvorledes de rusſiſke Geſandter, der i Aaret 839 vare ſendte til Conſtantinopel, og herfra kom til Tydſkland, befandtes at være af Svearnes Folk. Sigurd Ring optræder ogſaa, merkeligt nok, egentlig ſom Svearnes Høvding uagtet han er fød hiinſides Søen. Og naar man nærmere betragter den oldnordiſke Mundart, der efter Braavalla-Kampen blev den herſkende i Danmark, da finder man,

Sterkes Sagn) ſaaledes at Navnet umiskjendeligt kan ſees at have været i Folkemunde; det ſynes derfor ej at være opſtaaet ved en blot og bar Gisning. Naar (Geografen af Ravenna omtaler „Gammelſkythien, der af Jornandes kaldes „Scandza“ (ſe ovenf. S. 4l) ſynes han at have haft Svíþjóð for Øje.

  1. Her ville vi ikke lægge ſaa megen Vegt paa de mange, beſtemt nordiſke Oldtidslevninger fra Eſtland og Lifland, ſom Kruſe har beſkrevet og afbildet i ſine Necrolivonica, da disſe viſtnok kunne hidrøre fra ſenere Tider, paa hvilke disſe Egne, uagtet deres tſchudiſke Befolkning, ſtode under rusſiſk Herredømme, og Høvdinger af nordiſk Herkomſt, f. Ex. Olaf Tryggveſøns Morbroder Sigurd, opholdt ſig i Landet. Men flere Stedsnavne ere nordiſke; f. Ex. Dagø, Runø (i den liflandſke Bugt), og disſe Navne ere ældgamle, „Domesnes“ omtales ſaaledes (ſe Liljegrens Run-Urkunder No. 944) allerede i en Runeindſkrift paa Vers, ſom neppe er yngre end det 9de Aarhundrede, og ſom altſaa ikke hidrører fra det ſvenſke Herredømme over Lifland i nyere Tider. Paa Runø og paa flere Steder i Lifland ſkal Befolkningen endnu være ſvenſk. Og hvorledes det end forholder ſig med Oprindelſen til Navnet Øſel (Eysýsla), modſat Eſtlands Faſtland eller Aðalsýsla, (ſe ovf. S. 13 No. 2), ſaa er det dog viſt, at allerede Thjodolf, der levede i det 9de Aarhundrede, og ſom forreſten nævner Eſterne, omtaler Sýsla, det vil ſige Adalsýsla og Eysýsla tilſammen. At antage disſe Navne opſtaaede fra ſenere nordiſke Koloniſter, er ikke rimeligt. Det er aabenbart det tſchudiſke Element, ſom her har fortrængt det nordiſke.