og flere have antaget at Benævnelsen er opkommen i senere Tider som et uheldigt Forsøg paa at gjengive Middelalderens latinske Forfatteres Skythia magna. Men dette Scythia magna kan ligesaavel være opstaaet af et Forsøg paa at gjengive Svíþjóð mikla, og da denne Benævnelse ej alene i og for sig selv er intet mindre end urimelig, men dens Rimelighed endog bestyrkes af andre Omstændigheder, kan man ikke vel bortvise den som falsk. Thi allerede Tacitus’s Udsagn om Svearne, at de bo hiinsides Rugierne og Lemovierne, „i Oceanet selv“, og at deres Land deels grændser til Iishavet, deels til de af en Kvinde beherskede Siters (altsaa Kvænernes) Land (se ovenfor S. 19), gjør det ej alene tvivlsomt, om man skal tænke sig dem vestenfor eller østenfor Østersøen, men snarere endog i højeste Maade rimeligt, at man skal tænke sin dem boende paa begge Sider, paa Aalands-Øerne, paa Øsel og Dagø, – hvor der virkelig ogsaa findes Spor af en ældre nordisk Befolkning[1] – og paa Kysterne rundt om den finske Bugt. Derved kom de i Ordets egentligste Forstand til at bo „i selve Havet“, og derved forklares ogsaa bedst, hvorfor de ere „mægtige ved deres Flaade“. Det er tillige ovenfor (S. 39) nævnt, hvorledes de russiske Gesandter, der i Aaret 839 vare sendte til Constantinopel, og herfra kom til Tydskland, befandtes at være af Svearnes Folk. Sigurd Ring optræder ogsaa, merkeligt nok, egentlig som Svearnes Høvding uagtet han er fød hiinsides Søen. Og naar man nærmere betragter den oldnordiske Mundart, der efter Braavalla-Kampen blev den herskende i Danmark, da finder man,
Sterkes Sagn) saaledes at Navnet umiskjendeligt kan sees at have været i Folkemunde; det synes derfor ej at være opstaaet ved en blot og bar Gisning. Naar (Geografen af Ravenna omtaler „Gammelskythien, der af Jornandes kaldes „Scandza“ (se ovenf. S. 4l) synes han at have haft Svíþjóð for Øje.
- ↑ Her ville vi ikke lægge saa megen Vegt paa de mange, bestemt nordiske Oldtidslevninger fra Estland og Lifland, som Kruse har beskrevet og afbildet i sine Necrolivonica, da disse vistnok kunne hidrøre fra senere Tider, paa hvilke disse Egne, uagtet deres tschudiske Befolkning, stode under russisk Herredømme, og Høvdinger af nordisk Herkomst, f. Ex. Olaf Tryggvesøns Morbroder Sigurd, opholdt sig i Landet. Men flere Stedsnavne ere nordiske; f. Ex. Dagø, Runø (i den liflandske Bugt), og disse Navne ere ældgamle, „Domesnes“ omtales saaledes (se Liljegrens Run-Urkunder No. 944) allerede i en Runeindskrift paa Vers, som neppe er yngre end det 9de Aarhundrede, og som altsaa ikke hidrører fra det svenske Herredømme over Lifland i nyere Tider. Paa Runø og paa flere Steder i Lifland skal Befolkningen endnu være svensk. Og hvorledes det end forholder sig med Oprindelsen til Navnet Øsel (Eysýsla), modsat Estlands Fastland eller Aðalsýsla, (se ovf. S. 13 No. 2), saa er det dog vist, at allerede Thjodolf, der levede i det 9de Aarhundrede, og som forresten nævner Esterne, omtaler Sýsla, det vil sige Adalsýsla og Eysýsla tilsammen. At antage disse Navne opstaaede fra senere nordiske Kolonister, er ikke rimeligt. Det er aabenbart det tschudiske Element, som her har fortrængt det nordiske.
