Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/311

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
283
De ældre Daners Nationalitet.

dyrkelſe, at det ej nyttede at prædike for ham[1]. Det er ſaaledes aabenbart, at de Tog, Ivar Vidfadme og Harald Hildetand foretoge til England, ikke bleve foretagne ſom Vikingetog, eller af Folk med nordiſk eller af den ſenere ſaakaldte nordmanniſke Nationalitet, ikke engang af Folk, der kaldtes Daner, men at de alene ſluttede ſig til Rækken af de allerede ſiden femte Aarhundrede vedvarende ſaakaldte angliſke Indvandringstog, af hvilke kun den færreſte Deel er optegnet, ligeſom kun de færreſte Navne paa angelſaxiſke Konger ere opbevarede. Af dette Slags har endnu ogſaa Sigurd Rings Tog upaatvivlelig været. Det er nemlig viſtnok en Fejltagelſe naar Saga-Notitſen, ſom det ſynes, ſætter det efter, at han erhvervede Overherredømmet. Den Omſtændighed, at Ingilds Død i engelſke Skrifter henføres allerede til 718 og heller ikke kan have fundet Sted ſenere, i Forbindelſe med at den fordrevne Kong Olaf ſøgte Sigurd i „Svithjod“, altſaa førend han endnu var bleven Konge i Danmark, gjør det ſandſynligt, at Englandstoget gik for ſig, medens Harald endnu levede, og efter hans Foranſtaltning. Men naar de Folk, der fra de danſk-gotiſke Lande for Braavallaſlaget hjemſøgte England, ikke her kaldtes Daner, medens derimod de, ſom fra 787 af i en ſaa ſtor Mængde foruroligede Landet, deels kaldtes Daner, deels Nordmanner, og betragtedes ſom et Folk, med hvilket England da for førſte Gang gjorde Bekjendtſkab: da er det klart, at der mellem hine og disſe maa have været en beſtemt og ſkarpt udpræget Nationalforſkjellighed, eller at hine endnu tilhørte den gotiſke, disſe den nordgermaniſke Nationalitet[2]. Den ſamme Forſkjellighed aabenbarer ſig paa de Runemindesmærker, der i de danſk-gotiſke Lande ere levnede. Medens man deels paa enkelte Mindeſtene, fornemmelig i Bleking, deels paa de for den gotiſke Periode ſaa charakteriſtiſke Brakteater, endnu finder gotiſke Runer og Indſkrifter i et blandet, tildeels endog uforſtaaeligt Sprog, finder man efter denne Tid, eller fra 9de og 10de Aarhundrede en Mængde Mindeſtene med nordiſke Runer og Indſkrifter i den reneſte nordiſke Mundart, Mindeſtene, hvis Størrelſe nokſom viſer, at de alene kunne være ſatte over Høvdinger, ſaa at altſaa nordiſke Høvdinger paa hiin Tid maa have været ſpredte over alle de forhenværende gotiſke Lande[3]. Og fra Midten af det 8de Aar-

  1. Alcuini Opera III. S. 187.
  2. Her maa man tillige erindre, hvad ſtrax ovenfor er paapeget, at endnu blandt Braavallaſlagets Kæmper Ubbe Friſer, Brat Jyde og Orm Angler ſiges at være „ſøndenfra Gotland“. — Det bliver forreſten altid et Spørgsmaal, om ikke alle eller de fleſte af de ſaakaldte engelſke Tog før Ragnar Lodbroks Tid kun gik til Angel eller Sønderjylland, uden at have noget med England at beſtille. Egentlig er der intet, der forbyder os at antage Ivar Vidfadme ſelv for en angliſk (reidgotlandſk) Fyrſte, ſom tillige havde Beſiddelſer i Skaane.
  3. Se herom iſær Annaler for nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie 1848, S. 274 flg.