dyrkelse, at det ej nyttede at prædike for ham[1]. Det er saaledes aabenbart, at de Tog, Ivar Vidfadme og Harald Hildetand foretoge til England, ikke bleve foretagne som Vikingetog, eller af Folk med nordisk eller af den senere saakaldte nordmanniske Nationalitet, ikke engang af Folk, der kaldtes Daner, men at de alene sluttede sig til Rækken af de allerede siden femte Aarhundrede vedvarende saakaldte angliske Indvandringstog, af hvilke kun den færreste Deel er optegnet, ligesom kun de færreste Navne paa angelsaxiske Konger ere opbevarede. Af dette Slags har endnu ogsaa Sigurd Rings Tog upaatvivlelig været. Det er nemlig vistnok en Fejltagelse naar Saga-Notitsen, som det synes, sætter det efter, at han erhvervede Overherredømmet. Den Omstændighed, at Ingilds Død i engelske Skrifter henføres allerede til 718 og heller ikke kan have fundet Sted senere, i Forbindelse med at den fordrevne Kong Olaf søgte Sigurd i „Svithjod“, altsaa førend han endnu var bleven Konge i Danmark, gjør det sandsynligt, at Englandstoget gik for sig, medens Harald endnu levede, og efter hans Foranstaltning. Men naar de Folk, der fra de dansk-gotiske Lande for Braavallaslaget hjemsøgte England, ikke her kaldtes Daner, medens derimod de, som fra 787 af i en saa stor Mængde foruroligede Landet, deels kaldtes Daner, deels Nordmanner, og betragtedes som et Folk, med hvilket England da for første Gang gjorde Bekjendtskab: da er det klart, at der mellem hine og disse maa have været en bestemt og skarpt udpræget Nationalforskjellighed, eller at hine endnu tilhørte den gotiske, disse den nordgermaniske Nationalitet[2]. Den samme Forskjellighed aabenbarer sig paa de Runemindesmærker, der i de dansk-gotiske Lande ere levnede. Medens man deels paa enkelte Mindestene, fornemmelig i Bleking, deels paa de for den gotiske Periode saa charakteristiske Brakteater, endnu finder gotiske Runer og Indskrifter i et blandet, tildeels endog uforstaaeligt Sprog, finder man efter denne Tid, eller fra 9de og 10de Aarhundrede en Mængde Mindestene med nordiske Runer og Indskrifter i den reneste nordiske Mundart, Mindestene, hvis Størrelse noksom viser, at de alene kunne være satte over Høvdinger, saa at altsaa nordiske Høvdinger paa hiin Tid maa have været spredte over alle de forhenværende gotiske Lande[3]. Og fra Midten af det 8de Aar-
- ↑ Alcuini Opera III. S. 187.
- ↑ Her maa man tillige erindre, hvad strax ovenfor er paapeget, at endnu blandt Braavallaslagets Kæmper Ubbe Friser, Brat Jyde og Orm Angler siges at være „søndenfra Gotland“. – Det bliver forresten altid et Spørgsmaal, om ikke alle eller de fleste af de saakaldte engelske Tog før Ragnar Lodbroks Tid kun gik til Angel eller Sønderjylland, uden at have noget med England at bestille. Egentlig er der intet, der forbyder os at antage Ivar Vidfadme selv for en anglisk (reidgotlandsk) Fyrste, som tillige havde Besiddelser i Skaane.
- ↑ Se herom især Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie 1848, S. 274 flg.
