Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/310

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
282
De ældre Daners Nationalitet.

ganſke med de troværdige, og med Begivenhederne ligefra Chriſtendommens Indførelſe ſamtidige irſke Annaler, der ogſaa allerførſt henføre Nordmændenes og Danernes Ankomſt til Slutningen af det 8de Aarhundrede[1] — dog antage det muligt, at Daner eller Nordmænd tidligere have gjort Tog til og Erobringer i England, ſom ej ere blevne omtalte af Annaliſterne, ſaa er der dog een Omſtændighed, der aldeles maa bortfjerne Tanken herom, nemlig den, at den berømte Forfatter Beda, der ſelv bar fød Northumberlænder, der opholdt ſig i Northumberland til ſin Død 735[2], og beſkrev Englands kirkelige, tildeels ogſaa verdslige Hiſtorie lige indtil 731, fire Aar før hans Død, og ſom ſaaledes havde ej alene al mulig Opfordring til at omtale Danerne og deres Tog, hvis han kjendte noget til dem, men ogſaa den bedſte Anledning til at lære dem at kjende, hvis de havde foretaget ſaadanne Tog — at denne ſamme Beda, hvis Troværdighed er hævet over enhver Tvivl, ej alene ikke veed det mindſte om danſke Tog til England at fortælle, men tydeligt nok ikke engang kjender til Danerne uden gjennem dunkle Rygter. Han ſiger nemlig (ved 689), hvor han omtaler en angelſaxiſk Gejſtlig Ecgbrihts Iver for at prædike Evangelium blandt Tydſkerne: „af disſe (nemlig hedenſke Folk) vidſte han at der i Germanien var flere, fra hvilke de Angler eller Saxer, ſom nu bebo Britannien, nedſtamme, nemlig Friſer, Ruginer, Daner, Huner, Oldſaxer og Boruktvarer“[3]. Efterretningen om Danerne havde Beda rimeligviis faaet fra Wilbrord, der i Aaret 692 ſendtes af Ecgbriht for at udføre, hvad denne ej formaaede, ſom ſelv beſøgte Danerne, og ſom endnu levede i 731, da Beda ſluttede ſit Verk. Wilbrord, hvis Levnet den berømte Alcuin omtrent et halvhundrede Aar efter hans Død (740) beſkrev, rimeligviis efter hans egne eller hans Følgeſvendes Beretninger, omtalte Danerne ſom et grumt Folk, hvis Konge Ungendus var grummere end et vildt Dyr, og ſom var ſaaledes hengiven til Afguds-

(geréfa) Navn: Beaduheard. Flor. Wigorn. (v. 787) taler kun om Beorhtrics Regjeringstid og nævner intet om Dorcheſter, ligeſaa Henrik af Huntingdon.

  1. Annales Innisfalenses (O’Connor Hist. Hibern. Scriptt.) henfører de ſaakaldte „Hedningers“ førſte Ankomſt til 782, og Icolmkills foregaaende Plyndring til 781. Men disſe Begivenheder henføres viſtnok rettere med Ulſter-Annalerne til 793.
  2. Beda Var fød i Nærheden af Wearmouth og Jarrow (ej langt fra Sunderland) 672, var Munk i St. Paals Kloſter ved Jarrow, og døde 735.
  3. Beda, Hist. eccles. I. V. Cap. 9. Da Stedet er af ſtor Vigtighed, anføres det her i ſin Heelhed: Eo tempore venerabilis, … Ecgberct … proposuit animo pluribus prodesse, id est, inito opere apostolico, verbum Dei aliquibus earum, quæ nondum audierant, gentibus euangelizando committere, quarum in Germania plurimas noverat esse nationes, a quibus Angli vel SaxonesS, qui nunc Britanniam incolunt, genus et originem duxisse noscuntur — unde hactenus a vicina gente Britonum corrupte Garmani nuncupantur —; sunt autem {{sperret|Fresones, Rugini, Dani (efter en anden Læſemaade Danai), Huni, antiqui Saxones, Boructuari.