delser i England; at de forresten lode deres udstrakte Besiddelser bestyre ved Underkonger; at der omsider, mod Slutningen af Haralds Regjeringstid, i den nordlige og østlige Deel af det nordgermaniske Territorium sporedes en stor Folkebevægelse, der endte med et vældigt Folke-Slag, hvis Lige hverken før eller senere i Norden har været seet; at det gotiske eller mellemgermaniske Folkeelement i dette Slag undertrykkedes af det med ungdommelig Kraft frembrydende nordgermaniske, og at saaledes en ny Tidsalder dermed begyndte. Dette er vistnok ikke tydeligt udtalt i vore Oldskrifter, men det fremgaar dog med fuldkommen Vished af hvad der i Forbindelse dermed berettes, foruden af mange andre Omstændigheder. Først og fremst maa vi her nævne Haralds dansk-gotiske, Sigurd Rings nordisk-russiske Herkomst; dernæst den allerede ovenfor paapegede Sammensætning af begge Kongers Hære. Her bringer Harald hele den dansk-gotiske Magt, Østergautland, der altid var mere gotisk end Vestergautland, iberegnet, i Marken, og ledsages desuden af Konger og Folk fra de Dele af Norge, hvor allerede Sammenstød mellem Goter og Nordmænd havde fundet Sted, fornemmelig fra Alfheim og Vestmare eller Grenland[1]; medens Sigurd Ring foruden Hovedmassen af Hæren, der bestod af Svear og Vester-Gauter, ogsaa har Folk næsten fra alle Fylker i det nordenfjeldske Norge, uden at det engang nogensteds omtales, at han herskede over dette Land; saa at det altsaa blot kan have været en almindelig Folkebevægelse, der ogsaa bragte Nordmændene til at slutte sig om ham; med ham fulgte derfor ogsaa de egentlige eller fleste Thelebønder, af hvilke kun færre synes at have ledsaget Harald. Denne Omstændighed, at der baade i Haralds og i Rings Hær synes at have været Folk fra Thelemarken, indeholder i sig selv et Vidnesbyrd om det Sammenstød mellem Nationaliteterne paa denne Kant, hvilket vi allerede ovenfor have omtalt. Det er tillige en mærkelig Omstændighed, hvad der især i det Følgende vil sees, at der efter Harald Hildetand ej længer er Tale om Hleidrekonger. Saavel Sigurd Ring som hans Søn Ragnar Lodbrok have, saavidt man kan see, deres Hovedsæde i Vestergautland eller Viken; i alle Fald nævnes Hleidr udtrykkeligt som et Sted, hvor Ragnar ikke plejede at
- ↑ Det er allerede ovenfor bemerket, at den Dagt lifski i Haralds Hær, hvilken Saxo kalder Dahar Grenski, vistnok er den samme Dag, Konge paa Vestmare, hvis Datter Lif egtede Eysteins Søn Halfdan. Med Beliggenheden af Vestmare vare allerede de ældre Skribenter ikke ganske paa det rene; undertiden antoge de det for det samme som Vestfold, men det rette er upaatvivlelig at antage det for Kyststrækningen mellem Langesundsfjorden (Mar) og Agder, eller for det saakaldte Grenlands Havkyst. Dog regnedes det upaatvivleligt, som hele Grenland, i de ældre Tider førend Fylkes-Delingen ret kom istand, til Vestfold. Se ogsaa ovf. S. 82. – Merkeligt nok, at en af Kæmperne i Haralds Hær, Gnepi, hos Saxo kaldes Gnepia, en reengotisk Form.
