Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/308

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
280
Folkebevægelſe i Norden.

delſer i England; at de forreſten lode deres udſtrakte Beſiddelſer beſtyre ved Underkonger; at der omſider, mod Slutningen af Haralds Regjeringstid, i den nordlige og øſtlige Deel af det nordgermaniſke Territorium ſporedes en ſtor Folkebevægelſe, der endte med et vældigt Folke-Slag, hvis Lige hverken før eller ſenere i Norden har været ſeet; at det gotiſke eller mellemgermaniſke Folkeelement i dette Slag undertrykkedes af det med ungdommelig Kraft frembrydende nordgermaniſke, og at ſaaledes en ny Tidsalder dermed begyndte. Dette er viſtnok ikke tydeligt udtalt i vore Oldſkrifter, men det fremgaar dog med fuldkommen Vished af hvad der i Forbindelſe dermed berettes, foruden af mange andre Omſtændigheder. Førſt og fremſt maa vi her nævne Haralds danſk-gotiſke, Sigurd Rings nordiſk-rusſiſke Herkomſt; dernæſt den allerede ovenfor paapegede Sammenſætning af begge Kongers Hære. Her bringer Harald hele den danſk-gotiſke Magt, Øſtergautland, der altid var mere gotiſk end Veſtergautland, iberegnet, i Marken, og ledſages desuden af Konger og Folk fra de Dele af Norge, hvor allerede Sammenſtød mellem Goter og Nordmænd havde fundet Sted, fornemmelig fra Alfheim og Veſtmare eller Grenland[1]; medens Sigurd Ring foruden Hovedmasſen af Hæren, der beſtod af Svear og Veſter-Gauter, ogſaa har Folk næſten fra alle Fylker i det nordenfjeldſke Norge, uden at det engang nogenſteds omtales, at han herſkede over dette Land; ſaa at det altſaa blot kan have været en almindelig Folkebevægelſe, der ogſaa bragte Nordmændene til at ſlutte ſig om ham; med ham fulgte derfor ogſaa de egentlige eller fleſte Thelebønder, af hvilke kun færre ſynes at have ledſaget Harald. Denne Omſtændighed, at der baade i Haralds og i Rings Hær ſynes at have været Folk fra Thelemarken, indeholder i ſig ſelv et Vidnesbyrd om det Sammenſtød mellem Nationaliteterne paa denne Kant, hvilket vi allerede ovenfor have omtalt. Det er tillige en mærkelig Omſtændighed, hvad der iſær i det Følgende vil ſees, at der efter Harald Hildetand ej længer er Tale om Hleidrekonger. Saavel Sigurd Ring ſom hans Søn Ragnar Lodbrok have, ſaavidt man kan ſee, deres Hovedſæde i Veſtergautland eller Viken; i alle Fald nævnes Hleidr udtrykkeligt ſom et Sted, hvor Ragnar ikke plejede at

  1. Det er allerede ovenfor bemerket, at den Dagt lifski i Haralds Hær, hvilken Saxo kalder Dahar Grenski, viſtnok er den ſamme Dag, Konge paa Veſtmare, hvis Datter Lif egtede Eyſteins Søn Halfdan. Med Beliggenheden af Veſtmare vare allerede de ældre Skribenter ikke ganſke paa det rene; undertiden antoge de det for det ſamme ſom Veſtfold, men det rette er upaatvivlelig at antage det for Kyſtſtrækningen mellem Langeſundsfjorden (Mar) og Agder, eller for det ſaakaldte Grenlands Havkyſt. Dog regnedes det upaatvivleligt, ſom hele Grenland, i de ældre Tider førend Fylkes-Delingen ret kom iſtand, til Veſtfold. Se ogſaa ovf. S. 82. — Merkeligt nok, at en af Kæmperne i Haralds Hær, Gnepi, hos Saxo kaldes Gnepia, en reengotiſk Form.