brudstykket meddeelte Beretning om at Harald Hildetand ved Ivars Død allerede var 15 Aar gammel og fulgte tilbage med Hæren, synes visselig mindre rimelig; langt rimeligere er det at antage, at Hæren vendte tilbage, og at enkelte fornemme Mænd opkastede sig til Høvdinger i de forskjellige Landskaber, men siden bleve underkuede af Harald, da denne, 15 Aar gammel, og understøttet af Radbard, vendte tilbage. Det maa derhos ikke lades ud af Betragtning, at Skalden Thjodolf fra Hvin, der i det 9de Aarhundrede allerede opregnede Ynglingekongerne i den Orden, hvori de nævnes hos Snorre, derved ogsaa middelbart bekræfter Tilværelsen af de Sagn, hvorpaa denne Kombination er bygget, følgelig Sagnene om Ivar Vidfadme og Harald; han nævner desuden udtrykkeligt Ingjald Ildraades Selvopbrændelse. Det gamle saakaldte Starkadske Kvad, der ligger til Grund for Beskrivelsen over Braavallaslaget, og som neppe er yngre end 9de Aarhundrede, maa og have omtalt Radbard som Ruslands Konge, siden Saxo blandt Rings Kæmper omtaler hiin Ragnvald den Russer, Radbards Sønnesøn (eller Frænde). Alt dette vidner i det Hele taget for Sagabrudstykket, Langfedgatal og Hyndluljod. Beretningen om Ivars og Sigurd Rings Bedrifter i England grunde sig paa en af Sagabrudstykket aldeles uafhængig Notits i Olaf Tryggvesøns Saga, der, som nedenfor vil sees, paa en mærkelig Maade stemmer med de angelsaxiske Krøniker.
Borttage vi de mythisk-romantiske Udsmykninger i Ivars og Haralds Historie, f. Ex. om Gudernes Indgriben i Begivenhederne, om Haralds unaturligt lange Levetid, om Anledningen til Braavallaslaget og om den uhyre Størrelse af de i dette kæmpende Hære, faa vi dog altid dette historiske Stof tilbage: at Ivar Vidfadme, af en skaansk-gotisk Kongefamilie, og beslægtet med Konger i en Deel af Reidgotland, underkastede sig Svithjod paa den i Ynglingasaga omtalte Maade; at han tillige paa en underfundig Maade forstod at sætte sig i Besiddelse af Sælund eller Hleidrekongernes Rige, der paa denne Tid neppe omfattede mere end Sjæland: at hans Dattersøn Harald Hildetand arvede hans Magt og Anseelse, og at han herskede over et stort dansk-gotisk Rige, der maaskee ogsaa indbefattede Svithjod, men i alle Fald maa have strakt sig, foruden over Danmark, ogsaa over Gautland og det sydøstlige Norge; at han og Ivar Vidfadme maaskee ogsaa have haft Besid-
Sivar, men hun erklærede at hun kun vilde give ham sin Haand, hvis han kunde samle alle Danmarks adskilte Dele til Eet; dette mislykkedes, han blev siden fældet af Halfdan og hun egtede denne, som i Kampen for Rigets Gjenforening faldt i en Strid mod Berserken Besete, der siden ogsaa med en Stok slog to Tænder ud af Munden paa Halfdans og Gyrids Søn Harald; da de samme Tænder siden voxede ud paa ham, fik han Navnet Hildetand. Siden fik han dræbt Besete ved at lade en Bjelke falde ned over hans Seng, derved vandt han Skaane. Dernæst fældte han Had i Jylland, efter hvilken Haderslev skal have faaet Navn. Siden overvandt han de øvrige Fyrster.
