vistnok allerede Sæmund i anden Halvdeel af det 11te Aarhundrede optegnet, og en saa troværdig Mand, som han, vilde neppe have tilladt sig nogen vitterlig Forfalskning af et allerede bestaaende Sagn; det havde maaskee ikke engang været ham muligt, da der sikkert gaves mange, som kunde kontrollere ham. Saavel i som udenfor Landnaama, hvor denne Æt opregnes, nævnes altid Rørek Sløngvanbauge tilligemed Harald Hildetand; etsteds nævnes endog Aude, Ivar og Halfdan snjalle[1], med andre Ord, de forhen anførte Udsagn bekræftes. Blot i en eneste Saga, eller rettere i et Tillæg, der kun i en daarlig Skikkelse er kommet til os, nemlig Tillægget til den saakaldte Hervararsaga, fortælles Haralds Herkomst noget afvigende fra Langfedgatal, men dog altid langt bedre stemmende med dette end med Saxo. „Kongen af Reidgotaland, Heidrek Ulvsham“, heder det, „havde en Datter ved Navn Hilde, der blev gift med Halfdan snjalle og var Moder til Ivar Vidfadme, der angreb Ingjald Ildraade, saaledes som det fortælles i Kongesagaerne, og nødte ham til at indebrænde sig; han underkastede sig Sveavælde, Danavælde, Kurland, Saxland og Estland, og hele Øster-Riget lige til Gardarike, han herskede ogsaa over Vestre-Saxland eg vandt en Deel af England; da satte han Kong Valdar over Danavælde, og gav ham sin Datter Alfhild til Egte; deres Sønner vare Harald Hildetand og Randver, der med Aasa, Datter af Kong Harald gotraude i Norge, havde Sønnen Sigurd Ring; Harald lod sig give Kongenavn i Gotland, og underkastede sig siden alle de Lande, Ivar havde haft, men faldt tilsidst i Braavalla-Slaget mod Sigurd Ring“[2]. Valdar, som her nævnes, forekommer ogsaa i Langfedgatal, men som Halfdan snjalles Fader, og der er derfor al Sandsynlighed for, at hiint Tillæg til Hervararsaga indeholder flere Fejl. Men om nu endog Sagnene herom i Norge og paa Island have været lidt afvigende, saa berøre disse Afvigelser dog ikke Traditionen i dens Hovedomrids, og af den hele Fortælling hos Saxo bliver det følgelig kun Beretningen om Braavallaslaget – for hvilken han selv angiver Starkads Kvad som Kilde, – hvorpaa man kan stole. Maaskee dog, at man heller ikke ganske bør foragte, hvad han fortæller om Haralds Mindreaarighed og de fem Høvdinger, som i denne Tid havde opkastet sig til Herrer i Danmarks Hoveddele[3]; thi den ovenfor efter Saga-
- ↑ Nemlig i den ovennævnte Njaals S. Cap 25.
- ↑ Hervarar S. Cap. 20. Fornaldar S. Nordrl. S. 509.
- ↑ Det heder nemlig hos Saxo 17de B. S. 350), at den hele danske Kongeæt efter Sigars Død (se nedenfor § 13) var saaledes sammensmeltet, at det eneste overlevende Medlem var Gyrid Alfsdatter, Sigurds Sønnedatter, og at Indbyggerne, da de ej længer havde nogen Kongeætling at sætte paa Tronen, valgte sig Høvdinger af sin egen Midte, nemlig Ostmar i Skaane, Hunding i Sjæland, Hane i Fyen, Rørek og Hater (rettere Røgne og Hather eller Hadh, se Rækken i Langebeks Scriptt. r. D. I. S. 19) i Jylland. Til Gyrid bejlede den saxiske Fyrste
