Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/306

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
278
Sagnets Troværdighed.

viſtnok allerede Sæmund i anden Halvdeel af det 11te Aarhundrede optegnet, og en ſaa troværdig Mand, ſom han, vilde neppe have tilladt ſig nogen vitterlig Forfalſkning af et allerede beſtaaende Sagn; det havde maaſkee ikke engang været ham muligt, da der ſikkert gaves mange, ſom kunde kontrollere ham. Saavel i ſom udenfor Landnaama, hvor denne Æt opregnes, nævnes altid Rørek Sløngvanbauge tilligemed Harald Hildetand; etſteds nævnes endog Aude, Ivar og Halfdan ſnjalle[1], med andre Ord, de forhen anførte Udſagn bekræftes. Blot i en eneſte Saga, eller rettere i et Tillæg, der kun i en daarlig Skikkelſe er kommet til os, nemlig Tillægget til den ſaakaldte Hervararſaga, fortælles Haralds Herkomſt noget afvigende fra Langfedgatal, men dog altid langt bedre ſtemmende med dette end med Saxo. „Kongen af Reidgotaland, Heidrek Ulvsham“, heder det, „havde en Datter ved Navn Hilde, der blev gift med Halfdan ſnjalle og var Moder til Ivar Vidfadme, der angreb Ingjald Ildraade, ſaaledes ſom det fortælles i Kongeſagaerne, og nødte ham til at indebrænde ſig; han underkaſtede ſig Sveavælde, Danavælde, Kurland, Saxland og Eſtland, og hele Øſter-Riget lige til Gardarike, han herſkede ogſaa over Veſtre-Saxland eg vandt en Deel af England; da ſatte han Kong Valdar over Danavælde, og gav ham ſin Datter Alfhild til Egte; deres Sønner vare Harald Hildetand og Randver, der med Aaſa, Datter af Kong Harald gotraude i Norge, havde Sønnen Sigurd Ring; Harald lod ſig give Kongenavn i Gotland, og underkaſtede ſig ſiden alle de Lande, Ivar havde haft, men faldt tilſidſt i Braavalla-Slaget mod Sigurd Ring“[2]. Valdar, ſom her nævnes, forekommer ogſaa i Langfedgatal, men ſom Halfdan ſnjalles Fader, og der er derfor al Sandſynlighed for, at hiint Tillæg til Hervararſaga indeholder flere Fejl. Men om nu endog Sagnene herom i Norge og paa Island have været lidt afvigende, ſaa berøre disſe Afvigelſer dog ikke Traditionen i dens Hovedomrids, og af den hele Fortælling hos Saxo bliver det følgelig kun Beretningen om Braavallaſlaget — for hvilken han ſelv angiver Starkads Kvad ſom Kilde, — hvorpaa man kan ſtole. Maaſkee dog, at man heller ikke ganſke bør foragte, hvad han fortæller om Haralds Mindreaarighed og de fem Høvdinger, ſom i denne Tid havde opkaſtet ſig til Herrer i Danmarks Hoveddele[3]; thi den ovenfor efter Saga-

  1. Nemlig i den ovennævnte Njaals S. Cap 25.
  2. Hervarar S. Cap. 20. Fornaldar S. Nordrl. S. 509.
  3. Det heder nemlig hos Saxo 17de B. S. 350), at den hele danſke Kongeæt efter Sigars Død (ſe nedenfor § 13) var ſaaledes ſammenſmeltet, at det eneſte overlevende Medlem var Gyrid Alfsdatter, Sigurds Sønnedatter, og at Indbyggerne, da de ej længer havde nogen Kongeætling at ſætte paa Tronen, valgte ſig Høvdinger af ſin egen Midte, nemlig Oſtmar i Skaane, Hunding i Sjæland, Hane i Fyen, Rørek og Hater (rettere Røgne og Hather eller Hadh, ſe Rækken i Langebeks Scriptt. r. D. I. S. 19) i Jylland. Til Gyrid bejlede den ſaxiſke Fyrſte