Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/305

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
277
Sagnets Troværdighed.

Sagen til Fordeel for Sagabrudſtykket og Langfedgatal ja endog ſætte deres Troværdighed udenfor al Tvivl, er det oftere omtalte, ældgamle Digt Hyndluljod, hvis 27de Vers lyder ſaaledes:

Harald Hildetand
Søn af Rørek
Sløngvanbauge,
ſaa og af Aude;
Aude den grundrige
Ivars Datter,

men Radbard
var Randvers Fader;
de Gauter (Mænd) vare
Guderne ſignede;
alt det er din Ætt
Ottar heimſke.

Her kan der nu viſtnok altid indvendes, at Verſet maaſkee kan være uegte; men det ſamme kunde man da ogſaa ſige om det hele Kvad der dog i alle Dele bærer den højeſte Ældes Præg Forudſat at Verſet er egte, maa det være ſamtidigt med Sigurd Ring, hvilken det vel ellers vilde have omtalt, hvis han ved Affattelſestiden havde været død. Det indeholder altſaa et ſamtidigt Vidnesbyrd om Rigtigheden af den i Sagabrudſtykket, Langfedgatal og Fundinn Noregr opſtillede Slægtrække, og om et ſaadant Vidnesbyrds Troværdighed kan der ej være Tvivl. Ogſaa Sagabrudſtykket er aabenbart grundet paa Kvad af en næſten lige ſaa Ælde[1] Hertil kommer og, at anſeede Mænd paa Island udledte deres Herkomſt fra Harald Hildetand, og at deres Slægtrække, ſaaledes ſom den viſtnok lige fra Landnamstiden, eet eller halvandet Aarhundrede ſildigere end Sigurd Rings Tid, har været opbevaret, bekræfter Langfedgatals Udſagn. Thi den mægtige ſaakaldte Oddaverje-Æt paa Island, til hvilken Hiſtorikeren og Oldgranſkeren Sæmund frode hørte, udledede ſin Herkomſt fra Landnamsmanden Rafn heimſke, hvis Fader Valgard i fjerde Led ſtammede fra Thrond gamle, en Søn af Harald Hildetand[2]. Dette Slægtregiſter har

  1. I Samtalen mellem Ivar Vidfadme og Hørd, hvor de fleſte i Handlingen deeltagende Perſoners Navne omtales, kan man endnu tydeligt ſkjelne Riimbogſtaver og Verſemaal, f. Ex.

    hann var Hœnir,
    er hræddastr var ása;
    o. ſ. v.;

    og til Slutning:

    muntu vera ormr,
    sá er verstr er til;

    her er det tydeligt at man har udtalt vormr, hvilket røber at Kvadet omtrent maa være gjevnaldrende med de ældſte Eddadigte.

  2. Slægtrækken opføres ſaaledes nedenfra: Rafn — Valgar — Ævar — Vermund Ordlokaar — Thorolf Vaagunef, — Thrond gamle-, — Harald Hildetand, — Rørek Sløngvanbauge (ſe Njaals S. Cap. 25). Nogle Haandſkrifter af Landnamsbogen (V. Cap. 1) udelade Ævar, og ſætte Rørek Sløngvanbauge ſom Haralds Søn iſtedetfor Thrond Gamle, men aabenbart kun ved Skjødesløshed. Melabogen af Landnáma (Isl. Sögur I. 31) ſtemmer med Njála. Feijlen maa ellers have været gammel, da ogſaa Sögubrot, aabenbart med Henſyn til, eller paavirket af Landnáma, i Cap. 6 giver Harald Hildetand to Sønner, Rørek Sløngvanbauge og Thrond Gamle.