Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/302

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
274
Sigurd Rings Død.

gyndte, ſtørre Riger ſtiftedes, Nordens Udſeende forandredes. Sigurd Ring ſelv ſkal, ſom det heder, have underkaſtet ſig en Deel af England, eller det Stykke, ſom allerede Ivar Vidfadme og Harald Hildetand havde beſiddet. Han udbød Leding af ſit Rige og drog med den til England, hvor Ingild, en Broder af den veſtſaxiſke Konge Ini havde opkaſtet ſig til Herre over hiin Deel, der ſiges at have været Northumberland. Ingild og hans Søn Eoppa eller Ubbe vilde forſvare ſig mod Ring, men de faldt i et Slag, og Ring underkaſtede ſig Ingilds Beſiddelſer, over hvilke han ſatte en Olaf, Søn af Kinrik, Moald Digres Broderſøn og Ivar Vidfadmes Søſkendebarn, til Underkonge. Efter lang Tids Forløb blev Olaf igjen fordreven af Eoppas Søn Eafa, og flygtede til Sverige til Kong Ring, der ſatte ham til Underkonge i Jylland. Det ſynes ikke ſom om Ring gjorde noget Forſøg paa at erobre de engelſke Beſiddelſer tilbage; tvertimod heder det, at hans Rige begyndte at formindſkes, da han blev gammel og tungfør, og at navnlig Northumberland løsrev ſig[1].

Sigurds Endeligt fortælles ſaaledes: Engang, da han rejſte om i ſit Rige Veſtergautland for at dømme mellem Folk, kom hans Svogere, Gandalfs Sønner, fra Alfheim til ham for at bede ham om Hjelp mod Kong Eyſtein paa Veſtfold. Han begav ſig til Skiringsſal, hvor man maa formode at Eyſtein har underkaſtet ſig ham; ved Offringerne her fik han ſee den fagre Alfſol, Datter af Alf, Konge paa Vendel, blev forelſket i hende, og vilde egte hende mod Gudernes Vilje. Hendes Brødre, Alf og Ingve, vilde nødig at hun ſkulde have en ſaa gammel Mand, og gave Sigurd Afſlag. Denne, fortørnet over at faa Afſlag af ſine Underkonger, truede dem med Krig, ſaa ſnart Offerfeſtens Fredhellighed var forbi. Mistvivlende om at kunne frelſe Syſteren for den mægtige Ring, gave Brødrene deres Syſter Gift; ſiden droge de i Striden og kæmpede tappert, men faldt begge to. Dog blev Sigurd Ring ogſaa ſelv ſaa haardt ſaaret, at han ej ønſkede at leve længer. Han lod de faldne Krigeres Lig lægge paa et Skib, beſteg det ſelv, ſatte ſig i Bagſtavnen ved Roret, lod Alfſols Lig lægge ved ſin Side, lod derpaa det med brændbare Sager fyldte Skib tænde an, og ſatte Sejl til. Det luende Skib drev til Havs. Men til Minde om ſig havde han ved Strandbredden ladet opkaſte en Høj, ſom ſiden kaldtes Ringshaug. Han efterlod Sønnen Ragnar, der allerede i det ſidſte Slag havde udmærket ſig ved at fælde Alf med egen Haand[2].

  1. Olaf Tryggv. Saga Cap. 61. Sögubrot, Cap. 10.
  2. Dette fortælles ej i Sögubrot, der pludſeligt ſtandſer ſtrax efterat Skiringsſal er nævnt, men i Arngrim Jonsſøns haandſkrevne Supplementer til den danſke Hiſtorie. Uagtet flere af disſe „Supplementer“ bare ſterkt Præg af at være opdigtede af Arngrim ſelv, maa man dog formode at han har været i Beſiddelſe af enkelte Haandſkrifter, ſom nu ere tabte, og navnlig af et fuldſtændigere