gyndte, større Riger stiftedes, Nordens Udseende forandredes. Sigurd Ring selv skal, som det heder, have underkastet sig en Deel af England, eller det Stykke, som allerede Ivar Vidfadme og Harald Hildetand havde besiddet. Han udbød Leding af sit Rige og drog med den til England, hvor Ingild, en Broder af den vestsaxiske Konge Ini havde opkastet sig til Herre over hiin Deel, der siges at have været Northumberland. Ingild og hans Søn Eoppa eller Ubbe vilde forsvare sig mod Ring, men de faldt i et Slag, og Ring underkastede sig Ingilds Besiddelser, over hvilke han satte en Olaf, Søn af Kinrik, Moald Digres Brodersøn og Ivar Vidfadmes Søskendebarn, til Underkonge. Efter lang Tids Forløb blev Olaf igjen fordreven af Eoppas Søn Eafa, og flygtede til Sverige til Kong Ring, der satte ham til Underkonge i Jylland. Det synes ikke som om Ring gjorde noget Forsøg paa at erobre de engelske Besiddelser tilbage; tvertimod heder det, at hans Rige begyndte at formindskes, da han blev gammel og tungfør, og at navnlig Northumberland løsrev sig[1].
Sigurds Endeligt fortælles saaledes: Engang, da han rejste om i sit Rige Vestergautland for at dømme mellem Folk, kom hans Svogere, Gandalfs Sønner, fra Alfheim til ham for at bede ham om Hjelp mod Kong Eystein paa Vestfold. Han begav sig til Skiringssal, hvor man maa formode at Eystein har underkastet sig ham; ved Offringerne her fik han see den fagre Alfsol, Datter af Alf, Konge paa Vendel, blev forelsket i hende, og vilde egte hende mod Gudernes Vilje. Hendes Brødre, Alf og Ingve, vilde nødig at hun skulde have en saa gammel Mand, og gave Sigurd Afslag. Denne, fortørnet over at faa Afslag af sine Underkonger, truede dem med Krig, saa snart Offerfestens Fredhellighed var forbi. Mistvivlende om at kunne frelse Systeren for den mægtige Ring, gave Brødrene deres Syster Gift; siden droge de i Striden og kæmpede tappert, men faldt begge to. Dog blev Sigurd Ring ogsaa selv saa haardt saaret, at han ej ønskede at leve længer. Han lod de faldne Krigeres Lig lægge paa et Skib, besteg det selv, satte sig i Bagstavnen ved Roret, lod Alfsols Lig lægge ved sin Side, lod derpaa det med brændbare Sager fyldte Skib tænde an, og satte Sejl til. Det luende Skib drev til Havs. Men til Minde om sig havde han ved Strandbredden ladet opkaste en Høj, som siden kaldtes Ringshaug. Han efterlod Sønnen Ragnar, der allerede i det sidste Slag havde udmærket sig ved at fælde Alf med egen Haand[2].
- ↑ Olaf Tryggv. Saga Cap. 61. Sögubrot, Cap. 10.
- ↑ Dette fortælles ej i Sögubrot, der pludseligt standser strax efterat Skiringssal er nævnt, men i Arngrim Jonssøns haandskrevne Supplementer til den danske Historie. Uagtet flere af disse „Supplementer“ bare sterkt Præg af at være opdigtede af Arngrim selv, maa man dog formode at han har været i Besiddelse af enkelte Haandskrifter, som nu ere tabte, og navnlig af et fuldstændigere
