Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/301

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ved deres Pileſkud. Skjoldmøen Vebjørg anrettede ligeledes ſtore Ødelæggelſer i Rings Hær. Hun hug Starkad ſaaledes i Munden, at Underkjæven næſten ſkiltes fra Overkjæven og at han maatte bide i Skjegget for at holde den faſt; endelig blev hun fældet af Thorkell Traae, en anden af Kæmperne fra Thelemarken. Nu ſøgte Starkad frem, fældede Fiender til højre og venſtre, og gjorde tilligemed Thrønderne og Dølerne (Gudbrandsdølerne) i Rings Hær Udſlaget til Fordeel for denne. Da Harald merkede dette, rejſte han ſig op i ſin Vogn og jog Heſten ind i de tætteſte Fiendeflokke, idet han med et Sax i hver Haand hug og ſtak til begge Sider. Endelig ſegnede han, truffett af et Kølveſlag i Hovedet, ſom knuſte hans Isſe. Det ſkal have været Brune, der dræbte ham. Da Ring ſaa Kongens Vogn tom, kunde han ſkjønne at han var falden, og lod blæſe til Standsning af Striden. Han tilbød Haralds Hær Fred, hvilket alle modtoge. Dagen efter lod han Haralds Lig opſøge, vaſke, ſmykke efter gammel Sædvane, og lægge i hans Stridsvogn; derpaa lod han en ſtor Høj opkaſte, og da den var færdig, lod han Haralds Lig age ind i Højen med den Heſt, der i Striden havde draget ham. Derpaa blev Heſten dræbt, for ogſaa at lægges i Højen; Ring lagde ſin egen Sadel deri, for at Harald kunde have Valget, enten han vilde ride eller kjøre til Valhall. Førend Højen lukkedes, lod han alle de tilſtedeværende Kæmper gaa til den og kaſte enten Ringe eller Vaaben derned til Haralds Hæder. Derpaa blev den omhyggelig tildækket, og ved et prægtigt Gilde højtideligholdt Ring Kong Haralds Gravøl[1].

Haralds Beſiddelſer tilfaldt nu Sigurd Ring Men han, Søn af en garderikſk Fyrſte, tilhørte ikke Skjoldungeſtammen; hans nærmeſte Tilhængere eller Underſaatter vare Svear og tildeels Nordmænd, altſaa fornemmelig Nordgermaner; derfor opſlog han heller ikke ſin Bolig i Hleidr, men i Veſtergautland, og Hleidrekongernes gamle Rige var nu til Ende. Vel vedblev, ſom man andenſtedsfra erfarer, Offringerne i Hleidr endnu en Tidlang, men Sælund og Hleidr dannede ej længer Rigets fornemſte Deel. Det danſk-gotiſke Vælde i Norden var ophørt, og nordgermaniſke Høvdinger bleve de herſkende ej alene paa Halvøen, men ogſaa i de danſk-gotiſke Lande. Og fra de nordiſke Havne begyndte nu Søkrigere eller Vikinger i Hobetal at ſværme om ej alene i de nærmeſte Have, men ogſaa i Sydens Farvande, at gjeſte Tydſkland, England, Frankrige, og endnu fjernere Lande, tildeels endog at oprette Riger der. En ny Tidsalder, Vikinge-Perioden, be-

  1. Sögubrot, Cap. 9. Saxo (8 B. S. 391) lader hans Aſke ſiden blive ført til Hleidr, og blive højlagt der med hans Vaaben og Heſt. Dette er viſtnok urigtigt, men har dog, ſom man ſkulde formode, givet Anledning til det Sagn, at Harald Hildetand ſkulde være højlagt ved Hleidr, hvor man endog viſer en Høj, der ſiges at være hans, men ſom i Virkeligheden kun er en Dysſe fra Steenalderen, ſe Worsaae, Danmarks Oldtid &c. S. 90.

Munch. Det norſke Folks Hiſtorie. I.