Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/301

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ved deres Pileskud. Skjoldmøen Vebjørg anrettede ligeledes store Ødelæggelser i Rings Hær. Hun hug Starkad saaledes i Munden, at Underkjæven næsten skiltes fra Overkjæven og at han maatte bide i Skjegget for at holde den fast; endelig blev hun fældet af Thorkell Traae, en anden af Kæmperne fra Thelemarken. Nu søgte Starkad frem, fældede Fiender til højre og venstre, og gjorde tilligemed Thrønderne og Dølerne (Gudbrandsdølerne) i Rings Hær Udslaget til Fordeel for denne. Da Harald merkede dette, rejste han sig op i sin Vogn og jog Hesten ind i de tætteste Fiendeflokke, idet han med et Sax i hver Haand hug og stak til begge Sider. Endelig segnede han, truffett af et Kølveslag i Hovedet, som knuste hans Isse. Det skal have været Brune, der dræbte ham. Da Ring saa Kongens Vogn tom, kunde han skjønne at han var falden, og lod blæse til Standsning af Striden. Han tilbød Haralds Hær Fred, hvilket alle modtoge. Dagen efter lod han Haralds Lig opsøge, vaske, smykke efter gammel Sædvane, og lægge i hans Stridsvogn; derpaa lod han en stor Høj opkaste, og da den var færdig, lod han Haralds Lig age ind i Højen med den Hest, der i Striden havde draget ham. Derpaa blev Hesten dræbt, for ogsaa at lægges i Højen; Ring lagde sin egen Sadel deri, for at Harald kunde have Valget, enten han vilde ride eller kjøre til Valhall. Førend Højen lukkedes, lod han alle de tilstedeværende Kæmper gaa til den og kaste enten Ringe eller Vaaben derned til Haralds Hæder. Derpaa blev den omhyggelig tildækket, og ved et prægtigt Gilde højtideligholdt Ring Kong Haralds Gravøl[1].

Haralds Besiddelser tilfaldt nu Sigurd Ring Men han, Søn af en garderiksk Fyrste, tilhørte ikke Skjoldungestammen; hans nærmeste Tilhængere eller Undersaatter vare Svear og tildeels Nordmænd, altsaa fornemmelig Nordgermaner; derfor opslog han heller ikke sin Bolig i Hleidr, men i Vestergautland, og Hleidrekongernes gamle Rige var nu til Ende. Vel vedblev, som man andenstedsfra erfarer, Offringerne i Hleidr endnu en Tidlang, men Sælund og Hleidr dannede ej længer Rigets fornemste Deel. Det dansk-gotiske Vælde i Norden var ophørt, og nordgermaniske Høvdinger bleve de herskende ej alene paa Halvøen, men ogsaa i de dansk-gotiske Lande. Og fra de nordiske Havne begyndte nu Søkrigere eller Vikinger i Hobetal at sværme om ej alene i de nærmeste Have, men ogsaa i Sydens Farvande, at gjeste Tydskland, England, Frankrige, og endnu fjernere Lande, tildeels endog at oprette Riger der. En ny Tidsalder, Vikinge-Perioden, be-

  1. Sögubrot, Cap. 9. Saxo (8 B. S. 391) lader hans Aske siden blive ført til Hleidr, og blive højlagt der med hans Vaaben og Hest. Dette er vistnok urigtigt, men har dog, som man skulde formode, givet Anledning til det Sagn, at Harald Hildetand skulde være højlagt ved Hleidr, hvor man endog viser en Høj, der siges at være hans, men som i Virkeligheden kun er en Dysse fra Steenalderen, se Worsaae, Danmarks Oldtid &c. S. 90.

Munch. Det norske Folks Historie. I.