Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/300

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
272
Braavallaſlaget.

Aale frøkne, ſom forhen er omtalt, og hans Ven Starkad, Thrond thrøndſke, Thore mørſke, Finn fra Fjordene, Bjørn fra Sogn, Erling Snaak fra Jæderen, Einar fra Agder, Stein fra Væneren, Glum fra Vermeland, Saxe Fletter fra Veſtergautland, Olaf Trætelgjas Foſterbroder, en heel Deel fra Svithjod, Harald fra Thoten; fra Thelemarken Thorkell traa, Thorleif gote, Hadd haarde, o. fl., og endelig fra Rusland den tappre Helt Ragnvald, Radbards Sønneſøn[1]. Det er heraf temmelig tydeligt at ſee, at Haralds Hær fornemmelig omfattede den gotiſke og den danſk-gotiſke Befolkning i Norden, Rings den nordgermaniſke, hovedſagelig fra Sverige, ogſaa fra Norge, ja endog fra Rusland.

Til Stedet, hvor begge Hære ſkulde mødes, havde man beſtemt Braavoldene eller Sletterne ved Braaviken, hvor Haralds og Rings Riger grændſede ſammen. Talrigheden af Hæren beſkrives i de meeſt overdrevne Udtryk. Rings Hær ſkal have beſtaaet af 2500 Skibe; Haralds Flaade naaede lige fra Kjøge til Skaanør, ſaa at Folk kunde gaa paa Skibene ſom paa en Bro over fra Sjæland til Skaane. Det varede i 7 Dage, inden Harald kom til Braaviken, hvor Ring ventede ham. Der gik han i Land, og fylkede ſin Hær ved Brunes Hjelp. Selv ſad han i en med Sigder eller faſtgjorte Sverd forſynet Vogn, da han var for gammel og tungfør til at gaa i Striden. Han ſendte Brune og Heid for at ſee efter, om Ring havde fylket, og var færdig til Striden. De kom tilbage og berettede, at Ring allerede havde opſtillet ſin Hær i Svinefylking. Da udbrød Harald: „hvo kan have lært Ring den Kunſt? Jeg troede at ingen anden forſtod det, end jeg ſelv og Odin, og vil Odin altſaa ikke længer, ſom ſædvanligt, forunde mig Sejren, ønſker jeg kun at han vil lade mig falde i Striden med min hele Hær; alle de Faldne giver jeg Odin“. Nu ſkraldede Ludrene, Folkene raabte Hærſkrig, og Striden begyndte. „Dette Slag“, heder det, „var ſaa heftigt og ſtort, at intet Slag i hele Norden, efter hvad der ſiges i alle gamle Sagn, har været kæmpet med ſaa mange og ſaa udſøgte Mænd“. „Man ſkulde tro“, ſiger Saxo, „at Himlen med eet faldt ned paa Jorden, at Skove og Marker ſank ned i Jorden, at Elementerne ſtyrtede ſammen, og at hele Verden ſkulde forgaa: Luften formørkedes af Pile og Kaſteſpyd, Dampen af Saarene dækkede Himlen ſom en Sky. I Førſtningen ſaa det ud til, at Harald ſkulde ſejre, iſær formedelſt de Heltegjerninger, Ubbe den Friſer udførte. Han fældte den ene efter den anden af Rings Kæmper, endog Starkad blev farligt ſaaret af ham; endelig lykkedes det Hadd haarde og Roald Taa, de ypperſte af Thelebønderne, at fælde ham

  1. Sögubrot har her urigtigt Rögnvaldr hái eða Raðbarðr hnefi. Saxo har det øjenſynligt rigtigere „Regnvaldus Ruthenus, Rathbarthi nepos“. Originalen maa have haft: Rögnvaldr hái, Raðbarðar nefi.