Sønner endnu i Halfdan Hvitbeins Levetid, og denne tilligemed hans Søn og Eriks Svigersøn underkastede sig nu hele Vestfold. Paa denne Tid, heder det, begyndtes der med Blot (med andre Ord, oprettedes et Tempel og en Helligdom), i Skiringssal paa Vestfold. Hertil søgte Folk fra hele Viken, og Stedet blev siden ogsaa en meget søgt Handelsplads[1]. Halfdan døde i en høj Alder paa Thoten, men hans Lig blev dog flyttet til den nye Helligdom i Skiringssal, og højlagt paa et Sted, kaldet Skæreid[2]. Det er al Rimelighed for, at denne Helligdom er bleven grundlagt af Halfdan og Eystein, med hvilke en ny Æt af Vestfyldingekonger begyndte, og at det var den uppsalske Frey-Kultus, de her som Medlemmer af Ynglinge-Ætten indstiftede.
Harald Hildetand var den mægtigste Konge i Norden paa sin Tid, og herskede, som man af Beretningerne om ham kan see, over alle de dansk-gotiske, de gautiske og de svenske Lande, ligesom det vel heller ikke kan betvivles, at de nys omtalte Fylkeskonger i det østlige Norge egentlig kun vare Underkonger under ham. Sagnet fortæller, at han var Odins udkaarne Yndling, at denne selv havde lært ham at stille sin Hær i den saakaldte Svinefylking, og at dette skal have gjort ham uovervindelig i Striden. Han skal have naaet en høj Alder; Saxo fortæller at han efterat have undertvunget alle hine Fylker og Landskaber, herskede 50 Aar i Ro og Fred; efter en norsk Beretning skal han være bleven over 150 Aar gammel[3]. Hans Moder Aude havde med Kong Radbard i Gardarike Sønnen Randver, der altsaa var Haralds Halvbroder. Randvers Søn var Sigurd Ring, der efter at have tilbragt en Tid paa Krigstog kom til Harald, blev godt modtagen af ham, og først udnævnt til Oberbefalingsmand over Hæren, siden, da Harald blev ældre, til Konge i Svithjod og Vester-Gautland, medens han selv forbeholdt sig Danmark og Østergautland. Mellem Ring og Harald herskede en Tidlang den bedste Forstaaelse. Men omsider opstod der Uvenskab imellem dem, og de besluttede at bekrige hinanden, men bestemte 7 Aar til Udrustningerne. Saaledes lyder een Beretning, som tillægger, at det var Odin, i Haralds Raadgiver Brunes Skikkelse, som oppustede Fiendskabet, for at tilvejebringe Krig og Mandefald. Efter en anden Beretning skulle Haralds Mænd, da han var bleven saa gammel at han ej kunde gaa, men maatte ligge til Sengs, have fundet ham uskikket til længer at styre Riget, og derfor prøvet paa at kvæle ham i Badet, men han selv, da han mærkede dette, have foreslaaet dem en kongeligere Maade, paa hvilken
