Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/298

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
270
Harald Hildetand og Sigurd Ring.

Sønner endnu i Halfdan Hvitbeins Levetid, og denne tilligemed hans Søn og Eriks Svigerſøn underkaſtede ſig nu hele Veſtfold. Paa denne Tid, heder det, begyndtes der med Blot (med andre Ord, oprettedes et Tempel og en Helligdom), i Skiringsſal paa Veſtfold. Hertil ſøgte Folk fra hele Viken, og Stedet blev ſiden ogſaa en meget ſøgt Handelsplads[1]. Halfdan døde i en høj Alder paa Thoten, men hans Lig blev dog flyttet til den nye Helligdom i Skiringsſal, og højlagt paa et Sted, kaldet Skæreid[2]. Det er al Rimelighed for, at denne Helligdom er bleven grundlagt af Halfdan og Eyſtein, med hvilke en ny Æt af Veſtfyldingekonger begyndte, og at det var den uppſalſke Frey-Kultus, de her ſom Medlemmer af Ynglinge-Ætten indſtiftede.

Harald Hildetand var den mægtigſte Konge i Norden paa ſin Tid, og herſkede, ſom man af Beretningerne om ham kan ſee, over alle de danſk-gotiſke, de gautiſke og de ſvenſke Lande, ligeſom det vel heller ikke kan betvivles, at de nys omtalte Fylkeskonger i det øſtlige Norge egentlig kun vare Underkonger under ham. Sagnet fortæller, at han var Odins udkaarne Yndling, at denne ſelv havde lært ham at ſtille ſin Hær i den ſaakaldte Svinefylking, og at dette ſkal have gjort ham uovervindelig i Striden. Han ſkal have naaet en høj Alder; Saxo fortæller at han efterat have undertvunget alle hine Fylker og Landſkaber, herſkede 50 Aar i Ro og Fred; efter en norſk Beretning ſkal han være bleven over 150 Aar gammel[3]. Hans Moder Aude havde med Kong Radbard i Gardarike Sønnen Randver, der altſaa var Haralds Halvbroder. Randvers Søn var Sigurd Ring, der efter at have tilbragt en Tid paa Krigstog kom til Harald, blev godt modtagen af ham, og førſt udnævnt til Oberbefalingsmand over Hæren, ſiden, da Harald blev ældre, til Konge i Svithjod og Veſter-Gautland, medens han ſelv forbeholdt ſig Danmark og Øſtergautland. Mellem Ring og Harald herſkede en Tidlang den bedſte Forſtaaelſe. Men omſider opſtod der Uvenſkab imellem dem, og de beſluttede at bekrige hinanden, men beſtemte 7 Aar til Udruſtningerne. Saaledes lyder een Beretning, ſom tillægger, at det var Odin, i Haralds Raadgiver Brunes Skikkelſe, ſom oppuſtede Fiendſkabet, for at tilvejebringe Krig og Mandefald. Efter en anden Beretning ſkulle Haralds Mænd, da han var bleven ſaa gammel at han ej kunde gaa, men maatte ligge til Sengs, have fundet ham uſkikket til længer at ſtyre Riget, og derfor prøvet paa at kvæle ham i Badet, men han ſelv, da han mærkede dette, have foreſlaaet dem en kongeligere Maade, paa hvilken

  1. Sögubrot Cap. 10, jvfr. Ottars og Wulfſtans Rejſeberetning.
  2. Yngl. S. Cap. 49. Fortæll. om Opl. Kongerne lader Halfdan begraves paa Thoten, men dette ſtrider mod Thjodolfs Vers.
  3. Saxo, 7de B. S. 267. Sögubrot Cap. 7.