Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/296

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
268
Harald Hildetand.

ſkulde ſee til ſine Skibe, tyktes det ham ſom om de alle vare blevne til Hvaler og dreve ud i Havet; dermed vaagnede han. Han lod nu kalde ſin Foſterfader Hørd og bad denne udtyde Drømmen. Hørd ſagde at han var for gammel til at tyde Drømme, men at her heller ikke nogen Udtydning behøvedes, da Kongen ligeſaa godt ſom han kunde ſkjønne, at det bebudede ſtore Omvæltninger i Svithjod og Danmark, og hans eget nærforeſtaaende Endeligt. Hørd havde viſelig ſtillet ſig paa en Klippe paa Landet ganſke nær ved Skibet, og var ikke at formaa til at betræde dette. „Kom hid og ſig frem dine onde Spaadomme“, ſagde Kongen „Her vil jeg ſtande, og heden tale“, ſvarede Hørd. „Hvo var Halfdan ſnjalle blandt Æſerne“, ſpurgte Kongen. „Han var Balder, hvilken alle Guder begræd, og dig dog ulig“, var Hørds Svar. „Hvo var Rørek blandt Æſerne“, ſpurgte Kongen end videre. „Høner“, ſvarede Hørd, „den ræddeſte blandt Æſerne, men dig dog ej god“. „Hvo var Helge hvasſe blandt Æſerne“, vedblev Ivar. „Hermod“, ſvarede Hørd, „den modigſte blandt dem, og dig dog fiendtlig“. „Hvo var Gudrød blandt Æſerne“, ſpurgte Kongen fremdeles. „Heimdall“, ſvarede Hørd, „den dummeſte blandt Æſerne, og dig dog ikke god“. „Men hvo er jeg blandt Æſerne“, ſpurgte omſider Ivar. „Du“, ſvarede Hørd, „er den værſte Orm, ſom er til, Midgardsormen ſelv“. Da udbrød Kongen vred: „Siger du mig min nær foreſtaaende Død, kan jeg ogſaa fortælle dig at du ikke ſkal leve længe, thi jeg kjender dig nok der du ſtaar, du arge Thusſe“. „Prøv om du kan naa mig“, ſagde Hørd, og Kongen blev nu ſaa raſende, at han løb ud gjennem Teltaabningen lige ned i Vandet. Ogſaa Hørd ſtyrtede ſig ned i Søen, og man ſaa ikke mere til nogen af dem. Da man i Hæren erfarede, at Kongen var død, holdtes der Thing, og beſluttedes der, at man ſkulde benytte den gode Vind til at ſejle hjem igjen. Men da Radbard fik Nys herom, ſendte han ſin Stifſøn Harald til Hæren, af hvilken en Deel, ſom endnu ikke var afſejlet, hyldede ham ſom Konge og førte ham med ſig til Sælund, hvor Folket ſtrax tog ham til Konge. Derefter drog han til Skaane, til det Rige, der havde tilhørt hans Mødrenefrænder; her blev han ligeledes hyldet. Derpaa underlagde han ſig Svithjod og Jylland, og indſatte overalt mange Fylkeskonger, hvilke Ivar tidligere havde fordrevet. Harald var da kun 15 Aar og havde, fortælles der, meget at beſtille med at værge ſit Rige mod dem, der tænkte at benytte ſig af hans Ungdom til at gjenvinde de Beſiddelſer, Ivar havde frataget dem. Der fortælles, at hans Mænd lode foranſtalte en ſtor Seid for at Jærn ej ſkulde bide paa ham. Han blev en ſtor Hærmand og tilegnede ſig Ivars hele Rige, ſaa at alle Konger i Danmark og Svithjod vare ham ſkatſkyldige. Ligeledes underkaſtede han ſig Halfdan Snjalles Rige i England. Overalt indſatte han Konger og Jarler, der ſkulde betale ham Skat. Til Konge