skulde see til sine Skibe, tyktes det ham som om de alle vare blevne til Hvaler og dreve ud i Havet; dermed vaagnede han. Han lod nu kalde sin Fosterfader Hørd og bad denne udtyde Drømmen. Hørd sagde at han var for gammel til at tyde Drømme, men at her heller ikke nogen Udtydning behøvedes, da Kongen ligesaa godt som han kunde skjønne, at det bebudede store Omvæltninger i Svithjod og Danmark, og hans eget nærforestaaende Endeligt. Hørd havde viselig stillet sig paa en Klippe paa Landet ganske nær ved Skibet, og var ikke at formaa til at betræde dette. „Kom hid og sig frem dine onde Spaadomme“, sagde Kongen „Her vil jeg stande, og heden tale“, svarede Hørd. „Hvo var Halfdan snjalle blandt Æserne“, spurgte Kongen. „Han var Balder, hvilken alle Guder begræd, og dig dog ulig“, var Hørds Svar. „Hvo var Rørek blandt Æserne“, spurgte Kongen end videre. „Høner“, svarede Hørd, „den ræddeste blandt Æserne, men dig dog ej god“. „Hvo var Helge hvasse blandt Æserne“, vedblev Ivar. „Hermod“, svarede Hørd, „den modigste blandt dem, og dig dog fiendtlig“. „Hvo var Gudrød blandt Æserne“, spurgte Kongen fremdeles. „Heimdall“, svarede Hørd, „den dummeste blandt Æserne, og dig dog ikke god“. „Men hvo er jeg blandt Æserne“, spurgte omsider Ivar. „Du“, svarede Hørd, „er den værste Orm, som er til, Midgardsormen selv“. Da udbrød Kongen vred: „Siger du mig min nær forestaaende Død, kan jeg ogsaa fortælle dig at du ikke skal leve længe, thi jeg kjender dig nok der du staar, du arge Thusse“. „Prøv om du kan naa mig“, sagde Hørd, og Kongen blev nu saa rasende, at han løb ud gjennem Teltaabningen lige ned i Vandet. Ogsaa Hørd styrtede sig ned i Søen, og man saa ikke mere til nogen af dem. Da man i Hæren erfarede, at Kongen var død, holdtes der Thing, og besluttedes der, at man skulde benytte den gode Vind til at sejle hjem igjen. Men da Radbard fik Nys herom, sendte han sin Stifsøn Harald til Hæren, af hvilken en Deel, som endnu ikke var afsejlet, hyldede ham som Konge og førte ham med sig til Sælund, hvor Folket strax tog ham til Konge. Derefter drog han til Skaane, til det Rige, der havde tilhørt hans Mødrenefrænder; her blev han ligeledes hyldet. Derpaa underlagde han sig Svithjod og Jylland, og indsatte overalt mange Fylkeskonger, hvilke Ivar tidligere havde fordrevet. Harald var da kun 15 Aar og havde, fortælles der, meget at bestille med at værge sit Rige mod dem, der tænkte at benytte sig af hans Ungdom til at gjenvinde de Besiddelser, Ivar havde frataget dem. Der fortælles, at hans Mænd lode foranstalte en stor Seid for at Jærn ej skulde bide paa ham. Han blev en stor Hærmand og tilegnede sig Ivars hele Rige, saa at alle Konger i Danmark og Svithjod vare ham skatskyldige. Ligeledes underkastede han sig Halfdan Snjalles Rige i England. Overalt indsatte han Konger og Jarler, der skulde betale ham Skat. Til Konge
