Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/295

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
267
Ivar Vidfadme.

Huſtru, men Alle erklærede dette for den ſtørſte Løgn. Da Aude erfarede det, ſkjønnede hun nok at det var hendes Faders Raad, tog ſin Søn Harald og red bort med mange Mænd. Kort efter kom Ivar tilbage fra ſit Tog til Reidgotaland. Da han hørte hvad der var ſkeet, ſagde han at det var det ſtørſte Nidingsverk og at han vilde hevne ſin Ven Helge; han bød ſine Folk væbne ſig, overfaldt Rørek, der vilde ride ham imøde, i en Skov, og dræbte ham. Ivar fordrede nu Beſtyrelſen af Riget, og de ſom vare tilſtede, vovede ej andet end at hylde ham; men Aude havde imidlertid ſamlet en Hær for at drage ham imøde, og Ivar, der ej havde Folkeſtyrke nok hos ſig til at møde denne Hær, ſejlede hjem til Svithjod. Den ſamme Vinter ſamlede Aude alt det Guld og de Koſtbarheder, hun kunde overkomme, og ſendte det forud til Eygotaland[1]. Vaaren efter drog hun ſelv afſted med ſin Søn Harald, mange Stormænd og meget Gods, førſt til Eygotaland, og ſiden øſter til Gardarike, hvor en Konge ved Navn Radbard herſkede. Denne tog vel imod hende og alle hendes Mænd, tilbød dem at opholde ſig i hans Land, og bejlede endelig til Aude, ſom ogſaa beſluttede ſig til at give ham ſin Haand, iſær for at hendes Søn Harald derved, naar han voxede op, kunde faa nogen Hjelp. Thi fra Sælund vare de nu landflygtige. Ivar havde ſtrax efter hendes Afrejſe underlagt ſig Brødrenes hele Rige[2].

Ivar var meget utilfreds med at Radbard, der ſynes at have været hans Skattekonge, havde vovet at egte Aude uden at ſpørge ham ad. Han beſluttede derfor at bekrige ham, og ſamlede en vældig Hær fra alle ſine Riger, med hvilken han ſejlede øſter for at herje og brænde i Radbards Rige. Hans Vej gik gjennem Karjalabotn eller den finſke Bugt, hvor, ſom det hed, Radbards Rige ſtødte til, altſaa omkring Nevaflodens Udløb og Petersburg-Egnen. En Nat, heder det, da Kongen ſov paa ſin Drage i Løftingen, havde han en forunderlig Drøm. Det forekom ham ſom om en ſtor Drage kom flyvende udenfra Havet; dens Farve var ſom Guld, der gik Gniſter af den trindt om paa Himlen, og alle de nærmeſte Lande gave Gjenſkin; efter den fulgte alle de Fugle, han troede at være i hele Norden. Men i Nordøſten ſaa han en Sky drage op med ſaameget Regn og hvaſt Vejr, at alt Landet nedenunder overſvømmedes; med Skyen fulgte Torden og Lyn. Da Dragen fløj fra Søen op over Landet, kom Skyen den imøde med ſaa meget Mørke, at han ikke længer ſaa Dragen eller Fuglene, men derimod hørte Drønet af Tordenen og Uvejret, der gik baade ſyd og veſter om Landet, og ſaa langt ſom hans Rige naaede; og da han

  1. Ved Eygotaland forſtaaes her umiskjendeligt Øen Gotland, af Indbyggerne ſelv kaldet Gotland eller Gulland. Over dette gik Vejen til Rusland.
  2. Sögubrot, Cap. 2.