Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/291

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
263
Braut-Anund.
10. Ivar Vidfadme og de ſidſte Ynglinger i Svithjod, og Skjoldunger i Danmark. Harald Hildetand og Sigurd Ring. Braavallaſlaget.


Om Ynglinge-Stammens Fordrivelſe fra Svithjod og Omſtyrtelſen af det gamle Kongedømme i Hleidr meddele vore Oldſkrifter en heel Kreds af Sagn, der indbyrdes udfylde hinanden, og ſom, rigtigt forſtaaede, ere af den ſtørſte Vigtighed for hele Nordens Hiſtorie, da de betegne Overgangen til en ny Tidsperiode, Vikinge-Tiden. De lyde i Korthed ſaaledes:

Ingvar, Svithjods Konge, havde Sønnen Anund, under hvis fredelige Regjering Svithjod nød lykkelige Dage. Han lagde megen Vind paa at faa de ſtore Skove opryddede og bebyggede. Over Ødeſkovene lod han bryde Veje, og fandt man da ofte vide ſkovløſe Strækninger, ſom bebyggedes, og ſtore Hereder fremkom paa den Maade, hvor der forhen var ubeboet Land. Han lod ogſaa de øvrige Veje i Svithjod forbedre, og fik derfor Tilnavnet Braut-Anund[1]. Han indrettede en Kongsgaard i hvert Storhered, og plejede at drage om i Landet paa Gjeſteri. Der var paa den Tid rundt om i Svithjod Heredskonger, ſom ſtode under Anunds Overherredømme; blandt dem var Svipdag blinde, der raadede over Tiundaland, hvor Uppſala ligger; han opfoſtrede Anunds Søn Ingjald. Ved Midvintersblot plejede Kongerne at ſamles i Uppſala. En Vinter, da Ingjald var ſex Aar gammel, kom ſaaledes ogſaa Kongen i Fjadrundaland (Veſtmanland) ved Navn Ingvar, tilligemed hans Sønner Alf og Agnar, der omtrent vare jevnaldrende med Ingvar. Kongeſønnerne legede med hinanden, men Ingjald kom til kort ved deres Styrkeprøver, og beklagede ſig med Taarer herover for ſin Foſterfader Svipdag, der ſagde at det var en ſtor Skam. Svipdag, fortælles der, ſkal nu have ladet ſtege et Ulvehjerte og givet Ingjald det at æde, og deraf ſkal denne være bleven overvættes grum og ondſkabsfuld. Anund omkom, efter Nogles Sigende ved et Steenſkred, efter Andres, ved et Overfald af ſin Broder Sigurd, paa et Sted, kaldet Himinfjall[2], og hans Søn Ingjald blev Konge efter ham. Han beſluttede at gjøre Ende paa de mange Heredskonger, ſom da fandtes i Svithjod. Til den Ende lod han berede et ſtort Arveøl efter ſin Fader, og indrettede en ny Sal ligeſaa prægtig ſom hans egen Kongeſal, for deri at modtage ſyv Konger; han lod ſyv Højſæder indrette deri og kaldte den Syvkongeſalen. Han indbød nu til Gildet Konger og Jarler og mægtige Mænd. De fleſte af Kongerne kom, nemlig Ingvar af Fjadrundaland med ſine to Sønner Alf og Agnar, Forſujall, Kongen af Nerike, og Ingjalds egen Svigerfader,

  1. Braut, af brjóta (bryde), betyder nemlig „en banet Vej“.
  2. Dette fortæller „Historia Norwegiæfol. 6. b. efter hvad man maa antage for Are Frodes Beretning, ſe Annaler for Nordiſk Oldk. og Hiſt. 1850. S. 301-308.