Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/280

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
252
Rolf Krake.

ſom løber over den“. Hans Kæmper fulgte hans Exempel; de toge nu fat paa dem, der havde lagt Ved til Ilden og kaſtede dem paa Baalet, men ſelv ilede de ud. Yrſa kom nu til, gav Rolf et Horn fuldt af Guld, hvoriblandt Sviagriis, og bad dem ſkynde ſig afſted ſaa hurtigt de kunde. De kaſtede ſig da paa ſine Heſte og rede ned ad Fyrisvoldene, men Adils ſatte efter dem med ſtor Overmagt; ſelv red han paa ſin raſke Heſt Slongvir, og var nær ved at indhente dem. Rolf ſtrøede nu Guldet ud paa Fyrisvoldene langs Vejen. Sviarne ſtandſede for at opſamle det, og Rolf fik derved atter Forſprang; men Adils ſkyndte paa og var ſnart igjen lige i Hælene paa Rolf. Denne kaſtede nu Ringen Sviagriis til Adils og bad ham modtage den ſom Gave. Dette kunde Adils ej modſtaa, bøjede ſig ned, tog Ringen paa Spydsodden og lod den rende ned ad Skaftet; men Rolf udraabte: nu har jeg da ſviinbøjet den mægtigſte blandt Sviarne! og Adils indhentede ham ikke. Efter dette Sagn plejede Skaldene ſiden ofte at kalde Guldet „Fyrisvoldenes Sæd“[1]. Rolf faldt endelig ſom et Offer for ſin Syſter Skulds Herſkeſyge og Forræderi[2]. Hun overtalte ſin Mand Hjørvard til at overfalde ham ved Nattetid med ſtor Overmagt; Rolf og hans Kæmper værgede ſig med den ſtørſte Tapperhed, men bleve endelig overmandede, og maatte bide i Græsſet. Et ældgammelt Kvad, kaldet Bjarkemaal, forevigede denne Begivenhed. Det beſkrev, hvorledes Hjalte, der førſt mærkede Faren, vækkede Bjarke og de øvrige Kæmper, og opfordrede dem til, mandigt at ſtaa deres Herre bi[3]. Den eneſte, ſom overlevede Blodbadet, var Vøgg. Hjørvard tilbød ham at blive hans haand-

  1. Ogſaa dette berettes forſkjelligt. Det er den korte og ſimple Fortælling i Skálda Cap. 43, ſom ovenfor er fulgt. Rolf Krakes Saga nævner intet om Kampen paa Væner-Iſen og de tre Klenodier, men lader Rolf, efter Bjarkes Opfordring, drage til Uppſala for at kræve ſom ſin Fædrenearv det Bytte, Adils havde taget, da Helge var falden. Saxo lader Yrſa, der hadede Adils, overtale denne til at indbyde Rolf til ſig, for, ſom Adils troede, at efterſtræbe hans Liv, men egentlig for at kunne ſkaffe Rolf Anledning til at berøve Adils hans Skatte. — Benævnelſen „Fyrisvoldenes Sæd eller Frø“ om Guldet var ſaare almindelig blandt de ſenere Skalde; allerede denne Omſtændighed maatte være tilſtrækkelig til at vedligeholde Sagnet om Rolf Krake.
  2. Skald kaldes i Rolf Krakes Saga en Datter af Helge og en Alfkone; i den esromſke Krønike er hun Adils’s og Yrſas Datter. Saxo nævner intet om hendes Herkomſt.
  3. Hvor udbredt dette Bjarkemaal maa have været i Norden, ſees deraf, at Thorbjørn Kolbrunarſkald, opfordret til at kvæde en Opmuntringsſang for Kong Olaf den Helliges Krigere Morgenen for Slaget ved Stikleſtad, valgte at kvæde Bjarkemaal fremfor et ſelvgjort Kvad. Ved denne Lejlighed anføres de to førſte Vers deraf (Olaf d. Hell. S. Cap. 94, hos Snorre Cap. 221). Et Par andre Vers deraf anføres i Skálda. Forreſten kjendes det kun af en proſaiſk Omſkrivning I Rolf Krakes Saga, og en i latinſke Hexametre, ſaare udtværet, hos Saxo.