Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/275

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
247
Danmarks Navn.

vilde upaatvivlelig alle disſe Navne forekomme der. Og allerede af de ſparſomme Meddelelſer hos Snorre og Antydningen i Rigsmaal ſee vi, at det har været uadſkilleligt knyttet til Foreſtillingen om Kongedømmets Oprindelſe eller Kongenavnets Overgang fra at være en Hæderstitel til at betegne Regjeringsmyndighed. Men denne Overgang betegner og, ſom vi have ſeet, Erobringsmonarchiet, og derfor fremtræder Dan ſom Erobringsmonarch i det ſidſt meddeelte danſke Sagn. Danerne ere altſaa omſider blevne ſaa mægtige, at de have ſtiftet et Erobringsmonarchi, og dette Erobringsmonarchi har maaſkee givet Anledning til en videre Udbredelſe af den ſæregne danſk-gotiſke Begravelſesmaade. Dette er det hiſtoriſke Udbytte, ſom Sagnet om Dan giver. Hvad Udſtrækning man ſkal give hiint Erobringsmonarchi, eller til hvad Tid man ſkal henføre det, er uviſt. I den olddanſke Hiſtorie mangler der ikke paa Sagn om ældre Erobringsmonarchier. Men ſaameget er viſt, at man ikke kan ſætte Dans Erobringsmonarchi i Forbindelſe med Navnet Danmark. Vore egne Oldſkrifter vidne, at Danmark kaldtes Gotland lige ned til det 8de eller 9de Aarhundrede, og i de eneſte authentiſke Levninger, vi fra hine Tider have tilbage, nemlig Oldkvadene, nævnes Danmark ej førend i hiint ovenomtalte Kvad af Brage den gamle, der handler om Udpløjningen af Sjæland ved Gefjon. Sjæland kaldes her „Danmarks Tilvæxt“, og dette vidner om at det oprindelige Danmark maa ſøges udenfor Sjæland. Da nu Gefjon efter Sagnet bragte denne Tilvæxt til Skjold, Skaanes Herre, ſynes det altſaa rimeligt, at det ældſte Danmark ſøges paa Halvøen „Danmark“ betegner ligefrem kun „Danernes Grændſeland“, eller „Danernes Skovland“. Dette Grændſe- eller Skovland

afbrydes Epiſoden ved Dyggve og Dags (Cap. 20, 21) men efter Dag kommer Agne, der egter Froſtes Datter og dræbes ved Guldſmykket (Cap. 22) hans Sønner Aalrek og Erik, der dræbe hinanden, og Aalreks Sønner Yngve og Alf, der ligeledes dræbe hinanden. — Sagnene om Guldſmykket høre viſtnok til en egen Cyklus, der har drejet ſig om den fabelagtige Kong Snæ i Finland og Fornjots Æt. Vanlande egter Snæs Datter Drif, der ogſaa omtales i Fund. Noregr; af denne lære vi, at Snæ var en Søn af Froſte; i Yngl. Saga kommer Agne, Vanlandes Ætling, til Kong Froſte; i Fund. Nor. er Loge Froſtes Broder, i Yngl. S. hans Søn. Disſe Uovereensſtemmelſer, der godt kunne hidrøre fra blotte Misforſtaaelſer af Thjodolfs Kvad, have dog ikke ſaameget at betyde, ſom Navnenes Samſtemning. I Fortællingen om Nor og Gor har Norge ſin Deel af denne Cyklus. Ogſaa Danmark har ſin; det antydes allerede ved at Hleer, Fornjots Søn, henføres til Hleesø (Lesø). Men Esrom-Krøniken har endog en vidtløftig Fortælling om Snæ (Snyo), der var Jotnen Hleers Fæhyrde paa Lesø, og ſom paa en ſnild Maade ej alene vidſte at fortælle Kong Adils i Sverige, at Hunden Rakke, ſom han havde fat til Danernes Konge, var død, men ogſaa ſelv at erhverve Tronen. Saxo taler ogſaa om Snæ eller Snyo, men uden at nævne Hleer, og meſtendeels udfyldende hans Hiſtorie med Anekdoter og Fortællinger om Langobardernes Udvandring. Se 8de Bog, S. 415 fgg.