den Befæstning, der endnu kaldes Kowirki (d. e. Kurgraben eller Kurvirke, en Deel af Danevirke nærved Slesvig), og sendte Bud til Dan, Konge af Withesleth, om Hjelp, lovende ham, hvis han sejrede, at tage ham til Konge. Dan indfandt sig, slog Fienden ved Kowirki, blev Jydernes Herre, og underlagde sig siden ved deres Hjelp Fyen, Skaane og de øvrige danske Øer. Han kaldte siden hele Riget, ifølge alle sine Mænds fælles Beslutning, efter sit Navn Danmark, og Indbyggerne Daner. Han var en tapper og kæmpestor Stridsmand, der indjog alle sine Naboer Skræk“.
At vi i denne forvirrede Beretning tydeligt kunne spore Indvirkningen af Jornandes, er allerede ovenfor (S. 34) antydet; thi Navnet Withesleth hidrører umiskjendeligt fra hans Udsagn om Vidivarjerne og Øerne i Wiscla’s (Weichselens) Munding, og det fremgaar endnu tydeligere deraf at et Haandskrift af Esrom-Krøniken i en Marginalnote retter „Augustus“ til „Vesoses, Kongen af Ægypten“, den samme, der ogsaa forekommer hos Jornandes. Men i det forvanskede Sagn spores dog ogsaa en egte, oprindelig Kjerne, nemlig Folkebevidstheden om at Danerne vare udgaaede fra den skandiske Halvø, og at Navnet Danmark først skriver sig fra deres Udbredelse i Landet. Og som en Levendegjørelse af denne Bevidsthed maa Dan opfattes. Men Dan er tillige noget mere end en Inkarnation af den danske Nationalitet. Han og hans Fader Danps Navn er tillige knyttet til Kongetitlen, Erobringsmonarchiet, og Indførelsen i Danmark af den gotiske Begravelsesmaade. Dans formodede Tidsalder danner en egen Afdeling i hele Nordens Sagnhistorie. Især viser dette sig i den gamle Kombination af Ynglinge-Sagnene, som ligger til Grund for Ynglinga-Saga. Denne giver Fjølner Sønnen Sveigder, der drog til Østen for at oplede Godheim og den gamle Odin, men af en Dverg blev lokket ind i en Steen[1]; efter Sveigder følger en heel Episode, der staar i Forbindelse med Sagnene om de samme finlandske Konger (egentlig personificerede Naturoptrin), der nævnes i Fundinn Noregr; denne Episode drejer sig væsentligt om et Guldsmykke, over hvilket den Forbandelse hvilede, at det afstedkom Ulykker og idelige Frændedrab i Ætten. Men Episoden afbrydes aldeles ved Fortællingen om Dyggve, Dans Svoger, der allerførst antog Kongenavn i Svithjod, og om Sønnen Dag, der faldt paa et Tog i Gotland. Derpaa fortsættes igjen den afbrudte Traad. Danp, hans Børn Dan og Drott, hendes Mand Dyggve og Sønnen Dag høre her umiskjendeligt sammen; endog det fælles Begyndelsesbogstav vidner derom[2]. Kjendte man Sagnet i dets Heelhed,
- ↑ Yngl. S. Cap. 15.
- ↑ Yngl. Saga nævner først Vanlande, der egtede Drif, Snæ den gamles Datter, derpaa Visbur, Vanlandes Søn, der fik Guldsmykket med sin Hustru, Aude (ɔ: Rigmanden) den audges (ɔ: riges) Datter, hvilken lod paahexe Stifsønnen Domalde Ulykke; derpaa følge Domalde og Sønnen Domar (c. 16–19). Her
