Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/274

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
246
Dan. Dyggve. Kongenavn.

den Befæſtning, der endnu kaldes Kowirki (d. e. Kurgraben eller Kurvirke, en Deel af Danevirke nærved Slesvig), og ſendte Bud til Dan, Konge af Witheſleth, om Hjelp, lovende ham, hvis han ſejrede, at tage ham til Konge. Dan indfandt ſig, ſlog Fienden ved Kowirki, blev Jydernes Herre, og underlagde ſig ſiden ved deres Hjelp Fyen, Skaane og de øvrige danſke Øer. Han kaldte ſiden hele Riget, ifølge alle ſine Mænds fælles Beſlutning, efter ſit Navn Danmark, og Indbyggerne Daner. Han var en tapper og kæmpeſtor Stridsmand, der indjog alle ſine Naboer Skræk“.

At vi i denne forvirrede Beretning tydeligt kunne ſpore Indvirkningen af Jornandes, er allerede ovenfor (S. 34) antydet; thi Navnet Witheſleth hidrører umiskjendeligt fra hans Udſagn om Vidivarjerne og Øerne i Wiſcla’s (Weichſelens) Munding, og det fremgaar endnu tydeligere deraf at et Haandſkrift af Esrom-Krøniken i en Marginalnote retter „Auguſtus“ til „Veſoſes, Kongen af Ægypten“, den ſamme, der ogſaa forekommer hos Jornandes. Men i det forvanſkede Sagn ſpores dog ogſaa en egte, oprindelig Kjerne, nemlig Folkebevidſtheden om at Danerne vare udgaaede fra den ſkandiſke Halvø, og at Navnet Danmark førſt ſkriver ſig fra deres Udbredelſe i Landet. Og ſom en Levendegjørelſe af denne Bevidſthed maa Dan opfattes. Men Dan er tillige noget mere end en Inkarnation af den danſke Nationalitet. Han og hans Fader Danps Navn er tillige knyttet til Kongetitlen, Erobringsmonarchiet, og Indførelſen i Danmark af den gotiſke Begravelſesmaade. Dans formodede Tidsalder danner en egen Afdeling i hele Nordens Sagnhiſtorie. Iſær viſer dette ſig i den gamle Kombination af Ynglinge-Sagnene, ſom ligger til Grund for Ynglinga-Saga. Denne giver Fjølner Sønnen Sveigder, der drog til Øſten for at oplede Godheim og den gamle Odin, men af en Dverg blev lokket ind i en Steen[1]; efter Sveigder følger en heel Epiſode, der ſtaar i Forbindelſe med Sagnene om de ſamme finlandſke Konger (egentlig perſonificerede Naturoptrin), der nævnes i Fundinn Noregr; denne Epiſode drejer ſig væſentligt om et Guldſmykke, over hvilket den Forbandelſe hvilede, at det afſtedkom Ulykker og idelige Frændedrab i Ætten. Men Epiſoden afbrydes aldeles ved Fortællingen om Dyggve, Dans Svoger, der allerførſt antog Kongenavn i Svithjod, og om Sønnen Dag, der faldt paa et Tog i Gotland. Derpaa fortſættes igjen den afbrudte Traad. Danp, hans Børn Dan og Drott, hendes Mand Dyggve og Sønnen Dag høre her umiskjendeligt ſammen; endog det fælles Begyndelſesbogſtav vidner derom[2]. Kjendte man Sagnet i dets Heelhed,

  1. Yngl. S. Cap. 15.
  2. Yngl. Saga nævner førſt Vanlande, der egtede Drif, Snæ den gamles Datter, derpaa Visbur, Vanlandes Søn, der fik Guldſmykket med ſin Huſtru, Aude (ɔ: Rigmanden) den audges (ɔ: riges) Datter, hvilken lod paahexe Stifsønnen Domalde Ulykke; derpaa følge Domalde og Sønnen Domar (c. 16—19). Her