kan neppe have været andet, end de øverste Grændse-Egne mellem Skaane og Smaaland, og her i disse Egne turde man vel og kunne søge Danernes ældste Hjem paa den nordiske Halvø. Men om end Danerne selv bleve mægtige hiinsides Sundet, vedblev dog Navnet Gotland, indtil de nye Bevægelser i det 8de Aarhundrede (se § 10) gjorde Danmark til Fællesbenævnelsen for det hele Rige. At Erindringer fra disse senere Bevægelser hos de sildigere Tiders Daner kunne have blandet sig i Sagnet, og bevirket at Danmarks Navn i udvidet Betydning er flyttet for højt op i Tiden, er meget muligt. Thi det er vist, at Dan som Sagnfigur maa have levet paa Folkets Læber førend Benævnelsen Gotland var afløst af „Danmark“, og at den Erobring eller Omvæltning, han betegner, ej formaaede at frembringe noget saadant Navnskifte. Endog det umiskjendeligen efter Danp benævnte Danpstad, hvis Beliggenhed dog nu ej kjendes, siges udtrukkeligt at ligge i det fornemste Hered i Reidgotland [1]. Fortællingen om Dan er saaledes enten en anden Indklædning for Sagnet om Skjold og Gefjon, eller den sigter til en Udvidelse af Hleidrekongernes Magt over Jylland til Ejderen. Dette turde være det rimeligste. Og i saa Tilfælde staar det i umiskjendelig Forbindelse med de saakaldte angelsaxiske Tog til England.
Af de Skjoldunge- og Ynglinge-Sagn, som deels vore egne Oldskrifter, deels Saxo og de øvrige danske Chronister meddele, er der flere, som umiddelbart gribe ind i Norges Historie, andre, som uden umiddelbart at gribe ind i den, dog udgjøre en saa uadskillelig Deel af vore Forfædres mythisk-heroiske Traditioner, at de i Fremstillingen deraf umuligt kunne savnes. Ynglinge-Sagnene have desuden for Norge en særlig Interesse, saasom de af vore gamle Skalde og Sagn-Optegnere ere satte i umiddelbar Forbindelse med vor senere Konge-Æt. Ved alle disse Sagn er det dog umuligt, at bringe nogen chronologisk Følge istand. Vistnok have vore Forfædre, saavelsom de danske Chronister, opstillet bestemte genealogiske Rækker af Skjoldunger og Ynglinger; men ligesom de danske Rækker aldeles ikke passe med vore, saaledes indeholdes Rækkerne selv og de til dem knyttede Sagn altfor tydelige Spor af at være sammenflikkede af forskjellige mindre Sagnkredse, til at man fornuftigviis skulde kunne tænke paa, derefter at opstille en Chronologi; Alt hvad man her kan gjøre, er kun at udsondre og
- ↑ Hervararsaga Cap. 16. Her tales ogsaa om en Steen, den fagre, der staar paa Danpstad; skulde hermed den samme Sten menes, som I Esrom-Krøniken kaldes Danerug? I Atlakvida Str. 5 nævnes Danpstad som tilhørende Hunekongen Atles Rige.
