vedkommer ikke engang Skjoldunge-Ætten. Men det gamle, i vore Oldskrifter opbevarede Slægtregister nævnte blandt Skjoldungerne en Vermund vitre og Sønnen Olaf, og følgelig var det for Saxo en let Sag, der endog faldt sig af sig selv, uden videre at erklære den angliske Wärmund for den samme som Vermund vitre, og Offa for den samme som Olaf. Dog vidste han naturligviis intet om denne Offa at fortælle fra det Øjeblik, hvor hans Bedrifter mod Saxerne ophøre at omtales, eller hvor han under Navnet Olaf bestiger Danmarks Trone. Heller ikke vore egne Slægtregistre have været sikkre i sin Sag, siden et af dem, som ovenfor viist, giver Vermund Datteren Oluf istedetfor Sønnen Olaf, og aldeles forbigaar Dans Navn. Dette har for flere senere Historiegranskere været en velkommen Anledning til at opgjøre den Historie, at Dan, oprindelig Konge i Skaane, ved Giftermaal med Vermunds Datter Oluf efter Sønnen Olafs Død erhvervede Sjæland[1].
Men de vidtløftigste Sagn om Dan findes i tvende danske, med hinanden nærbeslægtede Krøniker, nemlig den esromske, og den ryklosterske[2], af hvilke især den første i Fremstillingen af de danske Oldsagn viser sig uafhængig af Saxo og hans Kombinationer, og derfor vel i det Hele taget meddeler Danmarks Oldhistorie saadan som den sædvanlig lod i Folkemunde, men hvorved Forfatteren dog ikke har kunnet afholde sig fra at
kan miskjendes i det engelske Sagns „Rigauesburn“, rettere Regenesburh, der idetmindste stemmer mere med Navnets nuværende udtale end den i Middelalderen brugelige Form Reynoldesburg. Sagnet om Uffe maa ellers paa Saxos Tid have været temmelig kjendt og udbredt i Danmark, da det ogsaa meddeles af hans Samtidige, Sven Aagesøn, der dog intet veed om Frovin og Vig, og lader Vermund være en Søn af Frode frøkne, og Dan en Søn af Uffe. (Langebek, Scriptt. rer. Dan. I. p. 45–47).
Naar Saxo taler om en Athislus, Sveriges Konge, som Vermunds og Frovins Fiende, og tydeligt skjelner mellem ham og den Konge Athislus eller Adils, der stred med Rolf Krake, saa synes han her, som saa mange andre af Middelalderens Skribenter, at have forvexlet Svear med Svever. Det er saare almindeligt, at Svearne i lat. Skrifter fra Middelalderen kaldes Suevi. Ifølge Widsidh-Kvadet stred Offa mod Myrgingerne, hvilke tillige kaldes Svever, (Swæfe, v. 87, jvf. 84); men som Myrgingernes, altsaa disse Svevers, ypperste Fyrste og sin egen Herre nævner Skalden Eadgils (185), hvilket Navn nok kunde tænkes forandret af Saxo til Adils, Athislus. Det synes heraf end mere aabenbart, at ogsaa hele Sagnet om Athislus virkelig er et sønderjydsk eller anglisk Sagn.
- ↑ Suhm har især bygget vidtløftige Kombinationer paa disse Data; thi han antager endog at Oluf var en Datter af Olaf litilláti, og at Dan, efterat have ført Krig med denne, egtede hende. Hist. af Danmark 1. S. 103–112, jvf. krit. Hist. II. S. 438–485.
- ↑ Den esromske Krønike, sluttet omtrent ved 1307, er aftrykt i Langebeks Scriptt. rer. Dan. I. S. 212–250; den ryklosterske, almindeligviis og urigtigt kaldet Chronicon Erici regis, sammesteds S 148–170. Den naar til 1288.
