Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/272

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
244
Vermund og Offa.

vedkommer ikke engang Skjoldunge-Ætten. Men det gamle, i vore Oldſkrifter opbevarede Slægtregiſter nævnte blandt Skjoldungerne en Vermund vitre og Sønnen Olaf, og følgelig var det for Saxo en let Sag, der endog faldt ſig af ſig ſelv, uden videre at erklære den angliſke Wärmund for den ſamme ſom Vermund vitre, og Offa for den ſamme ſom Olaf. Dog vidſte han naturligviis intet om denne Offa at fortælle fra det Øjeblik, hvor hans Bedrifter mod Saxerne ophøre at omtales, eller hvor han under Navnet Olaf beſtiger Danmarks Trone. Heller ikke vore egne Slægtregiſtre have været ſikkre i ſin Sag, ſiden et af dem, ſom ovenfor viiſt, giver Vermund Datteren Oluf iſtedetfor Sønnen Olaf, og aldeles forbigaar Dans Navn. Dette har for flere ſenere Hiſtoriegranſkere været en velkommen Anledning til at opgjøre den Hiſtorie, at Dan, oprindelig Konge i Skaane, ved Giftermaal med Vermunds Datter Oluf efter Sønnen Olafs Død erhvervede Sjæland[1].

Men de vidtløftigſte Sagn om Dan findes i tvende danſke, med hinanden nærbeſlægtede Krøniker, nemlig den esromſke, og den rykloſterſke[2], af hvilke iſær den førſte i Fremſtillingen af de danſke Oldſagn viſer ſig uafhængig af Saxo og hans Kombinationer, og derfor vel i det Hele taget meddeler Danmarks Oldhiſtorie ſaadan ſom den ſædvanlig lod i Folkemunde, men hvorved Forfatteren dog ikke har kunnet afholde ſig fra at

kan miskjendes i det engelſke Sagns „Rigauesburn“, rettere Regenesburh, der idetmindſte ſtemmer mere med Navnets nuværende udtale end den i Middelalderen brugelige Form Reynoldesburg. Sagnet om Uffe maa ellers paa Saxos Tid have været temmelig kjendt og udbredt i Danmark, da det ogſaa meddeles af hans Samtidige, Sven Aageſøn, der dog intet veed om Frovin og Vig, og lader Vermund være en Søn af Frode frøkne, og Dan en Søn af Uffe. (Langebek, Scriptt. rer. Dan. I. p. 45—47).


 Naar Saxo taler om en Athiſlus, Sveriges Konge, ſom Vermunds og Frovins Fiende, og tydeligt ſkjelner mellem ham og den Konge Athiſlus eller Adils, der ſtred med Rolf Krake, ſaa ſynes han her, ſom ſaa mange andre af Middelalderens Skribenter, at have forvexlet Svear med Svever. Det er ſaare almindeligt, at Svearne i lat. Skrifter fra Middelalderen kaldes Suevi. Ifølge Widſidh-Kvadet ſtred Offa mod Myrgingerne, hvilke tillige kaldes Svever, (Swæfe, v. 87, jvf. 84); men ſom Myrgingernes, altſaa disſe Svevers, ypperſte Fyrſte og ſin egen Herre nævner Skalden Eadgils (185), hvilket Navn nok kunde tænkes forandret af Saxo til Adils, Athiſlus. Det ſynes heraf end mere aabenbart, at ogſaa hele Sagnet om Athiſlus virkelig er et ſønderjydſk eller angliſk Sagn.

  1. Suhm har iſær bygget vidtløftige Kombinationer paa disſe Data; thi han antager endog at Oluf var en Datter af Olaf litilláti, og at Dan, efterat have ført Krig med denne, egtede hende. Hiſt. af Danmark 1. S. 103—112, jvf. krit. Hiſt. II. S. 438—485.
  2. Den esromſke Krønike, ſluttet omtrent ved 1307, er aftrykt i Langebeks Scriptt. rer. Dan. I. S. 212—250; den rykloſterſke, almindeligviis og urigtigt kaldet Chronicon Erici regis, ſammeſteds S 148—170. Den naar til 1288.