Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/271

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
243
Vermund og Offa.

kjende vi med Lethed det førſt meddeelte Slægtregiſters Jan mikilláti og Olaf litilláti. Det er tillige let at ſee, at Saxo ikke veed mere om denne Olaf, end hans Navn, eller at han kjender Olaf og Dan kun fra hiint eller fra et lignende Slægtregiſter. Thi den Paaſtand, at Olaf ſkulde være den ſamme ſom Uffe, Vermunds Søn, er aabenbart kun at tilſkrive Saxos egne vilkaarlige Kombinationer. Han meddeler udførligt det ældgamle ſønderjydſke eller angliſke Sagn om Vermund, Viglets (Wihtlägs) Søn og dennes Søn Uffe eller Offa[1]. Dette Sagn er afſluttet med Uffe, og

  1. Sagnet om Vermund og Uffe, dennes Kamp med de tvende Saxere ved Ejderen, og Sverdet Skrep, hvis Lyd den blinde Vermund kjendte, er nu bekjendt nok ved Oehlenſchlägers ſmukke Ballade „Vermund gammel var og graa“ o. ſ. v. Men det tilhører umiskjendeligt Anglerne. I den angelſ. Krønike føres de gamle Merke-Kongers Æt tilbage til Angeltheow, Søn af Offa, Søn af Wermund, Søn af Wihtlag, Søn af Woden. Og man har endnu en fabelagtig i England opbevaret Fortælling om denne Offa, Wärmunds Søn, der i ſine Hovedtræk ſtemmer med Saxos; Offa er ogſaa her ſtum til ſit 30te Aar, men faar Mælet af Harme, da Rigan, en uberettiget Tronprætendent, vil benytte ſig af Kongens Alderdom; han beſtemmer dem Valplads ved en Flod, erhverver der Sejren ved ſin Tapperhed, dræber Rigans to Sønner og fælder ſidenefter ham ſelv. Begivenheden henføres i dette Sagn endog til England, hvor Warwick ſkulde have faaet Navn efter Wärmund, og Floden efter Rigan (nemlig Riganesburn). M. Paris, ed. Watts, vita Offæ 1mi. p. 961—969). Denne Henførelſe til England er vel naturligviis fejlagtig — endog Warwicks ældre Navn Wæringawie viſer dette —; men man ſeer dog heraf, at Sagnet levede i England. Ogſaa i det angelſaxiſke Widſidh-Kvad ſigtes dertil: „Offa“, heder det, „herſkede over Anglerne; han tilkæmpede ſig førſt af alle, endnu ſom Yngling, det ſtørſte Kongevælde; ingen øvede i hans Alder med eet Sverd ſtørre Jarlſkab (Kampdaad); han ſikkrede nemlig ved Fifeldor (ɔ: Øgisdyr, Ejderen) Grændſen mod Myrgingerne(Maurungerne); og ſiden den Tid forblev Grændſen mellem Angler og Swæfer (Nord-Svever, Myrginger) ſom Offas Sejer beſtemte det (v. 69—88). Offa var, ſynes det, Anglernes Nationalhelt, og mange flere Bedrifter tillagdes ham viſtnok end den i hiint Sagn opbevarede“. I Beowulf-Kvadet heder det om ham (3910—3915): „Offa var berømt baade ved Gavmildhed og Krigsbedrifter; en geirdygtig Mand, vidt og bredt anſeet; med Viisdom ſtyrede han ſit Odel“. — Hos Saxo gjenkjender man ej alene i Viglet, Vermund og Uffe det angelſ. Slægtregiſters Wihtläg, Wärmund og Offa, men i de øvrige af ham om Vermund meddeelte Sagn nævnes Frovin og Sønnen Vig, hvis Navne ligeledes tilhøre de angelſaxiſke Ættetavler, thi de veſtſaxiſke Kongers eller de ſaakaldte Gewisſers Æt føres op til Gewis, Søn af Wig, Søn af Freawine, Sønneſøns Søn af Bældäg, Søn af Woden. Og uagtet Saxo, vilkaarligt nok, lader Viglet, Vermund og Uffe være Hleidrekonger, ſpiller dog Sagnet i Jylland; Frovin (Freawine) er Høvding i Slesvig; Uffe egter hans Datter, Vermund opholder ſig i Jæting i Sønderjylland, Uffes Kamp foregaar ved Ejderen. Det er ſaaledes øjenſynligt, at Saxo her har indflettet i Skjoldungehiſtorien en Epiſode af den gamle angliſke Sagncyklus, der endnu paa hans Tid, mærkeligt nok, i en ſjælden Reenhed maa have levet i Jylland, rimeligviis fordi den knyttede ſig til beſtemte Stedsnavne, ej alene Ejderen, men ogſaa Øen i Ejderen og det derpaa liggende Rendsburg, hvis Navn ej