de sige, at han begyndte Høj-Alderen i Danmark ved at lade sig opføre en Høj og forordne, at han efter sin Død skulde begraves der med sit Kongeskrud, sine Hærklæder, sin Hest fuldt opsadlet, og meget andet Gods. De kalde ham Søn af Danp, Søn af Rig, der først blev kaldt Konge blandt dansktalende Folk[1], og hvis Ætmænd siden brugte Kongenavnet som den fornemste Fyrstetitel. Hans Syster Drott, hed det, var gift med Ynglingekongen Dyggve, om hvem man ikke vidste andet end at han døde paa Sotteseng og at han allerførst i sin Æt antog Kongetitel istedetfor den tidligere brugelige Titel Drottin. „Efter Dan“, heder det, „fik Danmark sit Navn“[2]).
De danske Oldskrifter vide naturligviis mere at berette om Dan. Saxo forfoldiger ham paa sædvanlig Viis til trende. Den første Dan er hos ham Søn af Humble og Broder til Angel; Dan er det danske, Angel det angliske Riges Stifter; Dans Sønner ere Humble og Lødber, Lødbers Søn Skjold. Den anden Dan er hos Saxo en Søn af Uffe, Vermunds Søn. Om denne Uffe siger han, at han ogsaa hed Olaf, og formedelst sin Beskedenhed kaldtes mansuetus (d. e. den sagtmodige); men at man intet forresten veed om hans Bedrifter; Sønnen Dan derimod var desto overmodigere; han overvandt ydre Fiender i mange Slag og udvidede sit Rige, men skjemmede den Ære, han havde indlagt sig, ved sit utaalelige Overmod, ligesom han ogsaa deri vanslægtede fra sin Fader at han bortødslede det af hans Fader og af ham selv i hans heldige Krige samlede Gods. Den tredie Dan, i enkelte Kongerækker kaldt „den Dagfulde“, Søn af Frode frøkne (vegetus), truedes i sit 12te Aar af Saxerne med Krig eller Skatskyldighed, men samlede modig den danske Ungdom om sig, bragte en saa stor Mængde Skibe sammen i Elben at man kunde raa derover som paa en Bro, og tvang nu den saxiske Konge til at betale Danmark Skat[3].
I Saxos Dan II den overmodige og Faderen Olaf den sagtmodige gjen-
S. 12) medens en anden (S. 14) opregner Ledene paa samme Maade indtil Vermund vitre, men derimod efter denne sætter Datteren Oluf, og efter denne som hendes Søn Frode fridsame. Denne Række synes saaledes at antyde at Dan maatte have været gift med Oluf.
- ↑ Om den Modsigelse, hvori dette Udsagn staar med Rigsmaal, er allerede forhen talt (S. 129). Dog maa det ikke oversees, at den eneste Skindkodex, vi have tilbage af Snorres Ynglingasaga, ikke nævner Rig, men kun siger; „Drótt, dóttir Danps konungs ríks, þess er fyrst var konungr kalladr“ ɔ: Drott, Datter af en mægtig Konge ved Navn Danp, der allerførst kaldtes Konge af dansktalende Folk. Denne Læsemaade torde maaske vare den rigtigste, da Rigsmaal, som vi have seet, ej sætter Rig, Jarl og Kon (d. e. Konung) i nogen genealogisk Forbindelse med Dan og Danp, medens dets Omtale af disse dog allerede vilde være tilstrækkelig Grund for en overfladisk Kombinator til at forandre hiin Læsemaade, og rette konungs ríks til sunar Rigs.
- ↑ Yngl. S. Cap. 20.
- ↑ Saxo, I. B. S. 21, 22., 1de B. S. 175, 177.
