Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/270

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
242
Sagnet om Dan.

de ſige, at han begyndte Høj-Alderen i Danmark ved at lade ſig opføre en Høj og forordne, at han efter ſin Død ſkulde begraves der med ſit Kongeſkrud, ſine Hærklæder, ſin Heſt fuldt opſadlet, og meget andet Gods. De kalde ham Søn af Danp, Søn af Rig, der førſt blev kaldt Konge blandt danſktalende Folk[1], og hvis Ætmænd ſiden brugte Kongenavnet ſom den fornemſte Fyrſtetitel. Hans Syſter Drott, hed det, var gift med Ynglingekongen Dyggve, om hvem man ikke vidſte andet end at han døde paa Sotteſeng og at han allerførſt i ſin Æt antog Kongetitel iſtedetfor den tidligere brugelige Titel Drottin. „Efter Dan“, heder det, „fik Danmark ſit Navn“[2]).

De danſke Oldſkrifter vide naturligviis mere at berette om Dan. Saxo forfoldiger ham paa ſædvanlig Viis til trende. Den førſte Dan er hos ham Søn af Humble og Broder til Angel; Dan er det danſke, Angel det angliſke Riges Stifter; Dans Sønner ere Humble og Lødber, Lødbers Søn Skjold. Den anden Dan er hos Saxo en Søn af Uffe, Vermunds Søn. Om denne Uffe ſiger han, at han ogſaa hed Olaf, og formedelſt ſin Beſkedenhed kaldtes mansuetus (d. e. den ſagtmodige); men at man intet forreſten veed om hans Bedrifter; Sønnen Dan derimod var deſto overmodigere; han overvandt ydre Fiender i mange Slag og udvidede ſit Rige, men ſkjemmede den Ære, han havde indlagt ſig, ved ſit utaalelige Overmod, ligeſom han ogſaa deri vanſlægtede fra ſin Fader at han bortødſlede det af hans Fader og af ham ſelv i hans heldige Krige ſamlede Gods. Den tredie Dan, i enkelte Kongerækker kaldt „den Dagfulde“, Søn af Frode frøkne (vegetus), truedes i ſit 12te Aar af Saxerne med Krig eller Skatſkyldighed, men ſamlede modig den danſke Ungdom om ſig, bragte en ſaa ſtor Mængde Skibe ſammen i Elben at man kunde raa derover ſom paa en Bro, og tvang nu den ſaxiſke Konge til at betale Danmark Skat[3].

I Saxos Dan II den overmodige og Faderen Olaf den ſagtmodige gjen-

S. 12) medens en anden (S. 14) opregner Ledene paa ſamme Maade indtil Vermund vitre, men derimod efter denne ſætter Datteren Oluf, og efter denne ſom hendes Søn Frode fridſame. Denne Række ſynes ſaaledes at antyde at Dan maatte have været gift med Oluf.

  1. Om den Modſigelſe, hvori dette Udſagn ſtaar med Rigsmaal, er allerede forhen talt (S. 129). Dog maa det ikke overſees, at den eneſte Skindkodex, vi have tilbage af Snorres Ynglingaſaga, ikke nævner Rig, men kun ſiger; „Drótt, dóttir Danps konungs ríks, þess er fyrst var konungr kalladr“ ɔ: Drott, Datter af en mægtig Konge ved Navn Danp, der allerførſt kaldtes Konge af danſktalende Folk. Denne Læſemaade torde maaſke vare den rigtigſte, da Rigsmaal, ſom vi have ſeet, ej ſætter Rig, Jarl og Kon (d. e. Konung) i nogen genealogiſk Forbindelſe med Dan og Danp, medens dets Omtale af disſe dog allerede vilde være tilſtrækkelig Grund for en overfladiſk Kombinator til at forandre hiin Læſemaade, og rette konungs ríks til sunar Rigs.
  2. Yngl. S. Cap. 20.
  3. Saxo, I. B. S. 21, 22., 1de B. S. 175, 177.