Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/269

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
341
Sagnet om Dan.

Skandja som et Middelpunkt, men ogsaa længe have vedligeholdt sig i det gamle skandiske Hovedland, Skaane, som Lokalsagn.

7. Dan, Danp, Dyggve og Dag.

Allerede i det Foregaaende, hvor der handledes om Samfunds-Ordenen og det gamle Kvad Rigsmaal anførtes, havde vi Anledning til at omtale Kong Dan, fra hvis Navn saavel norske som danske Sagn udlede Navnet Danmark, og hvilken de norske Oldsagn desuden lade begynde Højalderen, medens hans Fader Danp allerførst antager Kongetitlen i Danmark. Dette Sagn tilhører vel nærmest Danmark, men spiller dog en altfor vigtig Rolle i vor egen Sagnkreds til her at kunne forbigaaes. Den Maade at forklare Landes og Ætters Navne paa, at udlede dem fra en første Besidders eller Stamfaders Navn, var allerede langt tilbage i Hedendommen saa sædvanlig hos Germanerne, at man ej kan forundre sig over at finde et Exempel derpaa i et saa gammelt Kvad, som Rigsmaal.[1] Men hvad der snarere kunde synes at undres over, er at vore gamle Slægtregistre ikke sætte Dan i Spidsen for den danske eller skjoldungske Konge-Række, men derimod gjøre ham til et Medlem af denne, og derved paa en vis Maade lade Halfdan, hvis Navn dog allerede antyder en Blanding eller en Fjernelse fra den ældste oprindelige Danskhed, blive Stamfader for Dan, denne den oprindelige Danskheds Repræsentant eller Personifikation. Aarsagen er dog simpelt hen den, at med Sagnet om Skjold var ogsaa Erindringen om Gotland som de danske Landes ældste Fællesnavn uadskilleligt forbunden. Skjold, og følgelig Halfdan, maatte derfor sættes højere op i Tiden end Dan. Skjoldunge-Sagnet var desuden et genealogisk Sagn, Sagnet om Dan derimod et ethnografisk-politisk Kultursagn. Egentlig havde de begge intet med hinanden at bestille, og passede ikke til hinanden; deres Sammenkjedning kunde derfor ej undgaa at frembringe nogen Forvirring og indbyrdes Modsigelse.

Hvad vore egne Oldskrifter fortælle om Dan, er ikke meget. De give ham Tilnavnet mikilláti (d. e. den Overmodige) og gjøre ham til en Søn eller Efterfølger af en Olaf med Tilnavn litilláti (d. e. den Sagtmodige[2];

  1. Se ovenfor S. 125, 129, 134. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget nøyaktig hvor på siden fotnoten skal plasseres.]
  2. Et, rimeligviis af den norsk-islandske Lagmand Hr. Hauk Erlendssøn, I Begyndelsen af det 14de Aarh. optegnet Slægtregister (Langfeðgatal) nævner som de nærmeste i Skjoldungestammen efter Skjold: Fridleif, hans Søn, Fredfrode, hans Søn, Fridleif, hans Søn, Haavard handramme, hans Søn, Frode, hans Søn, Vermund vitre, hans Søn, Olaf litillaate, hans Søn; Dan mikillaate, Frode fridsame, hans Søn. Det tilføjes her ikke udtrykkeligt, at Dan var Olafs Søn, (Langfedgetal i Langebeks Scriptt. rer. Dan. I. p. 5). I de med „Fundinn Noregr“ forbundne Slægtrækker er der een, som gjentager den her anførte med det udtrykkelige Tillæg, at Dan var Søn af Olaf, Fornaldar S. Norðrl. I.