Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/269

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
341
Sagnet om Dan.

Skandja ſom et Middelpunkt, men ogſaa længe have vedligeholdt ſig i det gamle ſkandiſke Hovedland, Skaane, ſom Lokalſagn.

7. Dan, Danp, Dyggve og Dag.

Allerede i det Foregaaende, hvor der handledes om Samfunds-Ordenen og det gamle Kvad Rigsmaal anførtes, havde vi Anledning til at omtale Kong Dan, fra hvis Navn ſaavel norſke ſom danſke Sagn udlede Navnet Danmark, og hvilken de norſke Oldſagn desuden lade begynde Højalderen, medens hans Fader Danp allerførſt antager Kongetitlen i Danmark. Dette Sagn tilhører vel nærmeſt Danmark, men ſpiller dog en altfor vigtig Rolle i vor egen Sagnkreds til her at kunne forbigaaes. Den Maade at forklare Landes og Ætters Navne paa, at udlede dem fra en førſte Beſidders eller Stamfaders Navn, var allerede langt tilbage i Hedendommen ſaa ſædvanlig hos Germanerne, at man ej kan forundre ſig over at finde et Exempel derpaa i et ſaa gammelt Kvad, ſom Rigsmaal.[1] Men hvad der ſnarere kunde ſynes at undres over, er at vore gamle Slægtregiſtre ikke ſætte Dan i Spidſen for den danſke eller ſkjoldungſke Konge-Række, men derimod gjøre ham til et Medlem af denne, og derved paa en vis Maade lade Halfdan, hvis Navn dog allerede antyder en Blanding eller en Fjernelſe fra den ældſte oprindelige Danſkhed, blive Stamfader for Dan, denne den oprindelige Danſkheds Repræſentant eller Perſonifikation. Aarſagen er dog ſimpelt hen den, at med Sagnet om Skjold var ogſaa Erindringen om Gotland ſom de danſke Landes ældſte Fællesnavn uadſkilleligt forbunden. Skjold, og følgelig Halfdan, maatte derfor ſættes højere op i Tiden end Dan. Skjoldunge-Sagnet var desuden et genealogiſk Sagn, Sagnet om Dan derimod et ethnografiſk-politiſk Kulturſagn. Egentlig havde de begge intet med hinanden at beſtille, og pasſede ikke til hinanden; deres Sammenkjedning kunde derfor ej undgaa at frembringe nogen Forvirring og indbyrdes Modſigelſe.

Hvad vore egne Oldſkrifter fortælle om Dan, er ikke meget. De give ham Tilnavnet mikilláti (d. e. den Overmodige) og gjøre ham til en Søn eller Efterfølger af en Olaf med Tilnavn litilláti (d. e. den Sagtmodige[2];

  1. Se ovenfor S. 125, 129, 134. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget nøyaktig hvor på siden fotnoten skal plasseres.]
  2. Et, rimeligviis af den norſk-islandſke Lagmand Hr. Hauk Erlendsſøn, I Begyndelſen af det 14de Aarh. optegnet Slægtregiſter (Langfeðgatal) nævner ſom de nærmeste i Skjoldungeſtammen efter Skjold: Fridleif, hans Søn, Fredfrode, hans Søn, Fridleif, hans Søn, Haavard handramme, hans Søn, Frode, hans Søn, Vermund vitre, hans Søn, Olaf litillaate, hans Søn; Dan mikillaate, Frode fridſame, hans Søn. Det tilføjes her ikke udtrykkeligt, at Dan var Olafs Søn, (Langfedgetal i Langebeks Scriptt. rer. Dan. I. p. 5). I de med „Fundinn Noregr“ forbundne Slægtrækker er der een, ſom gjentager den her anførte med det udtrykkelige Tillæg, at Dan var Søn af Olaf, Fornaldar S. Norðrl. I.