Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/268

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
240
Valund. Egil.

Vølsunge-Sagnkredsen, findes slige Ursagn, kan ikke betvivles. Sagnet om den kyndige Smed Vølund eller Valund, Tydskernes Wielant, Angelsaxernes Weland, Englændernes Wayland, Franskmændenes Gualans, der af Kong Nidad indestængtes i et Fængsel, men gjorde sig Vinger og fløj bort, er kun den germaniske Form af Grækernes Sagn om Dædalos, og da det ej kan være laant fra Grækerne, maa det følgelig have været til endog blandt det Urfolk, fra hvilket baade Græker og Germaner stammede[1]. Sagnet om Valunds Broder Egil, Angelsaxernes Ægel, der paa Kong Nidads Befaling viste sin Dygtighed i Bueskydning ved at skyde et Æble ned af sin Søns Hoved og paa Kongens Spørgsmaal hvad han vilde med to andre Pile, han havde lagt tilside, svarede at de vare ham tiltænkte, hvis den første havde truffet Barnet – dette Sagn maa have levet fra umindelige Tider blandt alle de germaniske Stammer, thi man gjenkjender det, lokaliseret, i Norge, Danmark, England og Schweiz[2]. Paa lignende Maade kunde nu Sagnet om Sigurd have været til fra Urtiden, og givet Anledning til saamange lignende Sagn blandt Nordboer og Tydskere om Dragekampe og Erhvervelse af Drageskatte. Det bliver i alle Fald her saare vanskeligt at udsondre det historiske fra det mythiske. Men en middelbar historisk Interesse vinde Sagnene dog, fordi de umiskjendeligt minde om en Tid, da Nordboer, Goter og Tydskere i broget Forvirring tumlede sig om hinanden ligefra Viken til Alperne, medens dog Goterne stedse vare den fornemste Nation, og alle deres Sagn ej alene dreje sig om

  1. Overeensstemmelsen mellem Sagnene var endog vore Forfædre indlysende, forsaavidt man, hvad allerede ovenfor (S. 193) er bemerket, sinder Ordet „Labyrinth“ oversat „Völundarhús“. Sagnet om Valund indeholdes i sin største Reenhed, som bekjendt, i den gamle Völundarkvíða, et af Eddadigtene. Hans Fader Bade nævnes ogsaa i engelske Sagn (se Kemble, Saxons in Engl. I. 420), og Stedsnavne i England minde derom. Weland (Völundr), Níðhað (Niðuðr) og Datteren Beaduhild (Bödvildr, egentl. Bödv-hildr), omtales i „Skaldens Klage“ v. 1-34, Exeterb. S. 3277, og i Berkshire vises endnu Wayland Smith (d. e. Valunds Smedie).
  2. Eigil eller Egil kaldes i Vølundarkvida Ölrunar-Egill. Omstændeligt berettes Sagnet i Didrik af Berns Saga; som bekjendt er det i Danmark henført til Palnatoke, i Norge til Heming og Eindride Ilbreid, i Schweiz til Wilhelm Tell, og i England til William Cloudesley; Grimms Mythol. S. 354, 335. Om Ægel minde flere Stedsnavne i England, s. Æglesburh (Ailesbury), Æglesford (Aylesford) o. fl. – Om Valunds Søn Vidga fortælles meget i Didrik af Berns Sagas hvorledes han som Vidicula eller Vidigoja var Gjenstand for ældgamle gotiske Sange, er forhen nævnt; Widsidh-Kvadet kjender ham som Wudga (v, 288). Fornemmelig lokaliseres Valund– og Vidga-Sagnene i Skaane, Bohus og Sjæland, se W. Grimm, Heldensagen 322, Geijer, S. R. Häsder S. 89. Og det er da heller ikke underligt, at denne saavelsom de andre gotiske Myther meest haardnakket har holdt sig i Skaane, Goternes gamle Hovedsæde, tilligemed dets nærmeste Naboegne.