Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/268

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
240
Valund. Egil.

Vølſunge-Sagnkredſen, findes ſlige Urſagn, kan ikke betvivles. Sagnet om den kyndige Smed Vølund eller Valund, Tydſkernes Wielant, Angelſaxernes Weland, Englændernes Wayland, Franſkmændenes Gualans, der af Kong Nidad indeſtængtes i et Fængſel, men gjorde ſig Vinger og fløj bort, er kun den germaniſke Form af Grækernes Sagn om Dædalos, og da det ej kan være laant fra Grækerne, maa det følgelig have været til endog blandt det Urfolk, fra hvilket baade Græker og Germaner ſtammede[1]. Sagnet om Valunds Broder Egil, Angelſaxernes Ægel, der paa Kong Nidads Befaling viſte ſin Dygtighed i Bueſkydning ved at ſkyde et Æble ned af ſin Søns Hoved og paa Kongens Spørgsmaal hvad han vilde med to andre Pile, han havde lagt tilſide, ſvarede at de vare ham tiltænkte, hvis den førſte havde truffet Barnet — dette Sagn maa have levet fra umindelige Tider blandt alle de germaniſke Stammer, thi man gjenkjender det, lokaliſeret, i Norge, Danmark, England og Schweiz[2]. Paa lignende Maade kunde nu Sagnet om Sigurd have været til fra Urtiden, og givet Anledning til ſaamange lignende Sagn blandt Nordboer og Tydſkere om Dragekampe og Erhvervelſe af Drageſkatte. Det bliver i alle Fald her ſaare vanſkeligt at udſondre det hiſtoriſke fra det mythiſke. Men en middelbar hiſtoriſk Interesſe vinde Sagnene dog, fordi de umiskjendeligt minde om en Tid, da Nordboer, Goter og Tydſkere i broget Forvirring tumlede ſig om hinanden ligefra Viken til Alperne, medens dog Goterne ſtedſe vare den fornemſte Nation, og alle deres Sagn ej alene dreje ſig om

  1. Overeensſtemmelſen mellem Sagnene var endog vore Forfædre indlyſende, forſaavidt man, hvad allerede ovenfor (S. 193) er bemerket, ſinder Ordet „Labyrinth“ overſat „Völundarhús“. Sagnet om Valund indeholdes i ſin ſtørſte Reenhed, ſom bekjendt, i den gamle Völundarkvíða, et af Eddadigtene. Hans Fader Bade nævnes ogſaa i engelſke Sagn (ſe Kemble, Saxons in Engl. I. 420), og Stedsnavne i England minde derom. Weland (Völundr), Níðhað (Niðuðr) og Datteren Beaduhild (Bödvildr, egentl. Bödv-hildr), omtales i „Skaldens Klage“ v. 1-34, Exeterb. S. 3277, og i Berkſhire viſes endnu Wayland Smith (d. e. Valunds Smedie).
  2. Eigil eller Egil kaldes i Vølundarkvida Ölrunar-Egill. Omſtændeligt berettes Sagnet i Didrik af Berns Saga; ſom bekjendt er det i Danmark henført til Palnatoke, i Norge til Heming og Eindride Ilbreid, i Schweiz til Wilhelm Tell, og i England til William Cloudesley; Grimms Mythol. S. 354, 335. Om Ægel minde flere Stedsnavne i England, ſ. Æglesburh (Ailesbury), Æglesford (Aylesford) o. fl. — Om Valunds Søn Vidga fortælles meget i Didrik af Berns Sagas hvorledes han ſom Vidicula eller Vidigoja var Gjenſtand for ældgamle gotiſke Sange, er forhen nævnt; Widſidh-Kvadet kjender ham ſom Wudga (v, 288). Fornemmelig lokaliſeres Valund— og Vidga-Sagnene i Skaane, Bohus og Sjæland, ſe W. Grimm, Heldenſagen 322, Geijer, S. R. Häſder S. 89. Og det er da heller ikke underligt, at denne ſaavelſom de andre gotiſke Myther meeſt haardnakket har holdt ſig i Skaane, Goternes gamle Hovedſæde, tilligemed dets nærmeſte Naboegne.