Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/267

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
239
Vølsunge-Sagnkredsen.

ej at kunne tilhøre nogen anden Periode end den, hvori Jarmunrek beherskede Norden. Og saaledes har heller ikke vort Norden været ganske uberørt af de Bevægelser, de mongoliske Huners Indstyrten foraarsagede, thi derved kuldkastedes Jarmunreks Rige, og den Svækkelse, som Gotervældet derved led, maatte nødvendigviis føles lige indtil de yderste Dele af Monarkiet. Man kan ikke tvivle paa, at Nordmændene benyttede sig af Erobrerens Fald til atter at trænge frem, og al Raumerne nu saaledes omsider fik oprettet deres Raumarike, Haderne deres Ringarike o. s. v. Og i de reidgotiske Lande selv, fornemmelig i Jylland, har Jarmunreks Herredømme vist bidraget meget til at fremskynde den angliske Udvandring til Britannien.

Jornandes kalder den Nation, til hvilken Svanhild og hendes Brødre hørte, den roxolanske. Vore Oldsagn nævne derimod ikke, hvor Kong Jonaker boede; de sige kun, at Strømmen drev Gudrun over Fjorden til Kong Jonakers Land Det er ovenfor viist, at Benævnelsen „Roxolaner“ hos Jornandes og senere Forfattere maa være den samme som „Russer“, „Rodser“, Fællesbenævnelsen for Nordgermanerne i deres ældre Hjem[1]. Det bliver imidlertid uvist, om Jonakers Land skal søges i Østen, eller om det gotiske Sagn kun har tænkt paa Nordboer i Almindelighed. Det norske Sagn synes at have tænkt paa et Land, der kun ved en Fjord eller en smalere Deel af Havet var adskilt fra Atles Rige i Hunaland. Jornandes siger at Roxolanernes Folk var faldet fra Jarmunrek, og at Svanhild blev saa haardt behandlet, fordi hendes Mand var blandt de frafaldne. Dette viser, at der blandt de undertvungne Nordgermaner allerede før Hunernes Angreb spores Misfornøjelse og Lyst til at afkaste Aaget.

Den hele Vølsunge- og Niflunge-Sagnkreds kan saaledes siges baade at begynde og slutte i Norden. I sin midlere Deel spiller den fornemmelig i Tydskland. Det bliver dog altid et stort Spørgsmaal, om Vølsungerne og Gjukungerne i samme Grad kunne ansees for historiske Figurer, som Jarmunrek. Deres Bedrifter ere mere fabelagtige; de gribe aabenbart mindre ind i Historien; det hele Sagn om Niflunge-Skatten, erhvervet ved Svig og tabt med Sorg, danner et afsluttet tragisk Heelt for sig selv, ligesom de græske Sagn om Ødipus og den over hans Huus hvilende Fordømmelse. Det er her ej alene muligt, men endog sandsynligt, at Sagnene om Sigurd Fafnersbane og Gjukungerne kunne være medbragte af de germaniske Indvandrere fra deres ældste Hjem i Østen, og senere lokaliserede[2]. At der blandt Heltesagnene, og navnligt blandt dem, der ere satte i Forbindelse med

  1. Se ovenf. S. 41, 42, 45, 46.
  2. Sagnet lokaliseres nemlig ej alene i Tydskland, men ogsaa paa Hveen, og i Sverige henføres Niflunge-Skattens Skjulested til Garphytteklinten i Nerike. Geijer, S. R. Häfder S. 89.