Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/267

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
239
Vølſunge-Sagnkredſen.

ej at kunne tilhøre nogen anden Periode end den, hvori Jarmunrek beherſkede Norden. Og ſaaledes har heller ikke vort Norden været ganſke uberørt af de Bevægelſer, de mongoliſke Huners Indſtyrten foraarſagede, thi derved kuldkaſtedes Jarmunreks Rige, og den Svækkelſe, ſom Gotervældet derved led, maatte nødvendigviis føles lige indtil de yderſte Dele af Monarkiet. Man kan ikke tvivle paa, at Nordmændene benyttede ſig af Erobrerens Fald til atter at trænge frem, og al Raumerne nu ſaaledes omſider fik oprettet deres Raumarike, Haderne deres Ringarike o. ſ. v. Og i de reidgotiſke Lande ſelv, fornemmelig i Jylland, har Jarmunreks Herredømme viſt bidraget meget til at fremſkynde den angliſke Udvandring til Britannien.

Jornandes kalder den Nation, til hvilken Svanhild og hendes Brødre hørte, den roxolanſke. Vore Oldſagn nævne derimod ikke, hvor Kong Jonaker boede; de ſige kun, at Strømmen drev Gudrun over Fjorden til Kong Jonakers Land Det er ovenfor viiſt, at Benævnelſen „Roxolaner“ hos Jornandes og ſenere Forfattere maa være den ſamme ſom „Rusſer“, „Rodſer“, Fællesbenævnelſen for Nordgermanerne i deres ældre Hjem[1]. Det bliver imidlertid uviſt, om Jonakers Land ſkal ſøges i Øſten, eller om det gotiſke Sagn kun har tænkt paa Nordboer i Almindelighed. Det norſke Sagn ſynes at have tænkt paa et Land, der kun ved en Fjord eller en ſmalere Deel af Havet var adſkilt fra Atles Rige i Hunaland. Jornandes ſiger at Roxolanernes Folk var faldet fra Jarmunrek, og at Svanhild blev ſaa haardt behandlet, fordi hendes Mand var blandt de frafaldne. Dette viſer, at der blandt de undertvungne Nordgermaner allerede før Hunernes Angreb ſpores Misfornøjelſe og Lyſt til at afkaſte Aaget.

Den hele Vølſunge- og Niflunge-Sagnkreds kan ſaaledes ſiges baade at begynde og ſlutte i Norden. I ſin midlere Deel ſpiller den fornemmelig i Tydſkland. Det bliver dog altid et ſtort Spørgsmaal, om Vølſungerne og Gjukungerne i ſamme Grad kunne anſees for hiſtoriſke Figurer, ſom Jarmunrek. Deres Bedrifter ere mere fabelagtige; de gribe aabenbart mindre ind i Hiſtorien; det hele Sagn om Niflunge-Skatten, erhvervet ved Svig og tabt med Sorg, danner et afſluttet tragiſk Heelt for ſig ſelv, ligeſom de græſke Sagn om Ødipus og den over hans Huus hvilende Fordømmelſe. Det er her ej alene muligt, men endog ſandſynligt, at Sagnene om Sigurd Fafnersbane og Gjukungerne kunne være medbragte af de germaniſke Indvandrere fra deres ældſte Hjem i Øſten, og ſenere lokaliſerede[2]. At der blandt Helteſagnene, og navnligt blandt dem, der ere ſatte i Forbindelſe med

  1. Se ovenf. S. 41, 42, 45, 46.
  2. Sagnet lokaliſeres nemlig ej alene i Tydſkland, men ogſaa paa Hveen, og i Sverige henføres Niflunge-Skattens Skjuleſted til Garphytteklinten i Nerike. Geijer, S. R. Häfder S. 89.