Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/266

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
238
Jarmunrek eller Ermanarik.

har Erindringen vedligeholdt ſig, og kun der veed Sagnet at fortælle om hans egentlige Hjem.

At de fra de gamle reidgotiſke Lande udvandrede Angelſaxer opbevarede Mindet om Jarmunrek (Eormenric), var i ſin Orden, og man finder ham derfor ogſaa omtalt i angelſaxiſke Skrifter[1]. I de tydſke Sagn omtales han vel hyppigt, men i mindre beſtemte Omrids; hans Magt voxer til det Utrolige, han er romerſk Kejſer, Langobardernes Konge, og Dietrichs Farbroder: altſammen deels fordi det tydſke Sagn i ſin nærværende Skikkelſe er ungt, deels fordi Syd- og Veſt-Tydſkerne neppe have ſtaaet i den umiddelbare Forbindelſe med Goterne, ſom vore Forfædre[2].

Jarmunreks eller Ermanariks ſtore gotiſk-nordiſke Erobringsmonarki bliver altſaa en hiſtoriſk Kjendsgjerning. Men dette Monarki ligger aabenbart forud for det egentlige ſaakaldte Skjoldunge— eller danſk-gotiſke Monarki. Danerne havde paa Jarmunreks Tid neppe endnu forladt deres ældre Sæder ved Gautland, endnu vare de virkelige Reidgotere herſkende i de øſterſøiſke Lande.

Men Jarmunreks Erobringer kunne ikke andet end nødvendigviis, trods Sagnenes Taushed derom, have frembragt Bevægelſer og Omvæltninger inden Norden ſelv. Og ganſke fattes ikke Spor deraf. Vi have ovenfor (S. 77—84) ſeet, hvorledes der findes ikke utvetydige Tegn til, at der i en fjern Oldtid har været en beſynderlig Frem— og Tilbageſtrømning af Nationer i den ſydøſtlige Deel af Norge; hvorledes Raumer eller Alfer og Ruger, efterat have naaet Kyſten, atter ſynes at være drevne tilbage af Folk med gotiſk Kultur, indtil de paany trængte frem og tildeels underkaſtede ſig disſe. Denne Mellemtid af gotiſk Herredømme ved Vikens Kyſter ſynes

  1. Nemlig, ſom forhen omtalt, i Widſidh-Kvadet. Jarmunrek (Eormenric) er en af de Fyrſter, Skalden beſøger. Han kalder ham Hredkongen, den vrede Forligsbryder, wráð wærloga (13—17), ſiger at han herſkede over Goterne (36); han gjennemvandrede, ſiger han, al Goternes Odel og beſøgte de ypperſte af Jarmunreks Huusfæller, hvoriblandt Herelingas, Emerca og Fridla (217— 225); han opholdt ſig al den Stund hos Jarmunrek, Borgmændenes Herre, der gav ham en koſtbar Baug (175—184). I et andet, ligeledes i Exeterbogen opbevaret, Digt, kaldet „Skaldens Klage“, heder det: „vi have hørt om Jarmunreks Ulve-Sind; han beherſkede vidt og bredt Goter-Rigets Folk, han var en grum Konge; mangen Mand ſad ſorgbunden, ventende Ve, og ønſkede nokſom, at der var en Ende paa dette Kongerige“ (Thorpes udg. S. 378).
  2. Størſt Kjendſkab til de her meddelte Sagn røber den ovenanførte Quedlinb. Krønike, der ogſaa (l. c.) ſiger: Ermanrici regis Gothorum, a fratribus Hemido et Serila et Adaccaro, quorum patrem interfecerat (her burde viſt læſes … Serila, quorum patrem Adaccarum interfecerat) amputatis manibus et pedibus turpiter, uti dignus erat, occisio. Begivenheden henføres urigtigt til Kejſer Anaſtaſius’s Tid, for at faa Ermanrik ſamtidig med Theodorik eller Diderik af Bern „de quo cantabant rustici olim“.