Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/265

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
237
Jarmunrek eller Ermanarik.

hele Fortælling hos Saxo fuldkommen Præget af at være national; intet Træk ſynes at være laant fra fremmede Kilder. Ogſaa veed Saxo mere at fortælle om Jarmunreks Krige, end baade de norſke Sagn og Jornandes. Vi føle derfor, at Sagnet hos Saxo er paa ſin rette nationale Grund. Vel har det i Tidens Løb undergaaet nogle Forandringer, og dets Forbindelſe med den øvrige Deel af Sagnkredſen er forglemt, men forreſten har det heftet ſig formeget ved Stederne ſelv til i ſine Enkeltheder at kunne glemmes. Ja endog den Dag i Dag er der i Skaane dunkle Sagn, der henføre disſe Begivenheder til Øreſund og Hveen[1].

Det maa derfor anſees ſom en afgjort Sag, at den gotiſke Konge Ermanarik eller Jarmunrek i Midten af det 4de Aarhundrede har grundet et ſtort Erobringsmonarki, der førſt og fremſt indbefattede de gotiſke Lande omkring Øſterſøen, men desforuden har ſtrakt ſig over det af udvandrede Goter beboede Faſtland næſten lige ned til det ſorte Hav, og over Slaverne eller Venderne i Veſt, over Preusſer, Letter, Kurer, Eſter og Tſchuder i Nord. Det ſydlige Norge har upaatvivleligt udgjort en Deel af dette Rige. Derom vidner i alle Fald det Udſagn hos Jornandes, at „Rugerne“, ligeſom mange andre ſtridbare nordiſke Folk, hørte blandt de Folk, der maatte adlyde ham, ligeſom ogſaa denne Deel af Norge laa de gotiſke Hovedlande altfor nær, til ej at maatte blive berørt af de ſtørre Bevægelſer, ſom der fandt Sted. Jornandes ſiger ingenſteds udtrykkeligt, hvor Jarmunrek havde ſin egentlige Bolig; vel kunde det maaſkee ſynes ſom om han forudſatte, at dette var etſteds i den ſydlige Deel af Riget, hvilket fra Jornandes’s, den i Syden levende Forfatters, Standpunkt, og i og for ſig er naturligt; dog nævner han paa den anden Side ſelv Øſterſøens (det germaniſke Havs) Kyſter og nordiſke Folk ſom ham undergivne. De norſke Sagn holde ſig mere til et enkelt Afſnit i Jarmunreks Liv; de kjende ham ſom Goternes Fyrſte, men forreſten ſynes det ſom om Erindringen om hans mere umiddelbare Herredømme i Norge er tabt: Berørelſen har kun været forbigaaende. Men i Danmark, og fornemmelig i Skaane,

  1. Se herom de danſke Kæmpeviſer om Fru Grimild og hendes Brødre (Schaldemoſes Saml. S. 54—66), og den hveenſke Krønike, hvoraf Uddrag findes ſammeſteds, i Müllers Sagabibl. II. S. 408 fgg., og Stephanius, Noter til Saxo S. 230. Jvf. Sjøborg, Nomenklatur för Nord. Fornlemninger, S. 83, 84. Viſtnok har man antaget, at Henlæggelſen til Hveen er foranlediget ved en Forvexling af „Hunaland“ med,„Huenaland, Hvenaland“, men det ſynes dog i ſaa Fald beſynderligt at Sagnet ſaa faſt har kunnet lokaliſere ſig, og at allerede Rykloſters-Krøniken, fra det 13de Aarhundrede har kunnet hentyde til Øreſund ſom Begivenhedernes Skueplads ved at nævne dette ſaavelſom Kullen. Nej, Sagnet er ſikkert ældgammelt i Skaane. Og her er det ogſaa af Interesſe at bemerke, hvorledes et andet hveenſk Sagn indeholder dunkle Erindringer af Gefjon-Mythen, ſe ovenfor S. 205, Not. 4.