hele Fortælling hos Saxo fuldkommen Præget af at være national; intet Træk synes at være laant fra fremmede Kilder. Ogsaa veed Saxo mere at fortælle om Jarmunreks Krige, end baade de norske Sagn og Jornandes. Vi føle derfor, at Sagnet hos Saxo er paa sin rette nationale Grund. Vel har det i Tidens Løb undergaaet nogle Forandringer, og dets Forbindelse med den øvrige Deel af Sagnkredsen er forglemt, men forresten har det heftet sig formeget ved Stederne selv til i sine Enkeltheder at kunne glemmes. Ja endog den Dag i Dag er der i Skaane dunkle Sagn, der henføre disse Begivenheder til Øresund og Hveen[1].
Det maa derfor ansees som en afgjort Sag, at den gotiske Konge Ermanarik eller Jarmunrek i Midten af det 4de Aarhundrede har grundet et stort Erobringsmonarki, der først og fremst indbefattede de gotiske Lande omkring Østersøen, men desforuden har strakt sig over det af udvandrede Goter beboede Fastland næsten lige ned til det sorte Hav, og over Slaverne eller Venderne i Vest, over Preusser, Letter, Kurer, Ester og Tschuder i Nord. Det sydlige Norge har upaatvivleligt udgjort en Deel af dette Rige. Derom vidner i alle Fald det Udsagn hos Jornandes, at „Rugerne“, ligesom mange andre stridbare nordiske Folk, hørte blandt de Folk, der maatte adlyde ham, ligesom ogsaa denne Deel af Norge laa de gotiske Hovedlande altfor nær, til ej at maatte blive berørt af de større Bevægelser, som der fandt Sted. Jornandes siger ingensteds udtrykkeligt, hvor Jarmunrek havde sin egentlige Bolig; vel kunde det maaskee synes som om han forudsatte, at dette var etsteds i den sydlige Deel af Riget, hvilket fra Jornandes’s, den i Syden levende Forfatters, Standpunkt, og i og for sig er naturligt; dog nævner han paa den anden Side selv Østersøens (det germaniske Havs) Kyster og nordiske Folk som ham undergivne. De norske Sagn holde sig mere til et enkelt Afsnit i Jarmunreks Liv; de kjende ham som Goternes Fyrste, men forresten synes det som om Erindringen om hans mere umiddelbare Herredømme i Norge er tabt: Berørelsen har kun været forbigaaende. Men i Danmark, og fornemmelig i Skaane,
- ↑ Se herom de danske Kæmpeviser om Fru Grimild og hendes Brødre (Schaldemoses Saml. S. 54–66), og den hveenske Krønike, hvoraf Uddrag findes sammesteds, i Müllers Sagabibl. II. S. 408 fgg., og Stephanius, Noter til Saxo S. 230. Jvf. Sjøborg, Nomenklatur för Nord. Fornlemninger, S. 83, 84. Vistnok har man antaget, at Henlæggelsen til Hveen er foranlediget ved en Forvexling af „Hunaland“ med,„Huenaland, Hvenaland“, men det synes dog i saa Fald besynderligt at Sagnet saa fast har kunnet lokalisere sig, og at allerede Ryklosters-Krøniken, fra det 13de Aarhundrede har kunnet hentyde til Øresund som Begivenhedernes Skueplads ved at nævne dette saavelsom Kullen. Nej, Sagnet er sikkert ældgammelt i Skaane. Og her er det ogsaa af Interesse at bemerke, hvorledes et andet hveensk Sagn indeholder dunkle Erindringer af Gefjon-Mythen, se ovenfor S. 205, Not. 4.
