Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/264

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
236
Jarmunrek eller Ermanarik.

Livet paa en meget beſynderlig Maade. Det norſke Sagn lader kun de tre Brødre Sørle, Hamder og Erp drage afſted for at hevne Svanhild; i det danſke Sagn er der fire Brødre, og deres ſaavelſom Svanhilds tidligere Forhold til Jarmunrek fortælles anderledes. Det norſke Sagn lader Erp paa Vejen blive dræbt af ſine Brødre; herom minder Saxo’s Fortælling, at Brødrene undervejs dræbte en ſtor Deel af deres egen Hær. Ifølge det norſke Sagn hugger Hamder Fødderne, Sørle Hænderne af Jarmunrek, og de klage over at Erp ej er tilſtede for at hugge Hovedet af ham. Det danſke Sagn lader ogſaa Jarmunrek miſte Hænder og Fødder, uagtet det forreſten ikke kjender den rette Aarſag dertil. Gudrun kjendes ogſaa i det danſke Sagn, men kun ſom en Troldkvinde. I begge Sagn er det Odin, ſom raader til at ſtene Brødrene, ſiden Vaaben ej vilde bide paa dem.

Foruden disſe Overeensſtemmelſer med det norſke Sagn bar Saxo ogſaa et væſentligt Træk af den tydſke Fortælling om Ermanarik. Han lader ham hænge ſine i Tydſkland opdragne Syſterſønner. Disſe ere de i de tydſke Sagn ſaa ofte omtalte Harlunger, Embricke og Fritila, hvilke Ermenrik trods Frændſkabet lader hænge[1].

Men eget for det danſke Sagn er Fortællingen om Jarmunreks Borg, hvilken en anden danſk Krønike endog lægger paa Bjerget Kullen i Skaane[2], og mærkeligt er Sagnets Overeensſtemmelſe med den hiſtoriſke Deel af Jornandes’s Beretning. Thi, ligeſom Jornandes, lader Saxo Jarmunrek underkaſte ſig Slaverne og de i Øſten boende lettiſke og tſchudiſke Nationer (Kurer, Sember og Liver). Man ſeer ſtrax, at man i Saxo’s Jarmunrek ej alene har den Ermanarik for ſig, der lader Svanhild dræbe og kæmper mod hendes Brødre, men ogſaa den, der undertvinger Slaver og Eſter, og „herſker over alle Skythiens og Germaniens Nationer“. „Helleſponten“ hos Saxo minder ej alene om Øſterveg, men ogſaa om de ſaakaldte mæotiſke Sumpe, hvor Erulerne ſkulde holde til[3]. Og dog har den

  1. Disſe Harlunger omtales i Heldenbuch ſom Sønner af Diether, Dietrichs Broder. Den quedlingburgſke Krønike (fra Slutn. af det 10de Aarh.) omtaler dem allerede, ſe Ann. Quedl. hos Pertz, Monum. V. p. 31.: Eo tempore Ermanricus super omnes Gothos regnavit, astutior in dolo, largior in dono, qui post mortem Friderici, unici filii sui, sua perpetrata voluntate, patrueles suos Embricam et Fritlam patibulo suspendit. I Didrik af Berns Saga, den norſke Overſættelſe af tydſke Sagn, omtales baade denne Fredriks Død og Harlungernes Henrettelſe; den kalder dem ved en Misforſtaaelſe Ake og Etgard (ſe W. Grimm, deutſche Heldenſage S. 20, 261, 265. Ogſaa det angelſ. Widſidhkvad nævner Harlungerne (Herelingas).
  2. Rykloſters Annaler, Langebeks Scriptt. I. 155. Denne Krønike kalder Jarmunrek Jarmarus, og lader ham ſtride med de helleſpontiſke Brødre i Øreſund, ligeſom den kalder Broder hans Broder, ej hans Søn. De danſke Sagn have ſaaledes været noget afvigende indbyrdes.
  3. Se ovenfor S. 20, 21, jvfr. 36, 37, 52.