Livet paa en meget besynderlig Maade. Det norske Sagn lader kun de tre Brødre Sørle, Hamder og Erp drage afsted for at hevne Svanhild; i det danske Sagn er der fire Brødre, og deres saavelsom Svanhilds tidligere Forhold til Jarmunrek fortælles anderledes. Det norske Sagn lader Erp paa Vejen blive dræbt af sine Brødre; herom minder Saxo’s Fortælling, at Brødrene undervejs dræbte en stor Deel af deres egen Hær. Ifølge det norske Sagn hugger Hamder Fødderne, Sørle Hænderne af Jarmunrek, og de klage over at Erp ej er tilstede for at hugge Hovedet af ham. Det danske Sagn lader ogsaa Jarmunrek miste Hænder og Fødder, uagtet det forresten ikke kjender den rette Aarsag dertil. Gudrun kjendes ogsaa i det danske Sagn, men kun som en Troldkvinde. I begge Sagn er det Odin, som raader til at stene Brødrene, siden Vaaben ej vilde bide paa dem.
Foruden disse Overeensstemmelser med det norske Sagn bar Saxo ogsaa et væsentligt Træk af den tydske Fortælling om Ermanarik. Han lader ham hænge sine i Tydskland opdragne Systersønner. Disse ere de i de tydske Sagn saa ofte omtalte Harlunger, Embricke og Fritila, hvilke Ermenrik trods Frændskabet lader hænge[1].
Men eget for det danske Sagn er Fortællingen om Jarmunreks Borg, hvilken en anden dansk Krønike endog lægger paa Bjerget Kullen i Skaane[2], og mærkeligt er Sagnets Overeensstemmelse med den historiske Deel af Jornandes’s Beretning. Thi, ligesom Jornandes, lader Saxo Jarmunrek underkaste sig Slaverne og de i Østen boende lettiske og tschudiske Nationer (Kurer, Sember og Liver). Man seer strax, at man i Saxo’s Jarmunrek ej alene har den Ermanarik for sig, der lader Svanhild dræbe og kæmper mod hendes Brødre, men ogsaa den, der undertvinger Slaver og Ester, og „hersker over alle Skythiens og Germaniens Nationer“. „Hellesponten“ hos Saxo minder ej alene om Østerveg, men ogsaa om de saakaldte mæotiske Sumpe, hvor Erulerne skulde holde til[3]. Og dog har den
- ↑ Disse Harlunger omtales i Heldenbuch som Sønner af Diether, Dietrichs Broder. Den quedlingburgske Krønike (fra Slutn. af det 10de Aarh.) omtaler dem allerede, se Ann. Quedl. hos Pertz, Monum. V. p. 31.: Eo tempore Ermanricus super omnes Gothos regnavit, astutior in dolo, largior in dono, qui post mortem Friderici, unici filii sui, sua perpetrata voluntate, patrueles suos Embricam et Fritlam patibulo suspendit. I Didrik af Berns Saga, den norske Oversættelse af tydske Sagn, omtales baade denne Fredriks Død og Harlungernes Henrettelse; den kalder dem ved en Misforstaaelse Ake og Etgard (se W. Grimm, deutsche Heldensage S. 20, 261, 265. Ogsaa det angels. Widsidhkvad nævner Harlungerne (Herelingas).
- ↑ Ryklosters Annaler, Langebeks Scriptt. I. 155. Denne Krønike kalder Jarmunrek Jarmarus, og lader ham stride med de hellespontiske Brødre i Øresund, ligesom den kalder Broder hans Broder, ej hans Søn. De danske Sagn have saaledes været noget afvigende indbyrdes.
- ↑ Se ovenfor S. 20, 21, jvfr. 36, 37, 52.
