Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/263

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
235
Jarmunrek eller Ermanarik.

hvilken Bikke falſkelig beſkyldte for at ſtaa i utilladelig Forbindelſe med Stifmoderen. Jarmunrek, ſom troede Bikkes Ord, bad ſine Venner dømme i Sagen. Alle raadede til Broders Landsforviisning, undtagen Bikke, der ſtemte for hans Død i Galgen, og for at Svanhild ſkulde trædes til Døde af Kvæg. Men for at det ej ſkulde ſee ud ſom om Faderen ſelv lod ſin Søn henrette, ſkulde nogle Tjenere holde et Bret under dennes Fødder, thi naar disſe af Træthed lode Brettet ſynke, var det deres, og ikke Kongens Skyld, at Broder døde. Det ſkede efter Bikkes Raad; Broder blev hængt paa den aftalte Maade, og døde derfor ikke ſtrax, men Svanhild blev bunden til Jorden for at ſøndertrædes af Heſte. Hun var, heder det, ſaa ſmuk, at ikke engang Heſtene vilde træde paa hende. Da kom Bikke til, ſagde at hun forhexede Dyrene, og lod hende binde med Anſigtet nedad. Da førſt gik Heſtene over hende. Broders Hund begyndte imidlertid at vaande ſig og hans Høg at plukke Fjedrene af ſig ſelv. Kongen ſaa heri et Tegn paa den barnløſe Tilſtand, hvori han ved Sønnens Død vilde komme, og ſkyndte ſig derfor at lade Broder, der endnu levede, tage ned af Galgen. Men Bikke begav ſig nu til de fire Brødre, og ſortalte dem om Svanhilds ſørgelige Død. De beſluttede ſtrax at hevne hende, og Bikke ſkyndte ſig tilbage til Jarmunrek, for at underrette ham derom. Jarmunrek forberedte ſig paa Angrebet ved at indeſlutte ſig i ſin Borg, og forſyne den med Kæmper og Levnetsmidler. Helleſponterne kom paa Vejen i Uenighed med hinanden indbyrdes om Deling af Krigsbytte, og en ſtor Deel af dem blev dræbt, ſaa at de øvrige ikke troede ſig ſterke nok til ſtrax at binde an med Borgen. De henvendte ſig derfor til en Troldkvinde ved Navn Gudrun, om Hjelp. Hun, fortælles det, ſlog Kongens Krigere med Blindhed, ſaa at de kom til at ſtride mod hinanden indbyrdes. Heraf benyttede Helleſponterne ſig til at beſtorme Hovedindgangen, og fældte en Deel i Blinde kæmpende Krigere. Men under denne Tummel, heder det, kom Odin, gav Danerne deres Syn igjen, og lærte dem at ſtene Helleſponterne til Døde, ſiden de ved Tryllemidler forſtode at gjøre ſig haarde mod Hug. Saaledes omkom begge Hære ved gjenſidigt at dræbe hinanden. Jarmunrek væltede ſig mellem de Døde med afhugne Hænder og Fødder. Broder, hans Søn, fulgte efter ham i Regjeringen, hvortil han kun var lidet ſkikket[1].

Her gjenkjendes de væſentligſte Træk af Beſkrivelſen i vore egne Oldſagn, men alt er forandret og ligeſom forſtørret. Vore Oldſagns Randver kalder Saxo „Broder“; vore Oldſagn lade Randver plukke Fjedrene af ſin Høg og ſende den nogen til Jarmunrek, medens Saxo lader Høgen ſelv begynde at afplukke ſine Fjedre, og omtaler tillige Broders Hund. Det norſke Sagn lader Randver virkelig blive hængt, det danſke lader Broder beholde

  1. Saxo, 8de Bog S. 406—415.