Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/262

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
234
Jarmunrek eller Ermanarik.

keflag. Slaverne ſøgte imidlertid at løsrive ſig, dræbte Jarmunreks Beſætninger, og herjede Danmark. Men Jarmunrek kom juſt i belejlig Tid tilbage, lagde ſig i Vejen for deres Flaade og ødelagde den; de fornemſte Fanger lod han ved Remme, dragne gjennem deres Lægge, binde til Fødderne af vilde Tyre, der jagede ved Hunde ſlæbte de ulykkelige Fanger gjennem Dynd og Kjær, indtil de opgave Aanden. Dette ſatte Slaverne i Skræk, og de underkaſtede ſig ham ydmygt. Jarmunrek, der ved ſine mange Krigstog havde vundet ſtore Rigdomme, byggede nu for at ſikkre ſig ſine Skatte en ſterk Borg paa en høj Klippe. Han opførte en Vold af Torv, med Grundvold af Steen; i andet Stokværk af Borgen indrettedes Værelſer, øverſt Bryſtværn, udenfor indrettedes Vagtſtuer. Fire Porte dannede Udgang mod hver af de fire Himmelegne. Her ſamlede han nu alle ſine Skatte. Da han havde ordnet ſine huuslige Anliggender, begyndte han atter at tænke paa Tog til fremmede Lande. Han ſejlede afſted, og mødte fire Brødre af „helleſpontiſk“ Æt (Helleſpont betegner hos Saxo, efter hvad ovenfor er oplyſt, kun vore Forfædres Auſtrrike eller Landene i Sydøſt for Øſterſøen, ihvorvel det oprindelig ſynes at have betegnet Egnen omkring Elvens Mundinger), med hvilke han kæmpede i tre Dage, og derpaa lod dem ſlippe, efterat de havde lovet at give ham deres Syſter Svanhild[1] og Størſtedelen af den Skat, de havde paalagt de af dem overvundne Folk.

Blandt disſe vare Liverne, hvis Konges Søn Bikke var i Fangenſkab hos Brødrene, men undkom, og flygtede til Jarmunrek, hvis Fortrolige han inden kort Tid blev, og benyttede ſig heraf til at overtale ham til allehaande ſlette og ſkammelige Handlinger, iſær mod hans egen Familie. Derfor blev han almindeligt forhadt. Slaverne begyndte et nyt Oprør, men Jarmunrek tvang dem atter til Lydighed, og ſtraffede deres Høvdinger ved at lade dem ſønderſlide af Heſte, til hvilke deres Fødder ved Toug, dragne gjennem Senerne, bleve bundne. Jarmunreks Syſterſønner, der hidtil havde været opdragne i Tydſkland paaførte ham nu Krig, for at faa deres Part af Riget. Han nøjede ſig førſt med at ødelægge deres Befæſtninger og indtage flere af deres Byer. Derpaa holdt han Bryllup med Svanhild. Men Bikke ophidſede ham paany mod hans Syſterſønner; han bekrigede dem, fangede dem og lod dem hænge. Ogſaa deres fornemſte Mænd lod han paa denne Maade aflive efterat have lokket dem til ſig under Venſkabs Maſke.

Jarmunrek havde en Søn af et tidligere Egteſkab, ved Navn Broder,

  1. Udgaverne af Saxo ſtaar „Swavilda“. Men det er tydeligt, at Haandſkr. har haft Swanilda, hvilket er blevet fejlagtigt læſt Swauilda. Saxos Epitomator Gheysmer har Swanilda, ſ. Langebeks Scriptt. II. 335.