Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/261

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
233
Jarmunrek eller Ermanarik.

i Danmark, blev af den ſvenſke Kong Gotar (Gautar) ſlagen ved Halland, og flygtede til Jylland, hvor han dog nogenledes oprettede den Skjendſel, hans Flugt havde paadraget ham, ved at ſejre over en Hob Slaver, der uden nogen Anfører vovede at angribe ham. Men ſnart fik de ſig en Anfører, og ſejrede over Sivard, førſt ved Fyen, ſiden i flere Trefninger ved Jylland. Paa den Maade miſtede Sivard baade Skaane og Jylland[1], og beholdt kun den mindre Deel af Riget (Sjæland) tilbage. Hans Søn Jarmunrek[2] blev med ſine to ſpæde Syſtre et Bytte for Fienden; den ene af disſe blev ſolgt til Nordmændene, den anden til Tydſkerne. Sivard, ked af Livet efter ſaamange Uheld, ſøgte nu kun en hæderlig Død, og ſandt den i en Kamp mod Gøtars Statholder i Skaane, Simo[3], der ſelv blev dræbt med en Mængde af ſine Mænd Men, heder det, han fik ikke derved befriet ſit Fædreland fra Skatſkyldighed.

Imidlertid ſad Jarmunrek tilligemed ſin Foſterbroder Gunne i Fængſel hos Slavernes Konge Ismar. Endelig blev han udtagen af Fængſlet og ſat til Markarbejde. Derved ſkille han ſig ſaa godt, at han forfremmedes til Opſynsmand over de kongelige Trælle. Da han ogſaa beſtyrede dette Hverv til Kongens Tilfredshed, blev han optagen blandt Kongens Huuskarle, og ſteg endelig til at blive Kongens ypperſte Ven. Alle ſyntes om ham, paa Dronningen nær, hun havde altid Mistanke til ham. Det hændte ſig, at Kongens Broder døde, og Kongen ønſkede at holde et prægtigt Gravøl over ham. Denne Lejlighed benyttede Jarmunrek og Gunne til at undſlippe af Fangenſkabet efterat have dræbt Dronningen; de indebrændte Kongen med hans Mænd, og plyndrede hans Skatkammer[4]). Et Skib, de fandt ved Kyſten, bragte dem heldigt tilbage til Danmark, hvor Budle, Sivards Broder, der hidtil havde regjeret, maatte overlade Jarmunrek Regjeringen. Det lykkedes Jarmunrek ſiden, ved Hjælp af nogle misfornøjede blandt Gøtars Underſaatter, at fælde denne og erobre Sverige. Derpaa angreb han Slaverne, fangede fyrretyve af dem, hvilke han lod hænge med ligeſaa mange Ulve ved Siden, og underkaſtede ſig deres Land, i hvilket han paa de dertil egnede Steder lagde Beſætning. Han drog derfra i Øſterveg, hvor han overvandt Sember, Kurer og andre Fol-

  1. Nemlig Skaane til Gøtar, og Jylland til Slaverne.
  2. Saxo ſkriver hans Navn Jarmericus: men en gammel danſk Kongeſortegnelſe fra det 13de Aarhundrede, der fremſtiller Navneformerne uforvanſkede, har Jarmundrek (Langebek, Scriptt. rer. D. I. S. 19).
  3. Eller Simon. Navnet klinger beſynderligt for en hedenſk Jarl; man ſkulde formode at det er en Fordrejelſe af „Sigmund“.
  4. Den vidtløftige Beretning herom er ſaa urimelig og næſten barnagtig, at man kunde friſtes til at antage den for et Æventyr, Saxo ſelv har tillempet paa Hovedfortællingen.