Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/261

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
233
Jarmunrek eller Ermanarik.

i Danmark, blev af den svenske Kong Gotar (Gautar) slagen ved Halland, og flygtede til Jylland, hvor han dog nogenledes oprettede den Skjendsel, hans Flugt havde paadraget ham, ved at sejre over en Hob Slaver, der uden nogen Anfører vovede at angribe ham. Men snart fik de sig en Anfører, og sejrede over Sivard, først ved Fyen, siden i flere Trefninger ved Jylland. Paa den Maade mistede Sivard baade Skaane og Jylland[1], og beholdt kun den mindre Deel af Riget (Sjæland) tilbage. Hans Søn Jarmunrek[2] blev med sine to spæde Systre et Bytte for Fienden; den ene af disse blev solgt til Nordmændene, den anden til Tydskerne. Sivard, ked af Livet efter saamange Uheld, søgte nu kun en hæderlig Død, og sandt den i en Kamp mod Gøtars Statholder i Skaane, Simo[3], der selv blev dræbt med en Mængde af sine Mænd Men, heder det, han fik ikke derved befriet sit Fædreland fra Skatskyldighed.

Imidlertid sad Jarmunrek tilligemed sin Fosterbroder Gunne i Fængsel hos Slavernes Konge Ismar. Endelig blev han udtagen af Fængslet og sat til Markarbejde. Derved skille han sig saa godt, at han forfremmedes til Opsynsmand over de kongelige Trælle. Da han ogsaa bestyrede dette Hverv til Kongens Tilfredshed, blev han optagen blandt Kongens Huuskarle, og steg endelig til at blive Kongens ypperste Ven. Alle syntes om ham, paa Dronningen nær, hun havde altid Mistanke til ham. Det hændte sig, at Kongens Broder døde, og Kongen ønskede at holde et prægtigt Gravøl over ham. Denne Lejlighed benyttede Jarmunrek og Gunne til at undslippe af Fangenskabet efterat have dræbt Dronningen; de indebrændte Kongen med hans Mænd, og plyndrede hans Skatkammer[4]). Et Skib, de fandt ved Kysten, bragte dem heldigt tilbage til Danmark, hvor Budle, Sivards Broder, der hidtil havde regjeret, maatte overlade Jarmunrek Regjeringen. Det lykkedes Jarmunrek siden, ved Hjælp af nogle misfornøjede blandt Gøtars Undersaatter, at fælde denne og erobre Sverige. Derpaa angreb han Slaverne, fangede fyrretyve af dem, hvilke han lod hænge med ligesaa mange Ulve ved Siden, og underkastede sig deres Land, i hvilket han paa de dertil egnede Steder lagde Besætning. Han drog derfra i Østerveg, hvor han overvandt Sember, Kurer og andre Fol-

  1. Nemlig Skaane til Gøtar, og Jylland til Slaverne.
  2. Saxo skriver hans Navn Jarmericus: men en gammel dansk Kongesortegnelse fra det 13de Aarhundrede, der fremstiller Navneformerne uforvanskede, har Jarmundrek (Langebek, Scriptt. rer. D. I. S. 19).
  3. Eller Simon. Navnet klinger besynderligt for en hedensk Jarl; man skulde formode at det er en Fordrejelse af „Sigmund“.
  4. Den vidtløftige Beretning herom er saa urimelig og næsten barnagtig, at man kunde fristes til at antage den for et Æventyr, Saxo selv har tillempet paa Hovedfortællingen.