siger heller ikke at Ermanarik døde af sine Saar, men kun at han fristede et sørgeligt Liv med et sygt Legeme, at Hunerne endog benyttede sig af denne hans Svaghed for at angribe hans Rige, og at han, fortvivlet over sine Smerter og Hunernes Angreb, døde – det ligger næsten i Ordene at han gav sig selv Døden – i sit 110de Aar[1]. At den historiske Ermanarik allerede paa Jornandes’s Tid kunde blive en Sagnfigur, er ikke besynderligere, end at Theodorik ligeledes et Par Aarhundreder efter sin Død kunde blive det[2]. Hertil kommer nu ogsaa, at vore egne Sagn saa bestemt henføre Jarmunrek til Goterne[3], hvad der neppe vilde have været Tilfældet, hvis han kun var en fælles oldgermanisk Sagnfigur, og endelig, at det danske Sagn om ham, hvilket Saxo meddeler, indeholder de vidtløftigste, nøjagtigste og omstændeligste Beretninger om hans Bedrifter: et tydeligt Vidnesbyrd om, at han som historisk Person maa have levet og virket i det gamle reidgotiske Stammeland.
Som Hersker over alle de gotiske og maaskee flere tilgrændsende Lande bliver Ermanarik af Vigtighed ogsaa for vor Historie, da der er den største Sandsynlighed for, at den gotiske eller halvgotiske Deel af Norge tillige lød under hans Herredømme. Den Rolle, han spiller i vore gamle Eddadigte, vidner allerede noksom om, at han heller ikke har været vore Forfædre ligegyldig. Jornandes udleder hans Herkomst i 6te Led fra Amala, de gotiske saakaldte Amalungers (i vore Oldskrifter Omlungers) Stamfader, og lader Amala igjen i 3die Led nedstamme fra Gaut, den første af de gotiske Anser[4]. Han omtaler paa et andet Sted hans Erobringer, og opregner
- ↑ Jornandes de rebb. Get. c. 24, fratres ejus (Sonildæ) Sarus & Ammius germanæ obitum vindicantes Ermanarici latus ferro petierunt; quo vulnere saucius, ægram vitam corporis imbecillitate contraxit. Quam adversam ejus valetudinem captans Balamir rex Hunnorum, in Ostrogothas movit procinctum … inter hæc Ermanaricus tam vulneris dolorem, quam etiam incursiones Hunnorum non ferens, grandævus et plenus dierum, centesimo decimo anno vitæ suæ defunctus est.
- ↑ Vil man hente en Modgrund derfra, at Jornandes synes at omtale Vidga (Vidicula, c. 5 og 34) som en af Goternes allerældste, i Kvad besungne, Sagnhelte, medens han i Sagaerne om Dietrich og Ermenrich nævnes samtidig med disse, saa bortfalder denne Indvending alene deraf, at Vidga har kunnet stilles sammen med den historiske Theodorik, der levede endnu senere end Ermanarik. At Ermanariks Historie paa Jornandes’s Tid var stærkt udsmykket, at ældre Sagn allerede vare henførte til ham, ligesom senere til Theodoriks at maaskee endog Sagnet om Sørle og Hamder kan høre til disse ældre, er højst sandsynligt; dette viser kun, at Ermanarik paa Jornandes’s Tid allerede ved Siden af sin historiske havde faaet en sagnmæssig Tilværelse, ligesom Theodorik, der paa Jornandes’s Tid endnu levede i altfor friskt Minde til at blive en Sagnfigur, et Par Aarhundreder senere er bleven det.
- ↑ Se f. Ex. Guðrúnarhvöt, v. 2., Hamðismál, v. 3, 23.
- ↑ Slægtrækken er: Gapt (hvilket ganske vist maa læses Gaut), aabenbart Odin
