Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/259

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
231
Jarmunrek eller Ermanarik.

ſiger heller ikke at Ermanarik døde af ſine Saar, men kun at han friſtede et ſørgeligt Liv med et ſygt Legeme, at Hunerne endog benyttede ſig af denne hans Svaghed for at angribe hans Rige, og at han, fortvivlet over ſine Smerter og Hunernes Angreb, døde — det ligger næſten i Ordene at han gav ſig ſelv Døden — i ſit 110de Aar[1]. At den hiſtoriſke Ermanarik allerede paa Jornandes’s Tid kunde blive en Sagnfigur, er ikke beſynderligere, end at Theodorik ligeledes et Par Aarhundreder efter ſin Død kunde blive det[2]. Hertil kommer nu ogſaa, at vore egne Sagn ſaa beſtemt henføre Jarmunrek til Goterne[3], hvad der neppe vilde have været Tilfældet, hvis han kun var en fælles oldgermaniſk Sagnfigur, og endelig, at det danſke Sagn om ham, hvilket Saxo meddeler, indeholder de vidtløftigſte, nøjagtigſte og omſtændeligſte Beretninger om hans Bedrifter: et tydeligt Vidnesbyrd om, at han ſom hiſtoriſk Perſon maa have levet og virket i det gamle reidgotiſke Stammeland.

Som Herſker over alle de gotiſke og maaſkee flere tilgrændſende Lande bliver Ermanarik af Vigtighed ogſaa for vor Hiſtorie, da der er den ſtørſte Sandſynlighed for, at den gotiſke eller halvgotiſke Deel af Norge tillige lød under hans Herredømme. Den Rolle, han ſpiller i vore gamle Eddadigte, vidner allerede nokſom om, at han heller ikke har været vore Forfædre ligegyldig. Jornandes udleder hans Herkomſt i 6te Led fra Amala, de gotiſke ſaakaldte Amalungers (i vore Oldſkrifter Omlungers) Stamfader, og lader Amala igjen i 3die Led nedſtamme fra Gaut, den førſte af de gotiſke Anſer[4]. Han omtaler paa et andet Sted hans Erobringer, og opregner

  1. Jornandes de rebb. Get. c. 24, fratres ejus (Sonildæ) Sarus & Ammius germanæ obitum vindicantes Ermanarici latus ferro petierunt; quo vulnere saucius, ægram vitam corporis imbecillitate contraxit. Quam adversam ejus valetudinem captans Balamir rex Hunnorum, in Ostrogothas movit procinctum … inter hæc Ermanaricus tam vulneris dolorem, quam etiam incursiones Hunnorum non ferens, grandævus et plenus dierum, centesimo decimo anno vitæ suæ defunctus est.
  2. Vil man hente en Modgrund derfra, at Jornandes ſynes at omtale Vidga (Vidicula, c. 5 og 34) ſom en af Goternes allerældſte, i Kvad beſungne, Sagnhelte, medens han i Sagaerne om Dietrich og Ermenrich nævnes ſamtidig med disſe, ſaa bortfalder denne Indvending alene deraf, at Vidga har kunnet ſtilles ſammen med den hiſtoriſke Theodorik, der levede endnu ſenere end Ermanarik. At Ermanariks Hiſtorie paa Jornandes’s Tid var ſtærkt udſmykket, at ældre Sagn allerede vare henførte til ham, ligeſom ſenere til Theodoriks at maaſkee endog Sagnet om Sørle og Hamder kan høre til disſe ældre, er højſt ſandſynligt; dette viſer kun, at Ermanarik paa Jornandes’s Tid allerede ved Siden af ſin hiſtoriſke havde faaet en ſagnmæsſig Tilværelſe, ligeſom Theodorik, der paa Jornandes’s Tid endnu levede i altfor friſkt Minde til at blive en Sagnfigur, et Par Aarhundreder ſenere er bleven det.
  3. Se f. Ex. Guðrúnarhvöt, v. 2., Hamðismál, v. 3, 23.
  4. Slægtrækken er: Gapt (hvilket ganſke viſt maa læſes Gaut), aabenbart Odin