Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/258

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
230
Jarmunrek eller Ermanarik.

have faaet ſin Oprindelſe for at forherlige enten dennes eller Harald Haarfagres Dynaſti. De tydſke Sagn derimod gribe her deſto virkſommere ind, idet de vidtløftigt udbrede ſig over Dietrich af Bern og hans Helte. Man kan ſaaledes med fuld Føje ſige, at Sagnkredſen bevæger ſig fra Norden mod Syden; den taber tillige mere og mere af ſit alderdomsagtige Præg, jo længer den kommer mod Syd, atter et talende Vidnesbyrd om den hele germaniſke Vandringsretning.

I Jarmunrek gjenkjende vi, ſom det allerede ovenfor (S.42) er viiſt, ved førſte Øjekaſt den af Jornandes forevigede Ermanarik, Goternes Konge, i Midten af det 4de Aarhundrede. Der kan ingen Tvivl være om, at den Ermanarik eller Hermanaricus, der hos Jornandes lader Sonilda ſønderſlide af Heſte, og ſiden ſaares af hendes Broder Sarus og Ammius, er vore Eddaſagns Jarmunrek, thi ej alene Hoved-Begivenhederne, men ogſaa Navnene gjenkjendes[1]. Her have vi ſaaledes, ſom det ſynes, et beſtemt hiſtoriſk Tilknytningspunkt for den hele Sagnkreds. Thi Goterkongen Ermanariks Tilværelſe er hævet over enhver Tvivl Den ſamtidige romerſke Hiſtorieſkriver Ammian nævner ham udtrykkeligt, hvor han fortæller om Hunernes allerførſte Fremtræden i Europa, ſom en ſtridbar og mægtig Konge, der ved mange Manddomsbedrifter havde ſat ſig i Reſpekt hos de tilgrændſende Nationer[2]. Men dog kunde der være et Spørgsmaal om Jornandes ikke har henført til den hiſtoriſke Ermanarik et Sagn, der blandt Goterne fortaltes om en mythiſk Ermanarik. Ammian veed nemlig intet af at Ermanarik var bleven ſaa farligt ſaaret af de roxolanſke Brødre; han ſiger kun at han længe ſøgte at holde Hunerne Stand, men dog tilſidſt af Frygt dræbte ſig ſelv[3]. Ved nærmere Betragtning ville imidlertid Ammians Ord findes ikke at ſtaa i nogen ligefrem Modſætning til Jornandes’s. Denne

  1. I Haandſkrifterne af Jornandes finder man Goterkongens Navn ſkrevet Hermanricus eller Ermanaricus; efter Vulfilas Orthographi vilde dette blive airmanareiks; det gotiſke airmana (egentl. irmana) ſvarer ganſke til det oldn. „jörmun eller jarmun (eget. irman), angelſ. eormen, ſax. irmin. Sarus af sarv (oldn. Sörvi) og Dimin. Sarula, ſvarer ganſke til oldn. Sörli (eg. sarvli); Ammius er forvanſket af Hamaþius, hvis tilſvarende tydſke Form Hemideo ogſaa findes. Begge Navne indeholde en Hentydning til de ugjennemtrængelige Ruſtninger (sörvi og hamr) hvilke de vare iførte. – Viſtnok er Svanhild hos Jornandes ej gift med Jarmunrek, men dette gjør her intet til Sagen.
  2. Amm. Marc. I. 31, c. 3: Igitur Hunni, pervasis Alanorum regionibus … Ermenrichi late patentes et uberes pagos repentino impetu perruperunt, bellicosissimi regis, et per multa variaque fortiter facta vicinis nationibus formidati.
  3. Amm. Marc. l. c.: Qui vi subitæ procellæ perculsus, quamvis manere fundatus et stabilis diu conatus est, impendentem tamen diritatem augente vulgatius famà. magnorum discriminum metum voluntarià morte sedavit.