Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/258

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
230
Jarmunrek eller Ermanarik.

have faaet sin Oprindelse for at forherlige enten dennes eller Harald Haarfagres Dynasti. De tydske Sagn derimod gribe her desto virksommere ind, idet de vidtløftigt udbrede sig over Dietrich af Bern og hans Helte. Man kan saaledes med fuld Føje sige, at Sagnkredsen bevæger sig fra Norden mod Syden; den taber tillige mere og mere af sit alderdomsagtige Præg, jo længer den kommer mod Syd, atter et talende Vidnesbyrd om den hele germaniske Vandringsretning.

I Jarmunrek gjenkjende vi, som det allerede ovenfor (S.42) er viist, ved første Øjekast den af Jornandes forevigede Ermanarik, Goternes Konge, i Midten af det 4de Aarhundrede. Der kan ingen Tvivl være om, at den Ermanarik eller Hermanaricus, der hos Jornandes lader Sonilda sønderslide af Heste, og siden saares af hendes Broder Sarus og Ammius, er vore Eddasagns Jarmunrek, thi ej alene Hoved-Begivenhederne, men ogsaa Navnene gjenkjendes[1]. Her have vi saaledes, som det synes, et bestemt historisk Tilknytningspunkt for den hele Sagnkreds. Thi Goterkongen Ermanariks Tilværelse er hævet over enhver Tvivl Den samtidige romerske Historieskriver Ammian nævner ham udtrykkeligt, hvor han fortæller om Hunernes allerførste Fremtræden i Europa, som en stridbar og mægtig Konge, der ved mange Manddomsbedrifter havde sat sig i Respekt hos de tilgrændsende Nationer[2]. Men dog kunde der være et Spørgsmaal om Jornandes ikke har henført til den historiske Ermanarik et Sagn, der blandt Goterne fortaltes om en mythisk Ermanarik. Ammian veed nemlig intet af at Ermanarik var bleven saa farligt saaret af de roxolanske Brødre; han siger kun at han længe søgte at holde Hunerne Stand, men dog tilsidst af Frygt dræbte sig selv[3]. Ved nærmere Betragtning ville imidlertid Ammians Ord findes ikke at staa i nogen ligefrem Modsætning til Jornandes’s. Denne

  1. I Haandskrifterne af Jornandes finder man Goterkongens Navn skrevet Hermanricus eller Ermanaricus; efter Vulfilas Orthographi vilde dette blive airmanareiks; det gotiske airmana (egentl. irmana) svarer ganske til det oldn. „jörmun eller jarmun (eget. irman), angels. eormen, sax. irmin. Sarus af sarv (oldn. Sörvi) og Dimin. Sarula, svarer ganske til oldn. Sörli (eg. sarvli); Ammius er forvansket af Hamaþius, hvis tilsvarende tydske Form Hemideo ogsaa findes. Begge Navne indeholde en Hentydning til de ugjennemtrængelige Rustninger (sörvi og hamr) hvilke de vare iførte. – Vistnok er Svanhild hos Jornandes ej gift med Jarmunrek, men dette gjør her intet til Sagen.
  2. Amm. Marc. I. 31, c. 3: Igitur Hunni, pervasis Alanorum regionibus … Ermenrichi late patentes et uberes pagos repentino impetu perruperunt, bellicosissimi regis, et per multa variaque fortiter facta vicinis nationibus formidati.
  3. Amm. Marc. l. c.: Qui vi subitæ procellæ perculsus, quamvis manere fundatus et stabilis diu conatus est, impendentem tamen diritatem augente vulgatius famà. magnorum discriminum metum voluntarià morte sedavit.