Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/256

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
228
Sigurd. Niflunger.

døde ſtrax efter af Sorg; ogſaa disſe, tilføjes der, ſkulle være blevne gjenfødte, ſaaledes at Helge levede op igjen ſom Helge Haddingjaſkade, og Sigrun ſom en Kaara Halfdansdatter[1]. Der er imidlertid meget, ſom taler for at antage, at man ved Helge Haddingjaſkade ikke har tænkt ſig nogen anden end Helge Hjørvardsſøn, hvilken kun eet Sagn har ſat før, et andet efter Helge Hundingsbane. Men dette, i Forening med den Omſtændighed, at Saxo forvexler Hleidrekongen Helge Halfdansſøn med Helge Hundingsbane[2], vækker ſterk Formodning om at disſe Helge-Sagn oprindelig have ſtaaet i ingen, eller i alle Fald kun i en yderſt løs Forbindelſe med Vølsunge-Sagnene. Endog de Edda-Digte, ſom beſynge dem, bære ſaa ſmukke de end ere, dog umiskjendelig Præget af at tilhøre den yngſte Tidsalder, i hvilken ſlige Kvad kunde blive til[3]. Egentlig ſynes disſe Kvad at have hørt hjemme i Gautland[4].

Sinfetle, fortælles der, blev forgiven af ſin Stifmoder, hvilken Sigmund derfor forſkød, og begav ſig til ſit Rige i Frankland[5] hvor han egtede Kong Eylimes Datter Hjørdis, uden dog længe at beſidde hende, da han faldt i et Slag mod hendes forſmaaede Medbejler Lyngve, der underſtøttedes af Odin ſelv. Hjørdis fødte efter hans Død Sønnen Sigurd og egtede Alf, Kong Hjalpreks Søn, i hvis Gaard Sigurd blev opdragen. De yngre Bearbejdelſer af Sagnene tillægge at Hjalprek var Konge i Danmark; men Oldkvadene vide intet derom. Sigurd er den berømte Sagnhelt Sigurd Fafnersbane, der med Sverdet Gram dræbte Lindormen Fafner paa Gnitaheden, og ſatte ſig i Beſiddelſe af den Mængde Guld, over hvilken den rugede. I tydſke Sagn er han ligeſaa berømt ſom „der hörnerne Siegfried“. Hvorledes Sigurd kom til Kong Gjuke (egentl. Givike, tydſk Giebich), og hans Dronning Grimhild, egtede deres Datter Gudrun, ſluttede Foſtbroderſkab med Gjukes Sønner, de ſaakaldte Gjukunger eller Niflunger (Niebe-

  1. Helgakv. Hund. II. Slutn.
  2. Saxo, II. B. S. 80. Hunding kaldes her Konge af Saxland, Syrics Søn, og Stedet, hvor han overvandtes, ſiges at være Stade ved Elben. I Eddadigtene er det ved „Frekaſtein“.
  3. Der tales nemlig om Vikinger (Helgakv. Hund. I. 27) og overhoved tales der om Søkrig og Vikingsfærd paa en Maade, ſom mere pasſer til Vikingeperioden i Hedendommens ſidſte Tid.
  4. Dette ſlutte vi deels deraf, at Helge og Sinfetle kaldes „Ylfinger“ og ſiges at være komne øſtenfra (Helgakv. Hund. I. v. 34); deels deraf, at Granmar ſiges at være Konge paa Svarinshaug, og Svarin kaldes hos Saxo (S. 32) Jarl i Gautland, ligeſom ogſaa Navnet „Granmar“ nærmeſt ſynes at tilhøre Æſtergautland. Oftere forekommer „Sigarsvold“ ſom Helgernes Odelsgaard; dette Navn ſynes knyttet til Danerne, thi Sigar (Sigehere) nævnes i Widſidhkvadet ſom Sø-Danernes fornemſte Fyrſte (55, 56).
  5. Ældre Edda, Sinfjötlalok.