Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/254

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
226
Vals, Velſe, Vølſunger.

lighedsviis omtales, kaldes denne ej alene Wälsing, men ogſaa Wälses eofora, Welſes Søn (eller Ætling); hvilket ſaaledes tydeligt nok vidner om at Sagnet maa have kjendt Vals eller Velſe ſom Ættens foregivne Stamfader[1]. Denne „Vals“ er nu viſtnok forſvunden i de germaniſke Oldſagn, men man gjenfinder ham umiskjendeligt i de ſlaviſke ſom den ſaakaldte Kvæg- eller Hyrdegud Volos, Vlas eller Veles, hvilket Navn idetmindſte aldeles ſvarer til det germaniſke „Vals“[2]. Denne har vel, ſom de fleſte øvrige Guder, oprindellg været den ſamme ſom Odin, eller en egen Perſonifikation af ham; men hans Forſvinden af de germaniſke Gudeſagn uden andet Spor, end det, der indeholdes i Vølſunge-Navnet, ſynes at tyde paa, at han kun dyrkedes i Germanernes fjerneſte Oldtid, eller rettere at Navnet „Vals“ ſom Gudenavn enten kun kjendtes, medens de endnu opholdt ſig i Øſten og ſtode i nærmere Berørelſe med Slaverne, eller at det fornemmelig tilhørte de øſtlige eller gotiſke Stammer, ſom boede Slaverne nærmeſt, og virkelig, hvad ovenfor er viiſt, neppe i mythologiſk og aldeles ikke i ſproglig Henſeende vare ganſke upaavirkede af dem[3]

Vølſung omtales ſom Odins udvalgte Yndling. Sagnet lader ham blive dræbt i Gautland af Siggeir, der havde egtet hans Datter Signy, og lader alle hans Sønner, paa een nær, blive opſlugte af Siggeirs Moder i Ulveſkikkelſe. Den ene, der undſlipper, er Sigmund, der med ſin egen Syſter har Sønnen Sinfjøtle eller Sinfetle, ved hvis Biſtand han hevner ſin Faders og ſine Brødres Død, og indebrænder Siggeir tilligemed Signy, der ej vilde overleve ham[4]. Fra Siggeir udleder ſaavel Fundinn Noregr, ſom Skálda de ſaakaldte „Siklingers“ Stamme, et Navn, ſom dog kun ſynes at have været et Appellativ for Konger og Jarler, og ſom blot

  1. Beowulf, v. 1747 og 1787.
  2. Der er en Mængde Ord eller Navne i det Slaviſke, der, ſammenlignede med de tilſvarende germaniſke, viſe denne Overgangs-Analogi, f. Ex. gorod eller grad, oldn. garðr; volooh eller vlach, tydſk walh; volod eller vlad (f. Ex. i Volodimir, Vladimir), oldn. vald: følgelig volos eller vlas, oldn. vals. Denne Volos omtales i de gamle rusſiſke Annaler ved 971 i Anledning af Storfyrſt Svjatoſlavs Fredsſlutning med Kejſer Johannes; han nedbeder, hvis han ſviger Fredsſlutningen, Forbandelſe af den Gud, han tror paa, Perun og Volos, Kvæg-Guden. Men Svjatoſlav og hans Mænd vare ikke alle Slaver, altſaa kan Volos her ogſaa have været en rusſiſk Guddom. Det er vel at merke, at flere af de ſlaviſke Ord, der paa denne Maade ſvare til germaniſke, ſynes ſenere at være optagne i Sproget efter disſe; i ſaa Fald maatte Volos være laant fra Germanerne.
  3. Nemlig Frauja-Dyrkelſen, ſvarende til Proves Kultus, ſe ovenfor S. 218, 219.
  4. Sinfetle nævnes paa det ovenanførte Sted i Beowulfdigtet under Navnet Fitela. Om disſe Begivenheder ſe forøvrigt Vølſunga Saga, Cap. 1—8, og min „Nordmændenes Gudelære“ § 61.