Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/253

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
225
Fællesgermaniſke Helteſagn.

med Hunekongen Atle. Men ligeſom vore Oldſagn desuden vide at fortælle om Vølſungefyrſter, der alene vedkomme Norden og ſom ej forekomme i de tydſke Sagn, ſaaledes indeholde disſe igjen meget, der angaar Syden, navnlig den til en mythiſk Sagnhelt forvandlede Theodorik (Dietrich af Bern), Øſtgoternes Konge. Og medens vore Oldſagn tillige lade den gotiſke Jarmunrek (Ermanarik) ſpille Hovedrollen ved Sagnkredſens Ende, og det danſke, hos Saxo opbevarede Sagn, beretter vidtløftigt om ham, ſaaledes træder han i de tydſke Sagn, uagtet han dog ogſaa forekommer der, mere i Baggrunden, hvorimod disſe igjen dvæle mere ved Atle eller Etzel, og gjøre ham til eet med den bekjendte Hunekonge Attila, uanſeet at Ermanarik, Attila og Theodorik levede i hver ſit Aarhundrede (4de, 5te og 6te). Men man faar overhoved af den hele Maade, hvorpaa Sagnkredſen baade i norſke og tydſke Skrifter er meddeelt, det Indtryk, at ældgamle fællesgermaniſke Sagn ere blandede med hiſtoriſke Begivenheder, og at endog Helte og Fyrſter fra Folkevandringernes Tider efter en ſaare kort Tids Forløb ere traadte tilbage i et mythiſk Halvmørke, paa hvis Baggrund de have fremſtillet ſig for Efterſlægten ſom indbyrdes ſamtidige og ſamvirkende[1]. Dette ſynes vel noget underligt, men det er dog ikke underligere end at Kejſer Karl den Store, der levede ſaa langt nede i Tiden i en chriſtelig Tidsalder, og hvis Levnet og Bedrifter ere beſkrevne af ſamtidige Forfattere, hvis Verker endnu haves, desuagtet efter faa Aarhundreders Forløb har kunnet blive en ligeſaa mythiſk Sagnhelt, ſom nogen Vølſung eller Niflung[2].

Vølſungernes Herkomſt omtales ikke i Eddadigtene, uden forſaavidt Hyndluljod ſynes at ſætte den i Forbindelſe med Halfdan Gamle. En ſenere forfattet, proſaiſk Fremſtilling af Sagnkredſen lader dem nedſtamme fra Vølſung, Konge i Hunaland, Sønneſøn af Sige, Odins Søn. Det ſamme melder ogſaa den forhen omtalte Indledning til den yngre Edda, hvor Odin fremſtilles ſom Grunder af en aſiatiſk Koloni i Norden. Det er imidlertid et ſtort Spørgsmaal, om Vølſungaſaga og Skálda her meddele noget egte gammelt Sagn. Navnet „Vølſung“ tyder nemlig hen paa en Stamfader ved Navn „Vals“ eller Velse, ligeſom „Skjoldung“ paa „Skjold“. I det angelſaxiſke Beowulf-Kvad, hvor Vølſungen Sigmunds Bedrifter lej-

  1. I Widſidh-Kvadet nævnes endog Alboin Audoins Søn, Langobardernes Konge og Italiens Erobrer (Älfwine on Eatule, bearn Eádwines, v. 139–148) ſom ſamtidig med Ermanarik (Eormenric).
  2. De bekjendte fabelagtige Fortællinger fra Middelalderen om Kejſer Karl og hans 12 Jevninger ere nemlig neppe yngre end det 12te eller 13de Aarh.; i Løbet af fire Aarhundreder har ſaaledes Folkeſagnet faaet hiſtoriſke Traditioner forvandlede til Myther. Og hvad kun fire Aarhundreder kunde udrette i en chriſtelig Tidsalder med hiſtoriſk Literatur, dertil var viſtnok eet Aarhundrede tilſtrækkeligt i den germaniſke Hedendom.

Munch. Det norſke Folks Hiſtorie I.