og „Manigolt“ erfarer man, at Sagnet øm Frodes (Guld, vel ogsaa derfor om hans Fred, strakte sig til Tydskland, ja lige til Bajern[1].
Men foruden den mythiske Frode eller rettere Frauja nævnes ogsaa i de ældgamle gotisk-danske Sagn en historisk Frode, berømt som tapper Kriger og Erobrer, der stundom er kunnet til det smukke og tragiske Sagn om Roar og Helge. Denne Frode, der ogsaa deles i flere Personligheder, kaldes i de gamle Sagn den frøkne (ɔ: tappre, paa Latin vegetus). Han vil og nedenfor (i §9) nærmere blive omtalt. At alle de Krigssagn, derhos Saxo tillæges Fredfrode, egentlig bør tillægges Frode Frøkne, kan neppe betvivles[2].
Saavel de danske som de norsk-islandske Forfattere have henført den saakaldte Frodefred til Kejser Augusts og Christi Fødsels Tid. Dette er naturligviis skeet, fordi man antog at der paa Christi Fødsels Tider herskede almindelig Fred over Jorden; hertil lededes man deels af Englenes bekjendte Udraab i Lucas Ev. II. 14.), deels af Beretningen om Janus-Templets Lukkelse under August, en Tilkjendegivelse af at der herskede Fred overalt per orbem (ɔ: Romanum, det romerske Rige). I hiin Periode af Middelalderen, da denne Samtidighed antoges, nøjede man sig med langt tarveligere Data til Støtter for Chronologien. Ved nu at faa Frey henført til Augusts Tid, fik de nordisk-islandske Chronologer Odin til at blive samtidig med Pompejus’s Krigstog. Og heri fandt de ogsaa en før dem aldeles tilfredsstillende Forklaringsgrund for Odins foregivne Flugt fra Troja eller Tanais. Paa denne Viis kom endelig den hele kunstige Kombination istand.
Blandt Halfdan Gamles Descendenter nævner Fundinn Noregr Vølsungerne og Niflungerne; Skálda kun Niflungerne; Hyndluljod omtaler Vølsunger og (Gjukunger i Forbindelse med Halfdan uden dog udtrukkeligt at udlede deres Herkomst fra ham. Denne Udledelse er ogsaa, hvis man ej skal ansee den for udsprungen af den dunkle Erindring om alle Syd- og Mellem-Germaners fordums Ophold paa og Udgang fra Skandja, heel vilkaar-
- ↑ Grimm, deutsche Mythologie S. 198.
- ↑ Det er ikke af Uvigtighed, at Sven Aagesøn, Saxos Samtidige, sætter Frode Frøkne længe for Frode Fredgode. Han nævner i Alt fire Froder, nemlig Frode, Skjolds Søn, Frode Frøkne, Rørek Slangenbøges Søn, Frode Gamle, Dans Søn, og Frode Fredgode, der og kaldtes den gavmilde, fordi han skattede Gavmildhed over alle Dyder, og agtede ikke Guld og Sølv mere end Snavs; han gjøres til en Søn af Fridleif, og en Fader til Ingild.
