Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/250

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
222
Frodefreden.


Sammenholde vi nu det Væſentlige i alle disſe Sagn, bliver det indlyſende at Frey og Frode er een og ſamme mythiſke Figur, alene forſkjelligt opfattet i de forſkjellige Overleverelſer[1]. De ere begge Fredsſtiftere; begges Død ſkjules i trende Aar og de højlægges derpaa begge; ved dem begge ſpiller deres Vogn en ſtor Rolle; de ere begge Repræſentanter for en ſæregen fredelig, men myſtiſk Offerkultus, og om denne Kultus i Uppſala heder det endog udtrykkeligt, at den der var ny; anderledes end den ældre, og forbunden med modbydelige Ceremonier. Hadding, den ældre Frodes Fader, falder ſammen med Njørd, og repræſenterer atter den ſamme ſæregne Kultus; han falder tillige ſammen med Frett ved at indſtifte Freyblot, og med Frode ved at være den i Mjødkarret druknede ſvenſke Konges Ven. Det viſer ſig altſaa heraf, at tilligemed Njørd eller Nerthus, Frey, Freyja og Ingve, hvis Identitet allerede ovenfor er godtgjort (S. 59 flg.), ſmelte ogſaa Hadding og Fredfrode ſammen til en eneſte Perſonlighed, nemlig ſom den ſæregne Freys-Dyrkelſes Repræſentant. Og i denne ſæregne Freys-Dyrkelſe, hvis Identitet med Nerthusdyrkelsen vi ligeledes have paaviiſt[2], ligger umiskjendelig Grunden til hiint Sagn om den af Frode (eller Frey) indſtiftede Fred. Naar Nerthusfeſten holdes, ſiger Tacitus, eller naar Nerthus i ſin af Køer dragne Vogn føres om blandt Folket, da er der Glæde og Feſtlighed overalt, da føres der ej Krig, da gribes der ej til Vaaben, da ſtænges alt Jern inde; man kjender og elſker kun Freden[3]. Dette er altſaa den egentlige Frode-Fred, og ſom Indſtifter af denne optræder Frode ſom Indſtifter af den ſæregne ingvinſke eller gotiſke Frey-Kultus. Det er tillige værdt at mærke at Frodes hos danſke Skribenter brugelige Tilnavn frithgothe, ikke behøver at forklares ſom friðgóði (den fredegode) men ſom friðgoði ɔ: Fred-Goden, Fred-Preſten; ja at det maaſkee kan grunde ſig paa en Misforſtaaelſe af „Frøgothe“, ɔ: Freysgoði, Frey-Goden.

Herved løsrives Frode fra de egentlige Skjoldungers Tal, og det bliver indlyſende at han fra førſt af er knyttet til Helligdommen i Hleidr, og at hans Tilværelſe ſom Sagnfigur ej alene maa være ældre end Skjolds, men ogſaa gjelde for en videre Kreds, end denne. Hertil mangler der heller ikke paa umiskjendelige Spor. Saxos Fortælling viſer, at nationale Sagn om Frode maa have herſket i Viken og Veſtfold i Norge, hvor den gotiſke Indflydelſe gjorde ſig gjeldende[4]. Og af de tydſke Egennavne, „Fanigolt“

  1. Om Forvexlingen af Navnet Frey, danſk Frø, ſax. Frô, med „Frode“, er ovenfor talt, ſe S. 185.
  2. Se ovenfor S. 58–60, jvf. Adam Brem. IV. 127, og Thietmar, hos Pertz, V. 739.
  3. Tac. Germ. Cap. 40.
  4. Foruden Navnet Fróðaáss ved Tunsberg findes ogſaa Fróðakelda i dens Nærhed, og Øen Fróðung (nu Frognøen) i Tyrifjorden.