Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/250

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
222
Frodefreden.


Sammenholde vi nu det Væsentlige i alle disse Sagn, bliver det indlysende at Frey og Frode er een og samme mythiske Figur, alene forskjelligt opfattet i de forskjellige Overleverelser[1]. De ere begge Fredsstiftere; begges Død skjules i trende Aar og de højlægges derpaa begge; ved dem begge spiller deres Vogn en stor Rolle; de ere begge Repræsentanter for en særegen fredelig, men mystisk Offerkultus, og om denne Kultus i Uppsala heder det endog udtrykkeligt, at den der var ny; anderledes end den ældre, og forbunden med modbydelige Ceremonier. Hadding, den ældre Frodes Fader, falder sammen med Njørd, og repræsenterer atter den samme særegne Kultus; han falder tillige sammen med Frett ved at indstifte Freyblot, og med Frode ved at være den i Mjødkarret druknede svenske Konges Ven. Det viser sig altsaa heraf, at tilligemed Njørd eller Nerthus, Frey, Freyja og Ingve, hvis Identitet allerede ovenfor er godtgjort (S. 59 flg.), smelte ogsaa Hadding og Fredfrode sammen til en eneste Personlighed, nemlig som den særegne Freys-Dyrkelses Repræsentant. Og i denne særegne Freys-Dyrkelse, hvis Identitet med Nerthusdyrkelsen vi ligeledes have paaviist[2], ligger umiskjendelig Grunden til hiint Sagn om den af Frode (eller Frey) indstiftede Fred. Naar Nerthusfesten holdes, siger Tacitus, eller naar Nerthus i sin af Køer dragne Vogn føres om blandt Folket, da er der Glæde og Festlighed overalt, da føres der ej Krig, da gribes der ej til Vaaben, da stænges alt Jern inde; man kjender og elsker kun Freden[3]. Dette er altsaa den egentlige Frode-Fred, og som Indstifter af denne optræder Frode som Indstifter af den særegne ingvinske eller gotiske Frey-Kultus. Det er tillige værdt at mærke at Frodes hos danske Skribenter brugelige Tilnavn frithgothe, ikke behøver at forklares som friðgóði (den fredegode) men som friðgoði ɔ: Fred-Goden, Fred-Presten; ja at det maaskee kan grunde sig paa en Misforstaaelse af „Frøgothe“, ɔ: Freysgoði, Frey-Goden.

Herved løsrives Frode fra de egentlige Skjoldungers Tal, og det bliver indlysende at han fra først af er knyttet til Helligdommen i Hleidr, og at hans Tilværelse som Sagnfigur ej alene maa være ældre end Skjolds, men ogsaa gjelde for en videre Kreds, end denne. Hertil mangler der heller ikke paa umiskjendelige Spor. Saxos Fortælling viser, at nationale Sagn om Frode maa have hersket i Viken og Vestfold i Norge, hvor den gotiske Indflydelse gjorde sig gjeldende[4]. Og af de tydske Egennavne, „Fanigolt“

  1. Om Forvexlingen af Navnet Frey, dansk Frø, sax. Frô, med „Frode“, er ovenfor talt, se S. 185.
  2. Se ovenfor S. 58–60, jvf. Adam Brem. IV. 127, og Thietmar, hos Pertz, V. 739.
  3. Tac. Germ. Cap. 40.
  4. Foruden Navnet Fróðaáss ved Tunsberg findes ogsaa Fróðakelda i dens Nærhed, og Øen Fróðung (nu Frognøen) i Tyrifjorden.